Keramikeren Annita Due har værksted og galleri i Middelfart. Vi har talt med hende om, hvordan hun er blevet fanget af kunsten.

– Det startede for lang tid siden i 7. klasse hvor jeg var i praktik og så smagte jeg lidt på det og så er det gået lige efter hinanden siden dengang.

Sådan indleder Annita Due sin samtale med os og kommer ind på, hvordan hun fik en passion for ler.

– Jeg tror, at det er det formbare og det dragende, og når man tager fingeren væk, så har man et hul. Der er et sammenspil mellem kroppen og leret, der er interessant og så er det vildt sanseligt at have med at gøre. Det går fra blødt til hårdt, og det sårbare og skrøbelige bliver til et andet udtryk bagefter, siger Annita. Og fortsætter:

– Formen kalder på noget jeg har set før. Det ligger dybt i mit DNA helt tilbage. Noget genkendeligt, og hvis jeg skulle stoppe mit flow. Hvad skulle jeg så? Det er naturligt for mig at gengive noget, fx en musling. Jeg har lavet muslinger, der har været forkerte i størrelserne, og det er lidt spændende at kunne gengive noget igennem mit system. Det er impuls på impuls, siger hun.

Med tiden har Annita Due udviklet en ny stil i forhold til, da hun startede.

– Jeg har tegnet meget skarpe linjer og med hældninger, men det gør jeg ikke nu. Det bliver intuitiv og som en dialog med mig og leret. Det handler om er det blødt eller hårdt. Selvom der kommer kunder ind, så kommer jeg tilbage og får kontakt til det.

Der er forskel på, når Annita laver ler eller billeder, fortæller hun.

 – Jeg har ikke kontrol i billedet når jeg starter , men det har jeg når jeg samler det sammen. Det er samme proces som med leret. Farverne i billederne kan jeg bestemme bedre i forhold til leret, siger Annita Due, der aldrig bliver træt af at arbejde med det:

– Det bliver værre og værre. Jeg kan mærke, at det aldrig dør og hvis det gør, så holder jeg op med det samme, men der er meget mere der skal udtrykkes. Jo mere jeg ved, jo mere kommer der, siger Annita Due.

Keramikeren har værkstedet og sit galleri på samme lokation, og det giver hende noget specielt.

– Det er skønt, at det er så åbent. Det er meget privat, når jeg går her, men også skønt, når der kommer nogen ind fra gaden og siger et ord eller ser noget jeg har i proces, siger Annita Due.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer