Forside Debat Alarmklokkerne bimler for Løkkes sundhedscentralisering 

Alarmklokkerne bimler for Løkkes sundhedscentralisering 

DEL
Jens Jonatan Steen i DR P1 Debat på Fredericia Gymnasium. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Jens Jonatan Steen i DR P1 Debat på Fredericia Gymnasium. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.
Hvad har Søren Gade, Carl Holst Carsten Kissmeyer, Jacob Jensen, Martin Geertsen, Lars Krarup, Jesper Frost Rasmussen og Kenneth Muhs til fælles udover at være Venstre-politikere? 

De har alle sammen været ude med offentlige advarsler til Lars Løkke Rasmussen, og den øvrige regering, som de opfordrer til at droppe planerne om at nedlægge regionerne og skrotte politikernes ansvar for sundhedspolitikken. 

Fra Søren Gade, der normalt vejer tungt internt i partiet Venstre, lyder det: ”Der er sikkert nogle, der mener, at det kan gøres bedre med embedsmænd eller udpegede bestyrelser. Jeg har bare en anden holdning til folkestyret. Vælgerne skal kunne holde de politikere, der styrer sundhedsvæsenet, ansvarlige”. 

Jeg kunne personligt ikke være mere enig. Vi har ikke brug for et nyt skrivebordsprojekt, hvor embedsmændene skal have endnu større indflydelse, hvor magten skal centraliseres i København, og hvor det bliver langt sværere at se hvem, der har ansvaret. 

Der er rigeligt at tage fat på; udfordringerne med de himmelflugtende medicinudgifterne, effektiviseringspres på sygehusgangene, etablering af de nye supersygehuse, implementeringen af sundhedsplatformen og den stigende mangel på sundhedsmedarbejdere. Alligevel mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at tiden er inde til at gennemføre endnu en kæmpestor skrivebordsøvelse af en ny strukturreform.

Utrygheden i sundhedssektoren bliver hverken mindre for medarbejdere, patienter eller pårørende, hvis de fem regioner nedlægges, og i stedet erstattes med 21 lokale sundhedsfællesskaber med udpegede repræsentanter fra kommuner og tilsvarende. Hvilket netop er den model som Lars Løkke løftede lidt af sløret for i sin åbningstale til Folketinget.

Hvad vi mere konkret kan forvente af den nye model er fortsat hemmeligholdt fordi regeringen bliver ved med at udskyde og udskyde.  Men den årelange jagt på effektiviseringer har for længst sat sine spor, og skabt et sundhedsvæsen, hvor grænsen for, hvor meget der kan LEAN’es og hvor hurtigt medarbejderne kan løbe for længst er nået.

Nye skrivebordsøvelser fra Lars Løkke Rasmussen vil ikke sikre medarbejderne den nødvendige arbejdsro til at fokusere på deres kerneopgave, nemlig at gøre syge mennesker raske. I stedet for skåltaler og djøf-projekter om nye strukturer, så har vi brug for klare prioriteringer og langsigtet tryghed for de ansatte. 

De senere års udflytning af arbejdspladser og fokus på et på mere sammenhængende Danmark vil blive reduceret til sand mellem hænderne, hvis Løkke med at slag vælger at gennemføre sin drøm om en storstilet centralisering på sundhedsområdet. 

Og lad os håbe Lars Løkke Rasmussen trods alt vælger at lytte til den voksende kø af Vestre-politikere, der har slået alarm overfor regeringens seneste store centraliseringsdrøm.  

DEL