Den fredericianske triatlet Alberte Kjær Pedersen er en del af Fredericia Kommunes OL 2024-projekt, hvor den tredobbelte OL-guldvinder, Eskild Ebbesen, er en del af projektet. Senest har Alberte vundet sølv til U23 VM.

23-årig Alberte Kjær repræsenterer Fredericia Triathlon Team. Hun er for alvor kommet i gang igen efter en operation. Alberte blev diagnoseret med Iliac Artery Endofibrosis (IAE), der betyder, at hendes venstre ben kun fik 60 procent af den blodforsyning, som det har brug for.

Det holdt hende ud i en længere periode fra november 2019. I foråret 2021 kom hun for alvor tilbage, og ifølge Alberte selv skyldes det især hendes træner Boris Bjulver, der lagde en plan.

– Han gjorde sådan, at jeg kunne tage det roligt, og fik mig til at holde fokus på, at kroppen skulle følge med. Det har været fedt at se, hvordan kroppen responderede til træning. Når man er ung, som mig, forbedrer man sig lynhurtigt og derfor var det motiverende under genoptræningen, da jeg blev bedre og bedre. Det har været fedt, hvis man skal tage noget positivt ud af det, siger Alberte Kjær.

Triatleten har aldrig tvivlet på sine egne evner, men med resultaterne på det seneste har Alberte oplevet, at blive bekræftet i sit niveau

– Det er næsten det bedste ved det. Jeg har haft en pigedrøm om, at jeg vil det, og jeg kan det, men at jeg at rent faktisk kan det er fedt, siger Alberte.

Alberte Kjær vandt World Cup-løbet i Mexico den 12. juni, og det gjorde, at hun pludselig kom i spil til en OL-plads allerede i år.

– Det var ret vildt, det havde jeg ikke regnet med. Pludselig sagde de, at jeg har mange point, og så var der fight om at komme med. Det var en bonus, hvis jeg kom med, fordi jeg forventede det ikke. Det med at lære at håndtere det indre pres og forventningerne til det lærte jeg meget af.

Den fredericianske triatlet endte med ikke at komme med til OL i Tokyo. Der skulle et afbud til før, at det skete, og selvom Alberte kom fra baghjul, var skuffelsen ikke til at tage fejl af.

– Jeg blev mere skuffet end jeg havde regnet med. Først tænkte jeg, at det nok skulle gå, men så gik der et par dage og så sank det ind og alle folk tog afsted. Jeg kendte mange der skulle afsted, og så ramte det hårdt, siger Alberte.

I samarbejde mellem Fredericia Eliteidræt og Fredericia Kommune blev der i slutningen af 2020 præsenteret et OL-projekt frem mod 2024. En del af satsningen er Alberte Kjær en del af.

– Vi kan inspirere hinanden på kryds og tværs af idrætsgrene, og motivere hinanden på en anden måde end hvis det kun er triatleter eller svømmere, hvor vi er indbyrdes konkurrenter og der kun er x antal pladser at kæmpe om. Det er også fedt at have Eskild Ebbesen med. Han er inspirerende, og han er virkelig menneskelig, siger Alberte Kjær, der har planerne klar for resten af sæsonen:

– Jeg skal køre VM i Hamborg. Grundet corona har der været otte afdelinger i løbet af året, men de har taget tre afdelinger til, som skal køres nu her. Efterfølgende står den på off-season og så skal jeg formentlig på træningslejr i januar, og er klar når kvalifikationen starter, siger Alberte Kjær.

Når kvalifikationen går i gang, så har Alberte Kjær mere at tænke over. Ikke nok med, at hun skal præstere, så er der også point, der skal tages i betragtning, – Jeg prøver ikke at tænke. Det kan komme til at tage overhånd i hovedet. Hvis man tænker på alle de point, så kan det gå galt. I stedet skal man bare gøre sit bedste på dagen, slutter det fredericianske OL-håb, Alberte Kjær Pedersen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her