AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, indgik sidste år en aftale om købet af to byggefelter, samt købsoption på yderligere to byggefelter ved Kanalbyen i Fredericia, hvor AP Ejendomme opfører Carolinelunden med op til 450 svanemærkede lejeboliger.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til det videre arbejde med Carolinelunden, hvor der netop er blevet udarbejdet et forslag til lokalplan for de to første byggefelter.

I slutningen af 2019 indgik AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, en samarbejdsaftale med Kanalbyen, som er ejet af Fredericia Kommune og Realdania, om købet af to byggefelter samt købsoption på yderligere to byggefelter ved Kanalbyen. Dermed er det planen, at AP Ejendomme kan opføre den nye bydel Carolinelunden i Fredericia med op til 450 lejeboliger fordelt på fire byggefelter. Nu er lokalplansforslaget for de to første byggefelter klar, og AP Ejendommes adm. direktør, Peter Olsson, ser frem til at se de input, der kommer i forbindelse med lokalplansforslaget.

“For os, som udvikler ejendomme helt fra bunden, er Fredericia Kommune meget interessant, for Fredericia har en super placering, hvor det er let at komme til uanset, hvor man befinder sig i landet. Samtidig er Fredericia en kommune i vækst, og derfor er vi som investor og udvikler glade for, at vi har fået muligheden for denne aftale med Kanalbyen. Med lokalplansforslaget ser vi frem til at se de input, som Fredericia Kommune får, så vi kan arbejde videre med udviklingen af Carolinelunden, siger Peter Olsson.

AP Ejendomme opfører på de to første byggefelter i Carolinelunden 127 lejelejligheder, 10 rækkehuse og 10 townhouses. Størrelsen på boligerne, der alle bliver certificeret som svanemærkede, bliver fra 52-125 kvadratmeter.

De kommende lejere vil komme til at bo med naturen som nabo, da Kanalbyen er klods op ad både hav og kanaler.

“Kanalbyen har en markant placering i Fredericia. Derfor har vi i vores udvikling af Carolinelunden haft stor respekt for, at den nye bydel, som vi skal opføre, passer ind i området i forhold til den kultur og historie, der er i området og i Fredericia generelt, fortæller Peter Olsson.
De boliger, som AP Ejendomme opfører i Carolinelunden, henvender sig til borgere i alle aldersgrupper.

Når vi opfører boliger rundt om i landet, er det vigtigt for os, at boligerne appellerer til så mange som muligt. Det er også tilfældet i vores arbejde med boligerne i Carolinelunden, hvor vi vil opføre boliger til både unge og ældre, familier og singler, siger Peter Olsson, der ser frem til den videre udvikling af Carolinelunden.

Skriv et svar