Anders Ole Koefod Nielsen, der går på Gymnasiet HTX Lillebælt, bliver student d. 24. juni. Fredericia AVISEN har mødtes med ham og hørt om den sidste tid på skolen.

Danmark blev med ét lukket ned i midten af marts, og det sendte Anders Ole og resten af de danske skoleelever hjem, hvor de modtog onlineundervisning.

“Det har været underligt for mange, ikke kun os studenter. Man har tacklet det godt, og vi er blevet sat i mindre klasse, da vi kom tilbage, og man har fundet gode løsninger,” siger Anders Ole.

I begyndelsen af maj blev der åbnet op for, at de elever, der afslutter deres gymnasieuddannelse denne sommer, skulle tilbage på skolen.

“Det er ikke fordi jeg ikke kan lide at tale med min familie, men det var virkelig dejligt. Man kom til at se andre vægge end dem derhjemme, og det var rart,” siger Anders Ole, der som følge af restriktionerne kun skal til en mundtlig eksamen, men ellers understreger han, at tingene er som de altid har været:

“Vi har fået meget færre eksaminer, men man gør som man plejer. I de skriftlige er vi blevet splittet mere op end vi plejer, og den sidste mundtlige kommer til at foregå på almindeligvis. Selvfølgelig giver man ikke hånd til censor  og eksaminator, men ellers er det helt almindeligt,” siger han.

Med kun én mundtlig eksamen kan man forberede sig ekstra grundigt, men spørgsmålet er så om man forbereder sig ekstra grundigt? Det spørgsmål stillede vi Anders Ole.

“Det er svært, fordi der er nogen der allerede er blevet student i byen, så man vil gerne rundt at sige tillykke, men man vil gerne selv være tilfreds også. Man bruger nok lidt ekstra tid, og det er den sidste eksamen og man vil have en god karakter i huen,” siger han med et smil på læben.

En af de ting, der har været tvivl om, var om studenterkørslen blev tilladt, og reaktionen fra Anders Ole på den melding var ikke til at tage fejl af.

“Jeg blev virkelig glad. Kørslen er det man husker bedst har man fået at vide, fordi det er så intens, det er med ens klasse og hyggeligt, så det var en lettelse at få at vide, at vi får lov til det,” siger han.

Hvor “nederen” ville det have været, hvis det ikke blev gennemført?

“Jeg tror, at jeg ville have det nederen i år, men i de næsten mange år vil man kunne se hvor meget de hygger sig, og så vil jeg forevigt og altid blive mindet om det. Det ville have været det hårdeste,” siger Anders Ole og slutter af med at fortælle om fremtidsplanerne:

“Der er en masse fester, som man glæder sig til, men ellers skal jeg finde et arbejde i et års tid og så studere videre i Aarhus eller Aalborg,” slutter den kommende student fra Gymnasiet HTX Lillebælt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer