Cirka 8.900 langtidsledige udlændinge skal fremover have en dedikeret samtale med kommunen om mulighederne for at rejse frivilligt hjem med støtte fra den danske stat.

Visse udlændinge, der har lovligt ophold i Danmark, har i dag mulighed for at få økonomisk støtte fra den danske stat, hvis de rejser frivilligt tilbage til deres hjemland. Det sker via repatrieringsordningen.

Den ordning kan flere udlændinge få gavn af. Derfor styrkes og målrettes vejledningen nu. Konkret foreslås det, at udlændinge, der har været i Danmark i længere tid, og som i en længere periode ikke har været i beskæftigelse, skal møde op på kommunen hvert andet år. Her skal de have en dedikeret samtale om muligheden for at rejse hjem med støtte.

Forslaget vil gælde for ca. 8.900 udlændinge, der har haft en opholdstilladelse i Danmark i mere end fem år, og som har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste tre år.

Udlændinge, der har haft en opholdstilladelse i Danmark i mindre end fem år, skal fortsat modtage den allerede eksisterende systematiske vejledning om at rejse hjem med støtte i forbindelse med alle samtaler i integrations- og beskæftigelsesforløb i kommunerne.

Til gengæld afskaffes den systematiske vejledningspligt for udlændinge med længere ophold i Danmark, som har bedre kontakt til arbejdsmarkedet.

Ændringerne af vejledningspligten er aftalt mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance og vil skulle behandles af Folketinget til april sammen med en række andre ændringer af repatrieringsloven.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

“Vi bliver nødt til at være mere ærlige og direkte. Nogle indvandrere har været på kontanthjælp i lang tid. De er aldrig lykkedes med at blive en del af samfundet. Måske var det bedre for alle, hvis de vendte hjem til deres eget land.

Jeg er derfor glad for, at vi nu indfører en dedikeret hjemrejsesamtale, hvor vi kan fortælle om muligheden for at rejse frivilligt hjem med økonomisk støtte fra det danske samfund.

Til gengæld insisterer vi ikke på at vejlede alle de udlændinge, der faktisk arbejder og betaler deres skat.”

Ordfører for Venstre, Mads Fuglede, udtaler:

”Det glæder mig meget, at vi får strammet op på dette område. Alt for mange med rødder i andre lande sidder på passiv forsørgelse i Danmark. Hver gang, at vi lykkes med en repatriering sparer vi samfundet for mange penge.”

Ordfører for Radikale Venstre, Kristian Hegaard, udtaler:

”Vi er tilfredse med, at færre nu bliver omfattet af kommunernes vejledningsforpligtelse for repatriering. Det er eksempelvis spild af tid, at kommunale sagsbehandlere skal snakke repatriering med danske statsborgere, der har dobbelt statsborgerskab. Derfor er ændringen sund fornuft og et skridt i den rigtige retning.”

Ordfører for Liberal Alliance, Henrik Dahl, udtaler:

“Denne aftale styrker hjemrejsepolitikken. Det er både til gavn for de udlændinge der ønsker at rejse hjem og for samfundsøkonomien. Derfor er vi glade i Liberal Alliance. Derudover får vi mindre bureaukrati, når kommunerne slipper for at vejlede udlændinge der forsørger sig selv.”

Fakta

Med den foreslåede ændring vil vejledningen fremover målrettes henholdsvis nyankomne og langtidsledige udlændinge.

Denne gruppe består af ca. 8.900 udlændinge med en opholdstilladelse i Danmark i mere end fem år, som har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste tre år, og ca. 22.700 udlændinge med en opholdstilladelse i Danmark i mindre end fem år.

Indsatsen over for de ca. 8.900 langtidsledige udlændinge vil blive styrket, idet gruppen fremover vil blive indkaldt til en dedikeret hjemrejsesamtale hvert andet år.

De resterende ca. 22.700 personer vil blive vejledt om repatriering, når der i øvrigt er anledning til det.

I dag er også udlændinge med lovligt ophold i Danmark i mere end fem år, som ikke har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i halvandet ud af de seneste tre år, og visse danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, omfattet af den systematiske vejledningspligt. En stor del af denne gruppe er dog i dag ikke i jævnlig kontakt med kommunen og modtager derfor ikke hyppig vejledning efter de nuværende regler. Persongruppen vil ikke fremover være omfattet af reglerne for systematisk vejledningspligt.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets skøn, at der i 2020 var ca. 200.000 personer, som var omfattet af repatrieringslovens personkreds. Ud af disse var ca. 60.800 personer over 18 år omfattet af den systematiske kommunale vejledningspligt. Vejledningspligten går ud på, at målgruppen kort vejledes om ordningen i forbindelse med alle samtaler med kommunen som led i hjemrejse- og selvforsørgelsesprogrammet og introduktionsprogrammet og beskæftigelsesindsatsen.

De følgende grupper af personer er omfattet af repatrieringsloven og kan derfor modtage støtte til repatriering:

  • Flygtninge mv.
  • Familiesammenførte til flygtninge mv.
  • Andre familiesammenførte udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år
  • Udlændinge, som har opholdstilladelse i Danmark efter regler, som gjaldt før udlændingeloven af 1983, eller som er født i Danmark som efterkommere af disse
  • Danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab

Andre udlændinge kan ansøge Udlændinge- og Integrationsministeriet om at blive anset som omfattet af repatrieringsloven.

Læs mere om repatrieringsordningen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer