FHK dækkede et meget aggressivt forsvar mod KIF Kolding, og det lagde grunden til sejren i lokalopgøret.

Normalt ville et opgør mellem KIF Kolding og FHK trække over 3.000 tilskuere i Sydbank Arena i Kolding, men grundet covid-19 restriktioner må der ikke være betalende tilskuere til kultur- og sportsarrangementer. Derfor var der kun omkring 30 til stede i hallen foruden de to hold.

Det gjorde det til en noget anden kulisse for de to hold. For FHK’s vedkommende følte de sig dog ikke helt alene, da de forud for kampen var blevet taget imod HK Ultras ude foran hallen, og efter kampen blev de hyldet ude foran hallen af selvsamme fans.

Sejren var der ikke den store tvivl om. Efter en indledning, hvor begge hold havde nemt ved at score, fandt FHK formlen forsvarsmæssigt. FHK’s midterste sektion af forsvaret gik helt ud til tremeteren og fulgte KIF’s bagspillere tæt. Det gjorde, at Kolding havde svært ved at finde en rytme, og da Emil Tellerup samtidig havde en god dag i målet, gjorde det FHK trak fra.

Angrebsmæssigt var det især Anders Kragh Martinusen, der svingede taktstokken. Scorede han ikke selv, spillede han holdkammeraterne fri. FHK førte ved pausen 15-12, og i anden halvleg nåede føringen op på 25-19. Kortvarigt var KIF på vej tilbage i kampen, da de fik muligheden for at reducere til 28-26, men hjemmeholdet misbrugte muligheden. I stedet scorede Jakob Frederiksen til 29-25 med knap tre minutter tilbage af opgøret. Det var reelt set afgørelsen på opgøret, der endte 31-27 til FHK.

– Vi havde talt om, at vi skyldte fra præstationen i Ringsted, og vi skulle prøve at finde tændingsniveauet og vi talte om hvordan alle bidrager når der ikke er stemning i hallen. Det leverede folk fint på, sagde FHK-træner Jesper Houmark efter opgøret.

Hvad var forskellen på jer og KIF?

– Der er mange forskelle. Vi dækkede godt op hele kampen og spillede sikkert i angrebet, forklarede Houmark.

Houmark hæfter sig især ved FHK’s forsvar, der præsterede på det niveau, der lagde grunden til FHK blandt andet tidligere på sæsonen besejrede Bjerringbro-Silkeborg.

– Vi gik højt på dem alle. Vi ville møde dem højt, og skulle have styr på Thomas Boilesen. Ham lykkedes lidt i starten, men derfra lukkede vi ham ned ved at ændre småting og derfra lykkedes vi defensivt. Vi trak fra, da vi løste ham, sagde FHK-træneren.

Det har i medierne været et tema om opgøret overhovedet skulle være gennemført, men Houmark er ikke i tvivl om det var det rigtige.

– Jeg er glad for at have spillet kampen, da vi kan blive presset efter nytår, og derfor er det vigtigt for os. Vi har ingen coronatilfælde, og vil gerne spille, forklarede Jesper Houmark.

En af de FHK-spillere, der gjorde en forskel, var Emil Tellerup. Undervejs pillede han tre straffekast, og havde generelt store redninger, der var medvirkende til, at FHK vandt.

– Det er altid en fornøjelse at vinde et lokalopgør mod Kolding. Vi er kede af, at vi kan fejre det med fansene i hallen, men vi var så priviligerede, at de kom inden, og der går rygter om, at de også kommer nu her (sagt lige efter kampen, red.), så vi er glade for de støtter os under de her omstændigheder, sagde FHK-anføreren.

Tellerup var en af dem, der gik forrest i at gejle holdet op. Undervejs kom han med høje tilråb som: Sådan Jakob Frederiksen!

Det er ting som det den karismatiske keeper mener man kan gøre i en situation uden tilskuere.

– Det er noget af det, ja. Man bliver tændt af nogle klapper og buher, så man skal finde sit eget spændingsniveau, sagde Tellerup.

Se her vores karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (10): Efter et formdyk var Tellerup på pletten igen. Stod med en redningsprocent på 31,43 %, men regner man tre reddede straffekast med og de skud, som han snuppede, var det en præstation i top.

Jens Fredsgaard (UB): Kom ind på to straffekast, og snuppede det ene. 

Martin Bisgaard (4): Brændte noget udsædvanligt to helt frie skud, hvor det ene blev banket langt ved siden af mål. Kom ind til sidst igen og scorede sikkert, men det ændrer ikke på helhedsbilledet.

Mads Lenbroch (4): Startede med at score på de to første skud, men brændte to forsøg i anden halvleg og blev taget ud igen.

Cornelius Kragh (4): Tog sin andel af skuddene for FHK. Til tider var der godt gang i armen, men brændte også flere gange. Lavede fire mål på ni forsøg.

Nicolaj Nørager (7): Styrede spillet i det meste af anden halvleg og det slap han godt fra med fire mål på fem forsøg.

Rasmus Boysen (UB): Kom ikke på banen.

Malte Pedersen (UB): Spillede ikke nok.

Lasse Balstad (10): Stor kamp den norske forsvarsklippe, der konstant lå fremme og generede Koldings angrebsspil.

Kristian Stoklund (4): Var sikkerheden selv på straffekast, men i det etablerede angrebsspil havde han ikke en høj scoringsprocent. Lavede i alt fem mål på ti forsøg, og fire assists.

Anders Kragh Martinusen (12 – Man of the Match): Syv mål på ni forsøg, og læg dertil fem assists, samt forsvarsspil på højt niveau. Så har du en præstation helt i top. Normalt er forsvarsspillet ikke Martinusens spidskompetencer, men han slap godt fra opgaven.

Mads Christiansen (UB): Spillede ikke nok.

Nikolaj Petersen (UB): Spillede ikke nok.

Jakob Frederiksen (10): Var alene på højre fløj i fraværet af Young, men det gjorde ikke noget. Den lokale højre fløj lavede fem mål på seks forsøg.

Rasmus Meyer (7): Gjorde det godt forsvarsmæssigt, men i angrebet kom han ikke i fokus.

Nikolaj A. Nielsen (10): Sikkerheden selv i afslutningerne med tre mål på tre forsøg, og forsvarsmæssigt gjorde han det ligesom holdkammeraterne godt.