Forside Erhverv Anne Dehn er ny praktikant hos LokalBolig #fredericiasansigter

Anne Dehn er ny praktikant hos LokalBolig #fredericiasansigter

DEL

Anne Dehn startede d. 10. januar i praktik hos LokalBolig Fredericia, hvor hun skal suge til sig i de næste tre måneder.

Anne Dehn er 21 år, og hun læser til Finansøkonom på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg, hvor hun i forbindelse med uddannelsen skal i tre måneders praktik.

At det lige netop blev hos LokalBolig Fredericia, hvor Anne kom i praktik kom i stand ved, at hun selv søgte rundt.

“Jeg bor mellem Esbjerg og Fredericia, så jeg søgte lidt forskellige steder, og så fandt jeg på den måde frem til LokalBolig Fredericia,” siger Anne og kommer ind på, hvad hun kiggede specifikt på, da hun søgte efter en praktikplads:

“Jeg kiggede på, hvor jeg bedst kunne se mig selv. Det er ikke en kæmpe stor mægler, så det bliver lidt mere personligt og det kan jeg godt lide.”

Anne startede hos LokalBolig d. 10. januar, og hun har allerede været med til en del ting hos dem.

“Den første tid har været super. Jeg har været med ude på opgaver og se, hvordan man gør de forskellige ting. Der er nogle af de andre, som er i praktik, der ikke får lov til det, hvis de er hos en større virksomhed. Jeg har allerede været med ude til fremvisninger og vurderinger, og det giver mig helt sikkert blod på tanden,” forklarer Anne.

En måneds tid af praktikken er nu overstået for Annes vedkommende, og hun har været forskellige rundt i byen.

“Vi har kørt lidt rundt, og jeg har fået forklaret ting i forhold til boligmarkedet. Vi kørte blandt andet rundt i et kvarter omkring Taulov, hvor jeg synes, at der var nogle superfine huse,” udtaler Anne.

På Finansøkonom-uddannelsen er man ikke specialiseret inden for et bestemt område endnu, og derfor er praktikken en kærkommen lejlighed for Anne til at suge til sig.

“Jeg håber helt klart at få mere viden inden for feltet. Når jeg er færdig til sommer er planen, at jeg vil finde en mægler og så komme i trainee,” siger Anne.

Om Finansøkonomuddannelsen:

Man lærer om alle aspekter af det finansielle marked, fra kundens privatøkonomi og handel med fast ejendom til erhvervs- og samfundsøkonomi. Man får også viden om, hvordan man kommunikerer i kunde- og samarbejdsrelationer.

Man kan bl.a. arbejde i banker, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, ejendomsadministrationsselskaber, revisionsfirmaer, eller i en økonomiafdeling, samt som ejendomsmægler.

Uddannelsen giver dig økonomisk viden og kompetencer til at arbejde med finansiel rådgivning, forsikring, ejendomshandel og -administration, samt økonomi og revision.

Man får indblik i den finansielle virksomheds funktioner og produkter. Du lærer også, hvordan du skal kommunikere med og rådgive forskellige kundegrupper.

Endvidere får man kendskab til Internationale økonomiske sammenhænge.

Uddannelsen er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse, der på 1.-3. semester har en række obligatoriske fag, mens man på 4. semester kan tone din uddannelser efter dine interesserer og karriereplaner med et praktikophold i en selvvalgt virksomhed og med dit afsluttende eksamensprojekt.


DEL