I dag var der rejsegilde på den nye tribune på Monjasa Park, og det blev markeret med taler fra Borgmester Jacob Bjerregaard (A), Susanne Mørck (A), Christian Jørgensen (V) og bestyrelsesformand i FC Fredericia, Morten Rahbek. De takkede håndværkerne for deres arbejde, der forventes at stå færdigt d. 15. marts 2021.

Under Covid-19 restriktioner, hvor der var begrænset fremmøde til et rejsegilde, der ellers plejer at være en stor dag med masser af glade håndværkere, erhvervsfolk, politikere og andre interessenter, blev rejsegildet holdt ved den nye tribune, der er under opførsel på Monjasa Park.

Den nye tribune kommer til at rumme 1.400 siddepladser og ca. 500 ståpladser. Det gør, at Monjasa Park både får et løft sikkerhedsmæssigt og udseendemæssigt, da de 500 ståpladser er allokeret til udeholdet, der hidtil har skulle være på samme langside som FC Fredericias fans. Derfor har det igennem flere år været efterspurgt, om der ville komme en udvidelse ville komme og det blev muligt i år pga. det udvidede anlægsloft, der gav Fredericia Kommune muligheden for at investere 16 millioner kroner i den nye tribune.

»I stedet for at være passive tænke vi over, hvordan vi kunne investere i Fredericia, hvor vi kan lave vigtige fremtidsinvesteringer i den her skønne kommune. Vi har en bred vifte af tiltag på anlægssiden og har skabt mange hundrede arbejdspladser i en tid, hvor ledigheden er steget pga. corona og hvor der var brug for at sætte ekstra gang i den. Vi går fra at have et stadion, der var halv begyndt til at være halv fuldt. Det skal vi glæde os over. Jeg glæder mig til at indfinde mig på tribunen og kigge ud over det smukke græstæppe og se os i slutspillet i top-6,« sagde Jacob Bjerregaard.

Det var en stor dag for Susanne Mørck. (Foto: AVISEN)

I september var der første spadestik til den nye tribune, og det føltes som for kort tid siden for formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Susanne Mørck.

»Det er fantastisk at stå her. Det er vildt, at vi er nået her til. Det er ikke så lang tid siden vi stod her, da der ikke var ret meget. Der var kun lidt graveting ude foran, og der tænker jeg, hvis vi kigger langt over, så vil jeg gerne takke håndværkerne, som står der. De investeringer vi laver her på stadion og andre steder på kultur- og idrætsområdet er fordi det er noget vi tror på bidrager til glæde, sammenhold og socale fællesskaber, der har betydning for borgernes livskvalitet,« sagde hun.

Christian Jørgensen havde fundet FC Fredericia-halstørklædet frem i dagens anledning. (Foto: AVISEN)

Christian Jørgensen, der er næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, følger byens sportshold på tæt hold, og han glæder sig over at se byggeriet skride frem. Både på det plan, men også på det politiske plan, hvor det kan være med til at hjælpe Fredericia Kommune på vej.

»Det er ikke en hemmelighed, at vi gør meget for at styrke Fredericia som bosætningskommune. Vi satser massivt på at trække flere til med en målrettet brandingindsats. Vi skal fortælle om det vi har, og stadion er endnu et fyrtårn i den her sammenhæng. Jeg har en fornemmelse af den nye tribune på solsiden har en ny målgruppe med kone og kæreste til os mænd, der kommer her i forvejen, da kvinder så kan komme ud og se en spændende kamp og nyde solen,« sagde Jørgensen med et smil.

Morten Rahbek og Stig Pedersen (direktør) var FC Fredericias repræsentanter ved rejsegildet. (Foto: AVISEN)

Bestyrelsesformand i FC Fredericia, Morten Rahbek, har været med på hele rejsen med FC Fredericia, der er gået fra Baldersvej til Fredericia Ny Stadion, der stod færdigt i 2006, og i 2021 kan han se frem til, at anden etape er færdig af stadionet.

»Det giver et kæmpe løft. Jeg vil gå tilbage til 2006, hvor et visionært byråd gjorde det muligt at tage springet fra Baldersvej og herud. Det var første etape til et stadion , og det gav os helt andre muligheder end på Baldersvej. Mange af de forventninger om et løft for fodbolden har vi langt henad vejen fået indfriet. Vi har i mange sæsoner været blandt de 16-20 bedste hold i danmark og håber, at vi også i væsentlig grad har været med til at brande Fredericia udadtil,« forklarede Morten Rahbek.

Med den nye tribune kommer Monjasa Park til at kunne rumme 6.000 tilskuere.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer