Der er ikke noget der hedder synd i sportens verden, der er hård og kynisk, men FHK leverede en indsats, der burde have kastet point af sig mod Mors-Thy Håndbold.

FHK tabte 29-31, men undervejs var der meget opløftende takter. Mors-Thy har gjort det over al forventning i sæsonen, og havde inden opgøret hentet 11 point, mens FHK havde hentet fire. Derfor var Mors-Thy på forhånd udråbt som favoritter, men det var ikke til at se. FHK gav den gas og gik til pause foran 14-13, og opturen fortsatte i anden halvleg.
Fredericianerne kom i front med 22-19 med 16 minutter igen og Mors-Thy lignede et hold, der var nede i sækken, men så blev FHK ramt af udvisninger og begyndte at brænde angrebsmæssigt. Samtidig ramte FHK’s keepere ikke niveauet fra tidligere i kampen, og derfor endte Mors-Thy med at trække sig sejrrigt ud af kampen med en sejr på 29-31.

Se her vores bedømmelse af spillerne:
UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation
Emil Tellerup (02): Ramte ikke det niveau han har stået på i den seneste tid.
Jimmi Andersen (7): Gjorde et godt indhop, men blev taget ud med fem minutters tid igen, da der var et par bolde, som han skulle have reddet, der glippede.
Martin Bisgaard (4): Gjorde det fint uden at få noget at arbejde med.
Mads Lenbroch (UB): Spillede ikke nok.
Mishels Liaba (02): Ramte ikke dagen. Lavede Et mål på fem forsøg.
Rune Andersen (UB): Spillede ikke nok.
Nicolaj Nørager (4): Gjorde det fornuftigt. Til tider var niveauet højt, men til tider tog han også forkerte beslutninger.
Jesper Lindgren (4): Udgik med en mulig hjernerystelse, men inden havde han dækket fornuftigt op.
Rasmus Boysen (7): Kæmpede en brag kamp i midterforsvaret.
Kristian Stoklund (10 – Man of the Match): Styrmanden angrebsmæssigt gik forrest med syv mål på ti forsøg og tre assists.
Anders Kragh Martinusen (4): Fornuftig kamp af venstrehåndsspilleren.
Jakob Mikkelsen (7): Mikkelsen er inde i en god formkurve. Lavede fire mål og to assists.
Rasmus Meyer (7): Gjorde det godt på stregen og fik puttet tre mål ind på tre forsøg.
Mathias Hedegaard (4): Var lidt udfordret forsvarsmæssigt overfor Mads Hoxer, men gjorde det fornuftigt i angrebet med fire mål på fem forsøg.
Kasper Young (7): Endnu en god kamp af spændstige Young, der lavede seks mål på otte forsøg.
Jakob Frederiksen (UB): Spillede ikke nok.