En patrulje fra Sydøstjyllands Politi har i aftes anholdt en 36-årig mand fra Letland under et indbrud i Kolding. Manden er sigtet for en lang række alvorlige forbrydelser, herunder bankrøveri i Vejle den 1. april og et efterfølgende røveri i Fona i Vejle samme dag – samt mistanke om en lang række indbrud i beboelse i politikredsen i løbet af den seneste tid.

Der ligger både et intensivt efterforskningsarbejde hos Sydøstjyllands Politi samt gode tips og henvendelser fra borgere til grund for anholdelsen af den 36-årige mand.

I forbindelse med et indbrud, som den 36-årige mand begik i Kolding i går, var det kvikke borgere, som reagerede, da de opdagede, at han gemte sig i en have – hvorefter de kontaktede politiet, som hurtigt ankom og anholdt manden.

Ved en visitation af den 36-årige mand i aftes fandt politiet blandt andet tre kilo guld på ham, som forventes at stamme fra indbrud.  En gennemgang af gerningsmandens effekter viste to parykker, hvoraf den ene matchede en paryk, som blev anvendt under bankrøveriet i Vejle  den 1. april.

“Det er en virkelig stor tilfredsstillelse, at vi har fanget lige præcis denne gerningsmand, for vi forventer nu at kunne opklare en række af andre kriminelle forhold, som han har på samvittigheden. Så på den måde har vi både opklaret forbrydelser, som er sket – men også sat en stopper for flere forbrydelser fra denne gerningsmand fremadrettet”, fortæller vicepolitiinspektør Frede Nissen.

Den 36-årige mand er i forvejen efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi for et indbrud i Silkeborg 2014 og af Nordjyllands Politi for røveri i 2014. Han overflyttes nu til Nordjyllands Politi, hvor han bliver fremstillet i Grundlovsforhør i dag. Nordjyllands Politi har en fuld DNA-profil på ham og en fængslingskendelse.

Den 36-årige mand er tidligere dømt for indbrud i Danmark og har indrejseforbud i landet.