Hvem havde troet, at FHK ville ligge nummer tre i tabellen efter den sidste spillerunde i 2021? Det havde selv de største jubeloptisme næppe spået, og kigger man på det over hele efterårssæsonen, er det fortjent, at FHK er med i toppen.

Efter 18 kampe har FHK allerede passeret den pointtotal, der er klubbens højeste i nyere tid i HTH Ligaen. Den lød på 20 point i sidste sæson, og med nu 23 point på kontoen, og med ti spillerunder igen, er det ikke forbudt at drømme om over 30 point. Kigger man tilbage på sidste sæson vil over 30 point række til en fjerdeplads, når grundspillet er overstået.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og man skal bevare begge ben på jorden, men man kan ikke lade være med at drømme stort. FHK’s erklærede målsætning for sæsonen er at ende i top-8, og meget skal gå galt, hvis det ikke lykkedes. FHK er ti point foran TMS Ringsted på niendepladsen, dog med to flere spillede kampe. I de seneste sæsoner har det været nok at hente omkring 25 point for at komme i slutspillet, og set i det perspektiv, så skal der ikke mere end et par sejre til før, at den er “home safe”.

Der er dog stadig klare forbedringspunkter. Udsvingene er for store, og de skal minimeres, og bliver de først det, så kan FHK tillade sig at drømme om mere end “bare” at være med i slutspillet. At tabe en kamp til TMS Ringsted er eksempelvis ikke godt nok, når man igennem 60 minutter slet ikke får etableret et forsvar, der er i nærheden af normale niveau. At kun lave to mål i de første 13 minutter mod Skanderborg Aarhus er heller ikke noget at råbe hurra for, men der var enden dog god, da tingene blev ændret undervejs.

Der hvor det er tydeligt, at FHK har rykket sig, er på det defensive parametre. I den her sæson har FHK hævet forsvarsniveauet gevaldigt, og det er især sket med tilgangen af norske Lasse Balstad og stregkrigeren Nikolaj A. Nielsen. Det har samtidig betydet, at det ikke har været op til holdets målmænd at lave spektakulære ting for at holde modstanderens antal mål nede. I den seneste periode har Emil Tellerup stået på et højt niveau, og finder han sådan et stabilt niveau over en længere tid, er FHK godt stillet.

En anden ting, der har ændret sig i den her sæson er, at FHK ikke er så afhængige af Kristian Stoklund rammer sit topniveau angrebsmæssigt. Jovist er han en af de bærende spillere, og han er den spiller, der har lavet anden flest assists i hele HTH Ligaen med 75. På topscorerlisten er den niende mest scorende spiller med 86 mål, og derfor har han også stor andel i FHK’s succes. Men det har eksempelvis Cornelius Kragh også. Han er kommet til, og det har lettet byrden fra Stoklunds skuldre. Har Stoklund en offday, er der andre alternativer til at bombe målene ind, og det har der ganske enkelt ikke været i tidligere sæsoner.

Rent præstationsmæssigt har FHK været helt hoppe på den høje klinge flere gange. En af de stærkeste præstationer holdet har leveret var hjemmekampen mod Bjerringbro-Silkeborg, der blev vundet med 28-26, og det vidner om, at FHK kan byde alle hold op til dans. Selvom det ikke blev til en sejr på udebane mod Aalborg, er det også et opgør, som FHK kan se tilbage på med stolthed. I sidste ende lyver resultatet 33-31 til Aalborg ikke, men med det kampforløb, hvor Aalborg var nede i sækken, og i slutminutterne var heldige med en del dommerkendelser, vidner det om, at FHK kan vinde over selv de allerbedste hold i ligaen.

Fortsætter FHK på den høje klinge, og finder mere stabiltet, kan der være noget stort i vente i 2022.

Skriv en kommentar