Der skal være tillid mellem en statsminister og dennes ministre. Det er klart, ja en selvfølge. Men der er dog noget besynderligt ved den regering, som Mette Frederiksen har fået sat sammen. Det minder mest af alt om et loyalitetsprogram, hvor de mest loyale partisoldater får ministerposterne.

Det er ikke let at skulle finde en ny minister. Slet ikke for Mette Frederiksen, der driver en et-parti-regering. Det er mange ministerposter, der skal uddeles, og når der tilmed kommer flere rokader, så begynder det at være svært for statsministeren.

Allerede da den første regering blev præsenteret på Amalienborg Slotsplads i 2019 blev den hurtigt kaldt for ”DSU-regeringen”. Det er nok ikke noget, de unge socialdemokrater brokker sig over, men det er bemærkelsesværdigt, hvor mange af Mette Frederiksens gamle venner fra DSU, der fik ministerposter på centrale områder. Endvidere var der tale om en meget ung regering, hvor de erfarne kræfter ikke var mange.

Socialdemokratiet består af flere fløje, der normalt skal forenes i en regering. Lidt ligesom at indgå i en to-parti-regering, hvor begge partier skal have lidt del i de gode poster. Det begynder at tynde ud i det for Mette Frederiksen, der på mange måder belønner de mest loyale af hendes folketingsmedlemmer. Dem der står last og brast, de får også en ministerpost, næste gang det bliver tid.

Rokaderne har gjort det svært

Der har været fem ministerrokader i statsministerens tid for bordenden. Den ene mindede mest af alt om et politisk statement, hvor blandt andet Boligministeriet fik tilføjet Indenrigsministeriet, for at sikre ”bedre sammenhæng mellem land og by. Den post gik til Kaare Dybvad, der i forvejen bestred posten som boligminister.

Den første rokade af ministre kom tilbage i november 2020. Mogens Jensen påtog sig et stort ansvar, han lagde sig ned og han rullede sig rundt. Den ulovlige aflivning af mink måtte koste at hoved, og det blev Mogens Jensen, den ellers meget karismatiske og toneangivende socialdemokrat. Siden har han været sat helt på sidelinjen, alt imens minkkommissionen fortsat arbejder. I stedet for Mogens Jensen i regeringen kom Flemming Møller Mortensen, en loyal partifælle, der blot var rigtig glad for at få en ministerpost. Siden har vi ikke set meget til Danmarks udviklingsminister.

Efter en tid med så meget kritik, at det ikke længere var sjovt for Joy Mogensen valgte hun, klogelig, at trække sig. Hun havde ikke følingen med parterne inden for hendes ressortområde, så hun stod ikke tilbage med andet valg end at trække sig. Det gav en stor hovedpine for statsministeren. En kvindelig statsminister. En rød statsminister. I en tid hvor ligestilling fylder mere end nogensinde før. Når en kvinde gik ud, havde mange forventet, at en kvinde ville komme ind. Men sådan skulle det ikke blive. Til trods for den i forvejen noget skæve fordeling hentede statsministeren hjælp det mest naturlige sted: I gruppeledelsen.

Jesper Petersen blev valgt. En erfaren politiker med en god base i det syd- og sønderjyske. Dengang virkede det som et rigtig godt valg, et valg af en politiker på grund af kvalifikationer og ikke loyalitet. Men i bagklogskabens lys kan man se anderledes på det. Ikke fordi der er grund til at anfægte uddannelses- og forskningsministerens evner, for han har udført sit arbejde rigtig godt. Det kan man ikke sætte en finger på. Men han var den første i Mettes loyalitetsprogram.

Et program, hvor gruppeformanden er den næste i rækken. Et program hvor de mest loyale overfor statsministeren bliver udnævnt til gruppeformand. Det startede med Jesper Petersen, der har forsvaret regeringens politik på godt og ondt. Det er til tider en uriaspost at skulle forsvare regeringens beslutninger i så stor en grad, uden i virkeligheden at være en del af maskinrummet. Man bliver sat på prøve, og det samme gør ens loyalitet.

Det blev tydeligt, da Benny Engelbrecht måtte trække sig, efter en mistillidserklæring fra Enhedslisten. Her skulle der rykket rundt igen – og her fik statsministeren en kærkommen mulighed til at rydde lidt op i flere ministeriet. Men Jeppe Bruus blev den nye mand i regeringen – direkte ud af den politiske ordførers kontor. Han havde forsvaret alt og alle beslutninger, og for det blev han belønnet.

I gruppen valgte man Christian Rabjerg Madsen, en ung mand valgt i Kolding – og med et meget stærkt bånd til finansminister Nicolai Wammen. Hurtigere end de fleste havde regnet med blev det tid til endnu en rokade. Her kunne man have valgt mange forskellige politikere – og særligt én kom frem, da Mattias Tesfaye skulle overtage Justitsministeret: Rasmus Stoklund. Dels fordi han har været loyal, og dels fordi han har været en ualmindeligt skarp udlændingeordfører.

Men nej. Rækkefølgen i loyalitetsprogrammet skulle overholdes. Det blev Christian Rabjerg Madsen der skulle indtræde i regeringen. Det tvang statsministeren til at flytte rundt i regeringen. For Rabjerg Madsen var ikke et oplagt bud til at være udlændinge- og integrationsminister, men er måske faktisk et rigtig godt bud til en Bolig- og Indenrigsminister.

Føromtalte Stoklund blev ikke minister i denne omgang. Men han står først på listen næste gang. Som ny gruppeformand har han nået det øverste skridt i Mettes loyalitetsprogram, inden ministerposterne skal fordeles.