Der er nye vinde over Europa efter at Rusland har invaderet Ukraine. En stor del af slaget står i medierne, både de gamle og de nye. Men der er stor forskel på, hvordan situationen præsenteres. Stort set alle de gamle medier i vesten har sluttet ring omkring en fremstilling, der sammenligner Vladimir Putin med Hitler, Ukrainerne som helte og frihedskæmpere, russere som onde eller afsporede eller vesten som det store demokratiske forbillede som garanten for sikkerhed og demokrati.

Samtidig med de følelsesladede indslag spekuleres der over motiver og mulige udfald af krigen i Ukraine. Spekulationerne er generelt ikke dokumenterede, men bygger på opfattelser hos et stort antal eksperter. Mønsteret i denne fremstilling kender man fra andre krige, ikke mindst Golf-krigene, der åbnede den moderne krigsførelse i medierne for alvor. Det var under den første Golf-krig, man fik et spetakulært show på CNN, hvor man løbende så dækningens entydige fokus på dramaet. Dækningen af krige er dog ikke noget nyt. Også under anden verdenskrig var der udførlige beretninger i aviser og biografer, der dog i Danmark var præget af besættelsesmagten. Alligevel var man ikke i tvivl om, hvem der var helte og hvem der var skurke.

Sådan er det også med den nuværende dækning af udviklingen i Rusland, Ukraine og vesten. I Rusland er det de statsbetalte og godkendte medier, der sørger for at nedtone krigen til en “operationel manøvre”. Samtidig fremstilles vesten som arrogant, bedrevidende og anti-russisk. Putin er den store landsfader, der forsvarer landets storhed, ære og territorie. Det er svært at bedømme hvor effektiv denne udlægning trænger igennem hos den russiske befolkning. Men i sær for den ældre del af befolkningen, der er vokset op med de kommunistiske paroler under det sovjettiske styre, falder det sandsynligvis i god jord. Også her vil man se ukrainerne som en brodernation, der hører naturligt hjemme i Ruslands interessesfære og fællesskab.

På internettet florerer der et klip med Putin, der fortæller om en episode han har oplevet dengang Bill Clinton var præsident. Om det er sandt, vides ikke. Men Putin forklarer at han dengang skulle have spurgt amerikanerne, om Rusland kunne blive medlem af NATO, hvilket de kom med en kølig indstilling til. Underforstået at det så man ikke som en realistisk mulighed. Uanset om denne fortælling er løgn eller sandfærdig, så giver den et væsentligt indblik i den russiske præsidents argumentation, og dermed også det rationale som russerne bliver præsenteret for. Det er netop ikke et billede af Rusland som den store agressor, med en Hitler-type i spidsen, men derimod en stærk mand der redder den russiske nation og selvforståelse.

Vestens bedste argument for at være ligeglad med Putins, og dermed den russiske regerings indstilling til de sikkerhedspolitiske problemer med udvidelserne af NATO, er at Rusland er et diktatur. Men selvom dette er korrekt, ændrer det ikke ved den realpolitiske konsekvens ved at udfordre dette diktatur på diktaturets ultimative mindstekrav. Også i denne sammenhæng florerer der et klip med Vladimir Putin, hvor han simpelt slår fast, at USA aldrig ville have accepteret russiske missiler i Cuba, ved den mexicanske grænse eller ved den canadiske grænse. Og alle ved at dette er 100% korrekt. Amerikanerne har en nultolerance politik når det kommer til, hvad der sker på det amerikanske kontinent. Det er en politik, man også gerne går i krig for. Men hvorfor er det så anderledes, når det er russerne, der siger fra overfor at NATO vil stille missiler op i Ruslands “baghave”, som Putin kalder det?

Det er naturligvis præcis det samme krav, uanset om det er USA eller Rusland, der stiller det. Hvis det mexicanske folk gerne ville være allierede med Rusland og opstille russiske missiler, ville USA så invadere Mexico? Svaret er helt sikkert ja. På den måde er Putins argumentation omkring NATO-udvidelserne og USA ikke uden logik. Det ændrer dog ikke på at USA er et demokrati, mens Rusland er et diktatur. Det er den klassiske kamp mellem demokratiet og diktaturet, der appelleres til, når man vil forsvare den ukrainske befolkning mod at blive overrendt af en russisk despot. Spørgsmålet er om vesten er villig til at betale prisen for, hvad det koster at forsvare denne ret til demokrati. Her ved vi fra den kolde krig, at det er man ikke. Sovjetunionen kontrollerede mange lande og indsatte dukkeregimer i disse, uden at det nogensinde førte til at vesten angreb Sovjetunionen. Istedet for fokuserede man på at inddæmme udbredelsen af kommunismen og den kommunistiske verdensrevolution. En strategi der reelt betød alternativ krige, herunder krigene i Korea og Vietnam, samt støtte til forskellige regimer og kup rundt omkring i verden, de såkaldt lyssky krige. Denne taktik er en af årsagerne til at USA er upopulær mange steder i verden.

Men vi ser meget lidt til disse vinkler i den aktuelle dækning. Vi får et meget svagt indblik i Putins argumentation i de vestlige medier. Var det ikke for de alternative kilder på de sociale medier, ville den viden måske ikke være mulig at indskaffe. Reelt kan man høre mere til Putins og hans støtters argumentation på TikTok end på de hæderkronede og statsfinansierede kanaler i vesten. Men også her er der måske ved at være lukket af. Europæerne har forbudt den russiske statsfinasierede kanal RT med den begrundelse, at kanalen spreder propaganda. Man fjerner således disse kanaler fra sendefladen. Samtidig er de sociale medier begyndt at fjerne indhold på samme præmis. Omvendt er man også ved at afskære russerne fra den normale funktionalitet på internettet. Kort sagt bygges der nu mure op, så vi kan ende med to komplet ensidige blokke af informationsstrømme.

Som vi har set det under coronakrisen, håndtere det moderne kommunikationssamfund kriser meget dårligt. Befolkningsgrupper bliver sat op mod hinanden i et hadsk klima, hvor man enten er med eller mod. Samtidig med at man varsler politiske indgreb for at sikre “den demokratiske samtale”, indfører man i de vestlige demokratiet udbredt censur. Dette vil næppe hjælpe til nogen forståelse af konflikterne, der kommer til at rase i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine. Det kan også betyde, at selvom man kommer med et fuldstændig sagligt og fagligt indlæg om den historiske kontekst, vil det automatisk blive dømt uønsket. Enten er Putin selveste Hitler, eller også en man selv Putin.

Verden har historisk stået i mange brændpunkter. En stor del af den nulevende generation har gennemlevet disse brændpunkter, herunder den kolde krig, hvor truslen om en tredje verdenskrig var almen hverdag. Ukraine er et nyt brændpunkt, der går hånd i hånd med de forrige. Og lige om lidt kan der komme endnu et brændpunkt i asien, både i forbindelse med Taiwan eller Nordkorea. Kina og Rusland er i fællesskab formiddable modstandere for vesten. Derfor er kinesernes håndslag på invasionen af Ukraine så afgørende for den verdenspolitiske dagsorden. Der er tale om en klar udfordring til det amerikanske hegemoni. Altså det amerikanske overherredømme over verden.