Tre apoteker i Aarhus har indledt et samarbejde med Aarhus Kommune om at forebygge ensomhed. Det er en vigtig indsats, som gerne må sprede sig, mener formand Anne Kahns i Danmarks Apotekerforening.

“Apotekerne har en tæt kontakt til borgerne, når vi møder dem i skranken. Vi er ofte deres primære indgang til sundhedssektoren, og derfor er apoteket en oplagt partner til projektet. Jeg håber, at andre kommuner lader sig inspirere, og i de overvejelser skal det også med, at ensomhed ikke bare rammer på livskvaliteten. Ensomhed går også ud over sundheden. Så der er mange gode grunde til at tage fat om problemet”, siger Anne Kahns.

Kontakten til borgerne opstår i dialogen i skranken. Apotekerne kan tilbyde borgerne hjælp med information om lokalområdets muligheder for fællesskaber. Når en borger tager imod tilbuddet, tager kommunen kontakt inden for 2-3 dage.

“Vi har henvist tre borgere på den måde, og de reagerer med glæde. Vi har et fortroligt forhold til mange borgere, og når vi oplever folk, der giver udtryk for at være ensomme, er blevet alene og har mistet hustruen eller har et dårligt humør, kan vi sagtens hjælpe borgeren til mere information om muligheder for at indgå i et fællesskab”, siger Marianne Kallesen, apoteker, Aarhus Viby Apotek.

—–

Fakta

Projekt Genlyd er et forebyggelsesprojekt i Aarhus Kommune.

Formålet er at skabe fællesskaber og forebygge ensomhed og øge livsglæden og trivslen blandt borgere i Aarhus. Samarbejdet med apotekerne er det første i en række af flere samarbejder med lokale organisationer og virksomheder.

Genlyd er udviklet med inspiration fra et projekt i Barcelona.

(Kilde: Aarhus Kommune)