Invasionen af Ukraine den 24. februar 2022 har genetableret den sikkerhedspolitiske debat i Europa, der ellers har haft en næsten 30 årig Tornerose-søvn blandt den brede offentlighed. Atter er Moskva på alles læber, og også danskerne har taget krigens rædsler til sig, når begivenhederne fra Ukraine fortælles i medierne. Hvordan skal vi forstå situationen i historisk kontekst, nu hvor vi ser frem mod en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022? For ganske vist er der en slående enighed blandt mange danske politikere om at øge forsvarsudgifterne betydeligt, styrke tilhørsforholdet til NATO og ikke mindst deltage i et europæisk forsvarssamarbejde. Der er til gengæld ikke nogen tydelig, historisk bevidsthed om, hvem fjenden var – og er.

I den generelle formidling omtales Putin ofte alene, og som enehersker i Rusland. Dette kan være en naiv fremstilling, der dybest set bunder i en tendens til at søge de simple forklaringsmodeller. For først og fremmest er Rusland også det tidligere sovjetiske verdensimperium. En supermagt der udøvede indflydelse på alle kontinenter gennem flere generationer, og hvor truslen om en altødelæggende atomkrig hang over alles hoveder dagligt siden begyndelsen af 1950’erne. Det var et regime, hvis selvudslettende ondskab var ligeglad med at kommunismen ikke kunne sikre økonomisk velstand til sin befolkning, men hellere brugte ressourcerne på at skjule manglerne fra alt og alle. Samtidig med at der var hungersnød rejste danske og andre vestlige politikere til Rusland, hvorfra de hjemsendte rosenrøde ferierapporter om et velfungerende samfund uden nød og elendighed. Man bortforklarede også overgreb på andre nationer, der var blevet tvangsindlemmet i det kommunistiske imperium, og hvor man undertrykte befolkningerne med våben og tanks eller hemmeligt politi. Der var en sovjetisk aggressionspolitik med totalitær magtanvendelse og diktatur overfor andre nationer og folkeslag, og der fandtes en decideret dagsorden om at få verdensherredømmet i et kommunistisk paradis. Det ideologiske udgangspunkt var højt hævet over alle andre interesser og hensyn. Arven fra Stalin var enorm. Selv efter hans død i 1953 blev han hyldet af folk rundt omkring i de vestlige lande som en helt, en gudeskikkelse, større end livet. På trods af at den sovetiske partikongres og topledelsen i Moskva senere indrømmede at Stalinstyret havde været fejlbehæftet, fortsatte han med at spille en rolle i den sovjetiske myteologi og selvforståelse. Han havde reddet nationen fra nazisterne, skulle man forstå.

Det er den historiske scene. Efter at den festlige og løsslupne Boris Yeltsin efterlod den politiske arena i 1999 og Vladimir Putin overtog magten er Rusland blevet transformeret gevaldigt. En række terrorangreb som nogle kilder beskylder efterretningstjenesten for at stå bag med henblik på at fremme Putins popularitet i den russiske befolkning gjorde ham til den nye stærke mand, der redder Rusland. Den tidligere KGB-medarbejder fra Stalingrad, Vladimir Putin. For man kan ikke sige Rusland uden at sige KGB. Den russiske efterretningstjeneste, som Putin således arbejdede for under Sovjetunionens dominans af Østeuropa, spillede en altafgørende rolle for det kommunistiske samfund. I slutningen af 1950’erne traf man i Moskva en beslutning om at udvide KGB’s indsats fra regelret spionage til også at omfatte koncentrerede operationer i NATO-landene, hvis formål var at skabe splittelse i NATO og svække det enkelte land. På en konference i 1959 samledes 2000 KGB-folk i den sovjetiske hovedstad for at få præsenteret konceptet, der senere skulle blive en af de vigtigste elementer i den sovjetiske udenrigspolitik. Ikke at det for Rusland var noget nyt. Tværtimod var der tale om en russisk tradition for at vildlede modstandere indenfor militær og politik. Det handlede dybest set om at forvolde skade på fjenden i deres eget land, ved at man infiltrerede, manipulerede og løj for eksempelvis politikere og andre betydningsfulde personer. Der kunne være tale om medløbere, sympatisører eller andre påvirkelige personer, hvis indsats i det politiske felt kunne skabe ravage og så tvivl og mistillid til NATO eller skabe støtte til Sovjetunionen.

Det foregik helt frem til Sovjetunionens kollaps i 1991. En KGB-afhopper der arbejdede i Danmark, Oleg Gordievskij forklarede i Information den 10. april 1992:

”Sagen er, at KGB var, og fremdeles forbliver, et enormt og alsidigt væsen og i større eller mindre målestok dublerede andre sovjetiske instansers funktioner. KGB indsamlede politisk, militær, økonomisk, videnskabelig og teknologisk information. Den optog mange kontakter til forskellige kredse, dyrkede dem intensivt og søgte at hverve de mest eftergivende som hemmelige agenter. Den beskæftigede sig med propaganda om kommunismen og den sovjetiske udenrigspolitik, og de midler og metoder, den anvendte, var mere forfinede end de officielle propagandaorganers. Den beskæftigede sig med indsamling af information om ’agent-operativ situationen i Danmark’, d.v.s. oplysninger, som vil lette vilkårerne for sovjetisk propaganda her og som ville kunne skade den danske sikkerhedstjeneste”.

Den danske statsminister Mette Frederiksen, der også er formand for Socialdemokratiet, var ikke ligefrem beskeden i sin retorik på det pressemøde hvor man lancerede det nye forsvarsforlig og den kommende folkeafstemning om Danmarks forbehold på forsvarsområdet. Her blev det slået stort op at Danmark tilhørte NATO og Europa, og man skulle forstå alvorsgraden for det danske samfunds bidrag til den sikkerhedspolitiske situation med udgangspunkt i krigen i Ukraine. Men sådan har det ikke altid været. For i 1980’erne blev Socialdemokratiet i Danmark et yndet mål for KGB. De socialdemokratiske politikere Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Poul Nielson besøgte flere gange Moskva. Og Moskva var flittige til også at rose socialdemokrater som Ritt Bjerregaard, Jimmy Stahr, Birthe Weiss, Helle Degn og Hardy Hansen. KGB konstaterede nemlig, at der med denne generation af socialdemokrater og deres politik var tale om en direkte undsigelse af Danmarks forpligtigelser i forhold til NATO.

Knap 40 år senere, der er vi nu klar med nye vinde i Socialdemokratiet, hvor NATO og Europa nu skal ses i en fælles, historisk sammenhæng med Danmark. Men fakta i den socialdemokratiske historiebog er noget andet. For det har Socialdemokratiet ikke altid støttet helhjertet:

Det havde ellers været et erklæret mål for socialdemokraterne af bekæmpe kommunisterne, der udgjorde en trussel for den socialdemokratiske topstyring og dominans af fagbevægelsen. I 1945 begyndte man i Socialdemokratiet at lave decideret efterretningsarbejde, hvor man holdte øje med kommunisternes agiteren og indflydelse rundt om i landet. Og de kommende socialdemokratiske regeringer støttede aktivt en kritisk linje mod Moskva og de hjemlige kommunister. Indtil 1980’erne. Her blev det tværtimod den republikanske præsident Ronald Regan, der nu blev et yndet fjendebillede for denne gruppe af socialdemokrater. Men hvad handlede det egentlig om?

Mikhail Ljubimov, den forhenværende KGB-chef i Danmark, sagde i Jyllandsposten den 19. september 1999:

”Vi ønskede at gøre dem til vores allierede i kampen mod NATO og USA. Deres politik var til vores fordel. Den svækkede NATOs nordflanke. Det var indlysende. Vores mål var at styrke modsætningerne mellem Danmark og NATO, forhindre oprettelsen af amerikanske baser og stationering af atomvåben”.

Reelt blev den sovjetiske efterretningstjeneste interesseret i at påvirke og manipulere kokrete politikere til at så tvivl om NATO. Man ønskede at fremme synspunktet om en atomvåbenfri zone i Skandinavien, og Danmark var et vitalt mål for Sovjetunionen og Østblokken, blandt andet fordi landet kontrollerede søvejene med sine stræder. NATO var under den kolde krig talmæssigt underlegen i forhold til Østblokkens massive invasionsstyrker. 50-60 atombomber skulle sprænges i Danmark, før disse styrker skulle ankomme til landet. Det var med andre ord virkelige planer, hvis formål var at smadre Danmark og få kontrol over søvejene.

Splittelsen var udtalt i denne periode, og den sovjetiske kampagne var en succes. Ved udgangen af 1980’erne var det sovjetiske imperium dog i sine dødsdage. Og pludselig en dag forsvandt den store fjende i øst. NATO mistede sit egentlige formål og resterne af det sovjetiske imperium og geopolitiske sfære? En pæn del er blevet optaget i EU og NATO.

Det er det, der piner Vladimir Putin, den forhenværende KGB-mand og nuværende præsident for Rusland. For Ukrainerne er minderne om Stalins selvskabte hungersnødskatastrofe i 1932-1933, Holodomor, hvor man sultede millioner af mennesker ihjel ved at fjerne deres fødevarer, en evig påmindelse om, hvad de kæmper imod.