Dansk Folkeparti har set bedre ud. Alt andet ville være forkert at sige. Partiet stod for få år siden til at kunne blive den helt store magtfaktor i dansk politik, men siden da har kursen kun været nedadgående. Lige nu kæmper de for deres politiske overlevelse.

4,1% taler næsten for sig selv. Det er en tilbagegang på 4,7% fra kommunalvalget i 2017 til det nyligt overståede kommunalvalg 2021. Dansk Folkeparti er blevet mere end halveret. Det var et katastrofalt valg, der for alvor betød krise i partiet. Der manglede en lederfigur. Kristian Thulesen-Dahl har aldrig rigtigt kunne leve op til Pia Kjærsgaards ledelse og karakter. Jovist fik han et historisk flot valg, men det var nok snarere samfundstendenser end hans ledelse. Måske endda de havde fået et endnu bedre valg, hvis Pia Kjærsgaard havde været ved roret.

Men fortidens storhed ser ud til at være smuldret. Ja faktisk ser det ud til, at Dansk Folkeparti som parti hænger i en tynd tråd. De interne magtkampe er mere tydelige end nogensinde før. De magtkampe der udspiller sig for tiden får nærmest de store magtkampe i Venstre til at blegne.

Formandskandidater i åben krig

Som konsekvens af det der ikke kan betegnes andet end et smerteligt stort nederlag ved kommunalvalget, tog Kristian Thulesen Dahl det eneste rigtige valg. Han valgte at melde sin afgang. Men allerede her vagt en magtkamp at spore. Normalt når en partileder træder af bliver næstformanden konstitueret indtil et landsmøde, kongres, årsmøde eller hvad end det konkrete parti kalder deres besluttende forsamling med baglandet. Men det blev ikke tilfældet for Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl valgte at fortsætte på posten indtil et ekstraordinært landsmøde kan vælge en ny formand. På den måde kunne han meget behændigt sikre, at Morten Messerschmidt i hvert fald ikke skulle tegne partiet frem til dette møde.

Her startede den åbne krig. Morten Messerschmidt var rimeligt hurtigt ude med en løsning. Sammen med Europa-Parlamentariker Peter Kofod ville han tegne et formandskab der skulle bringe partiet tilbage i topform. Men med en karakter som Messerschmidt følger også modstand – flere markante profiler meldte ud, at de på ingen måde kunne se ham som værende den næste formand i partiet. Det blev til en diskussion om vedtægter, noget der virkelig indikerer krise.

Vedtægter er gode at have, men hvis der var opbakning til duoen Messerschmidt og Kofod skulle et landsmøde nok kunne finde en vej udenom dette. Det er altså tydeligt, at det handler om personen og ikke politikken. Det virker bare grimt, hold nu bare diskussionerne om vedtægter internt. Det andet viser kun med alt tydelighed, at der er krise.

Som modspil kom Merete Dea Larsen, et hidtil ukendt blad på den nationale scene. Hun stormede ind i hovedbestyrelsen og nu vil hun altså også være formand. Det tyder mest på, at hun stiller op som modspil til Messerschmidt og ikke fordi hun egentlig render rundt med en formandsdrøm i maven.

Og så kom den trejde mand i kapløbet også. Erik Høgh-Sørensen, der er at betragte som en, om muligt, mere kontroversiel kandidat end Messerschmidt. Han er dømt for at dele fotos af et overfald, han er kendt som en mand der gerne laver intern uro – og nu vil han redde partiet.

Det er tre kandidater der på hver deres måde kommer til at splitte partiet. Der er ikke en samlende figur blandt dem. To af dem er enten dømt eller har en anket sag over hovedet. Det tegner ikke godt for et parti der ellers står for lov og orden, et parti der stiller meget strenge krav til folk med anden etninsk herkomst. Begår man kriminalitet skal man ud. Men det gælder åbenbart ikke, hvis man vil være en del af Dansk Folkeparti. Så er kriminalitet en smule mindre vigtigt.

Den store joker spillet ud

Til sidst er der den formandskandidat som ikke engang er medlem af Dansk Folkeparti. Inger Støjberg er blevet nævnt af mange som et oplagt bud, både internt i Dansk Folkeparti og i de øvrige politiske kredse. Men også hun falder i kategorien af dømte. Ved rigsretten modtog hun 13. december en ubetinget fængselsdom på 60 dage. Med det spillede hun også formandskampen i Dansk Folkeparti yderligere ud over kanten.

Hvis hun skulle stille op som formand ender Dansk Folkeparti med en formand der under sit formandskab samtidig skal afsone en fængselsdom. Det virker højst utænkeligt, at partiet vil have gavn af dette. Meldinger ovenpå dommen var også noget med nedtonede end før. Hun er fortsat meget velkommen i partiet må man forstå, men der var ikke mange der tilskrev hende de store chancer som formand.

Det bliver blodigt

Med Støjberg ude af billedet ser det for alvor blodigt ud. Man har valgt et tidspunkt for det ekstraordinære landsmøde der ligger før næste etape af historien om Meld, Feld og Morten Messerschmidt. Man kan altså risikere at vælge en formand der ender med at blive dømt – og så er man samme sted, som hvis man vælger Støjberg nu. Hovedpersonen selv er meget sikker. Der er ikke noget at komme efter, så det er en ligegyldig diskussion at have. Og hvis det skulle gå galt, så mener Messerschmidt at Kofod sagtens ville kunne klare opgaven frem til et ordinært landsmøde.

Hvis ikke man vælger Morten Messerschmidt kommer Dansk Folkeparti i en ny krise. En krise hvor partilederen ikke er valgt til Folketinget. Man så det med Søren Pape Poulsen, han løste opgaven flot. Men det er nu engang sværere at lede et parti når man ikke er valgt til landets øverste politiske organ. Får man Høgh-Sørensen følger også en række interne kampe med, disse kampe bliver nok mere afdæmpede med Dea Merete Larsen ved roret.

Uanset hvem der bliver formand, bliver det højst interessant at se hvordan det kommer til at gå for partiet. De kan snart ikke holde til flere interne kampe. De har behov for at markere en klar politisk retning. Lige nu dækker andre partier ind på de samme områder. Dansk Folkeparti skal samles og sætte en retning. Ellers har vi snart set det sidste til partiet.

Skriv en kommentar