Forside Middelfart Anders Tang Kjærved er ny plan- og byggechef i Middelfart Kommune

Anders Tang Kjærved er ny plan- og byggechef i Middelfart Kommune

DEL
Foto: Middelfart Kommune

38-årige Anders Tang Kjærved tiltræder 1. januar som plan- og byggechef i Middelfart Kommune. Han overtager posten efter Jørgen Knudsen, der efter 32 år i Middelfart Kommune går på efterløn.

Middelfart Kommune har netop ansat en ny plan- og byggechef.

Det er 38-årige Anders Tang Kjærved, der er uddannet bygningskonstruktør og derefter arkitekt fra Aalborg Universitetscenter.

Anders Tang Kjærved kommer fra en stilling som afdelingsleder for Plan og Vej i Svendborg Kommune.

– Vi glæder os til at se Anders være med til at føre det gode arbejde videre, der bliver lavet i vores plan- og byggeafdeling. I Middelfart Kommune er en god, effektiv og præcis betjening af vores erhvervsliv højt prioriteret, og vi har bl.a. nogle af landets korteste sagsbehandlingstider på byggesager. Det er et arbejde, som Jørgen Knudsen, der har været i kommunen i 32 år, har stået i spidsen for. Og når Jørgen nu har valgt at gå på efterløn, er jeg glad for, at vi har tiltrukket en stærk profil som Anders Tang Kjærved til at overtage posten, siger Thorbjørn Sørensen, direktør i Teknik- og Miljø.

Anders Tang Kjærved har tidligere været ansat som arkitekt ved C & W Arkitekter i Svendborg og har også virket som selvstændig arkitekt. I 2009 blev han ansat som byplanlægger i Assens Kommune. Efter 4 år i Assens blev han teamleder i Fredericia Kommune for Erhverv og Byggeri. Herfra skiftede Anders til et job som afdelingsleder i Svendborg, som han nu forlader til fordel for stillingen som afdelingschef i Middelfart Kommune.

Den første arbejdsdag som plan- og byggechef i Middelfart Kommune bliver d. 2. januar 2018.