Der er krise i Nørreskoven. Det er ikke til at komme uden om efter, at Vejle blot er noteret for et point efter otte spillerunder, og kun har scoret fire mål. Noget skal der ske, hvis det billede skal vende.

Vejle formåede i sidste sæson at sikre sig overlevelse i Superligaen som oprykker, men i den nye sæson er der kommet andre boller på suppen. Carit Falch blev ansat som cheftræner, men han blev fyret efter kort tid, da det viste sig ikke at være det rette match.

Siden er Peter Sørensen kommet til som ny træner, men det har ikke ændret billedet. Efter ansættelsen af Sørensen er det blevet til nederlag til FCK og AGF, mens det blev til en snæver pokalsejr mod Vordingborg. I Superliga-regi er det ikke mandskaber, som VB skal måle sig med, men det begynder at se tungt ud, hvis ikke, at der i de kommende runder begynder at komme point på tavlen.

Vejle møder på søndag oprykkerne fra Viborg og i runden efter venter Silkeborg. Det er to kampe, der er sat tyk streg under i Nørreskoven. Kommer der ikke point på bordet i de kampe, så ser det for alvor skidt ud set med Vejle-briller. Det helt store problem har været, at VB ikke har skabt det store frem ad banen. Det er håbet, at den nye montenegrinske angriber, Luka Djordevic og Andres Ponce, skal være løsningen på det, men et nærmere kig på de to spillere viser, at de ikke har spillet kontinuerlig førsteholdsfodbold i en længere periode, og det er derfor utopi at tro, at de kan gøre en stor forskel fra dag et.

Til gengæld kan det hjælpe Vejle, at de har fået tilgang af Sten Grytebust på en lejeaftale. Ikke at præstationerne i målet af Alexander Brunst har været dårlige, men når muligheden byder sig for at få en spiller af Grytebust’ kvalitet, så skal man gribe muligheden. I første omgang gav det ikke afkast mod AGF, men det vil det uomtvisteligt komme til mod ligeværdige modstandere, hvor det er marginaler, der kommer til at afgøre, hvem der vinder opgøret. I den henseende har den norske keeper en kvalitet, der kan være med til at tippe et opgør til Vejles fordel.

Men en målmand gør det ikke alene. I sidste sæson var iranske Saeid Ezatolahi en dynamo på midtbanen, der bandt det hele sammen, men det niveau har han ikke fundet hidtil i denne sæson. Senest kom Ezatolahi først ind med et kvarters tid igen af opgøret mod AGF, og hvis VB skal præstere, så skal det være med iraneren i topform.

Et andet issue er den multikulturelle kultur på Vejles mandskab. Senest figurerede der to danskere, en albaner, en færing, en canadier, en nordmand, en brasilianer, en græker, en montenegriner, en kroat og en nordmand i Vejles startopstilling. Retfærdigvis skal det nævnes, at albaneren er Arbnor Mucolli, der er opvokset i Danmark, men det ændrer ikke på det faktum, at de mange nationaliteter kan være en ulempe, især når det som nu i VB’s tilfælde, ikke kører på skinner.

Skriv en kommentar