DIF og Team Danmark har udpeget syv atleter, som fremover får støtte via IOC-midler. Målet er bedre forberedelser frem mod OL i Paris i 2024. En af atleterne er Alberte Kjær fra Fredericia Triathlon Team.

Mens der bliver konkurreret til vinter OL i Beijing bliver der også kigget frem mod sommerlegene i Paris i 2024. DIF har modtaget 150.000 USD (knap en million kroner) fra IOC dedikeret til støtte til atleter frem mod disse lege. Dette kommer nu syv talentfulde atleter til gode. De er udvalgt af DIF og Team Danmark på baggrund af et felt på 35 ansøgere fra DIF’s forbund.

Der er tale om Caroline Bohé (mountainbike), Kirstine Andersen (bueskydning), Signe Bro (svømning), Kojo Musah (atletik/sprint), Alberte Kjær Pedersen (triathlon) samt Mathias Madsen og Lærke Marie Olsen (judo).

– Vi tror på, at disse syv atleter har muligheden for at udvikle sig yderligere og levere en god indsats ved OL i Paris i 2024. Støtten skal hjælpe atleterne i deres bestræbelser på at få de bedst mulige forberedelser frem mod legene, siger Søren Simonsen, der er OL-chef i DIF.

En del af Olympic Solidarity

Pengene til disse olympiske scholarships kommer fra Olympic Solidarity-udbetalingerne. IOC modtager store beløb fra salg af tv-rettighederne til legene. Pengene går i Olympic Solidarity-programmet, og i omegnen af 3,8 milliarder kroner videredistribueres herfra til blandt andet understøtning af talentarbejdet.

Ud over de olympiske scholarships udbetaler DIF i samarbejde med Team Danmark også støtte til nogle af de allerstørste danske profiler for at optimere deres mulighed for at levere store resultater og vinde medaljer i Paris. Den støtte er mulig i kraft af store donationer fra KIRKBI og Salling Fondene.

Giver en tryghed

Alberte Kjær er i fuld gang med at forberede sig på sæsonen, hvor OL-kvalifikationen begynder til maj. For hende gør støtten, der bliver udbetalt på månedsplan, en forskel.

– Det betyder ualmindelig meget, at jeg ved jeg har en indkomst hver måned og ikke er bundet op på præmiepenge, som ikke er sikre midler. Det her giver en tryghed, og er virkelig dejligt, siger Alberte Kjær.

Den 23-årig fredericianske triatlet kendte godt til, at man kunne få støtten, men det var ikke noget hun havde forventet.

– Jeg fik en mail med det, men jeg havde ikke regnet med det. Triatlon er en lille sport, men det er fedt at få de her støttemidler af IOC og det gør, at vi som atleter kan få det hele til at løbe rundt, siger Alberte Kjær.

Alberte Kjær er en del af Fredericia Eliteidræts OL-satsning, hvor Eskild Ebbesen er tilknyttet som en slags sparringspartner til atleterne. Han har blandt andet fokus på at optimere de små ting, der i sidste ende kan gøre en forskel, og det er redskaber, som Alberte også benytter sig af i hverdagen. Fælles for alle atleterne, der er tilknyttet projektet er, at de laver noget ved siden af, og for Albertes vedkommende har hun et studie.

– Jeg går stadig meget i skole. Jeg har ikke tænkt mig, at jeg skal bruge mere tid på det end jeg gør nu, og det kan også være, at jeg tager orlov det sidste år op til OL, hvis jeg kvalificerer mig for at fokusere 100 procent på det, siger hun.

Forberedelserne til denne triatlonsæson er for Albertes vedkommende godt i gang. Hun fortæller, at hun netop har afsluttet en træningslejr på Lanzarote.

– Jeg var der sammen med min kæreste i tre uger. Det er en del år siden, at jeg var på træningslejr, og der synes jeg det var hårdt. Nu er jeg blevet ældre, og kan holde til mere, og synes det er fantastisk. Det kan være, at jeg skal til at gøre det noget mere, fortæller Alberte Kjær.

Alberte Kjær var taget afsted på træningslejr på egen hånd, men da hun kom til Lanzarote, opdagede hun, at der var andre triatleter, og det gjorde, at hun dagligt havde flere at træne med end hende selv.

– Det var megafedt, at der var nogle andre og det har helt sikkert givet mig noget ekstra, siger hun.

Alberte Kjær var tæt på at komme med til OL i Tokyo, hvor hun fik kæmpet sig op til at være reserve. Det skete efter en slutspurt i OL-kvalifikationen, hvor hun vandt sin første World Cup nogensinde og generelt set leverede en flot forårssæson.

Det skete i kølvandet på, at hun var kommet tilbage fra en længerevarende skade, som hun fik konstateret i november 2019. Det drejede sig om en såkaldt Iliac Artery Endofibrosis, der gjorde, at Albertes venstre ben kun fik 60 procent blodforsyning af det, der var brug for. I den forbindelse har hun tidligere rost hendes træner, Boris Bjulver.

– Han gjorde sådan, at jeg kunne tage det roligt, og fik mig til at holde fokus på, at kroppen skulle følge med. Det har været fedt at se, hvordan kroppen responderede til træning. Når man er ung, som mig, forbedrer man sig lynhurtigt og derfor var det motiverende under genoptræningen, da jeg blev bedre og bedre. Det har været fedt, hvis man skal tage noget positivt ud af det, har Alberte tidligere udtalt til AVISEN.

Selvom Alberte Kjær kom fra baghjul i forhold til OL-kvalifikationen, så var der faktisk en ærgrelse over, at hun glippede den dengang.

– Jeg blev mere skuffet end jeg havde regnet med. Først tænkte jeg, at det nok skulle gå, men så gik der et par dage og så sank det ind og alle folk tog afsted. Jeg kendte mange der skulle afsted, og så ramte det hårdt, sagde Alberte Kjær tilbage i september 2021.

Hun understregede dog også dengang, at hun ikke havde regnet med at været spil til De Olympiske Lege i Tokyo.

 – Det var ret vildt, det havde jeg ikke regnet med. Pludselig sagde de, at jeg har mange point, og så var der fight om at komme med. Det var en bonus, hvis jeg kom med, fordi jeg forventede det ikke. Det med at lære at håndtere det indre pres og forventningerne til det lærte jeg meget af, sagde Alberte Kjær dengang.