En politipatrulje observerede klokken 03.46 i nat en mand, der blev smidt ud af Pitstop i Jernbanegade i Kolding. Da manden blev noget aggressiv over dette, besluttede politiet at observere manden, mens han gik væk fra stedet.

– Da han går forbi en Netto-butik i Jernbanegade, slår han pludselig så hårdt på Netto’s butiksrude, at den blev knust. Han blev derfor anholdt og taget med på politistationen, hvor han fik lov til at sove sin brandert ud i detentionen, oplyser vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Den unge mand fra Kolding fylder faktisk 20 år i dag. Så når han vågner i detentionen, er politiet klar med deres fødselsdagsgave til den unge mand, nemlig en sigelse for hærværk.