Administrerende direktør for ADP, Rune Rasmussen, ser tilbage på de sidste seks måneder med positive briller. Fra kontoret i Port House kan han se ud over havnedriften – og her er ikke bekymrede miner for fremtiden. Krydstogtdelen er gået helt i stå – men her har andre områder vækstet, så det samlet set går ud på stort set det budgetterede.

“Hvis man prøver at gøre det første halvår op for ADP, er det klart at covid-19 fylder og har fyldt meget for os. Vi er en type af virksomhed, der holder åbent, fordi vi er, det man kalder kritisk infrastruktur. Men vi skulle tilpasse os, blandt andet på vores kranområde, hvor kranførerne ikke måtte blive syge – for blev de syge, så kunne vi ikke operere. Allerede før nedlukningen var de delt op og isoleret, så vi var sikre på at kunne operere hele tiden”, forklarer Rune.

“Som andre virksomheder har vi også kontorfolk, der kunne arbejde hjemmefra, men man mangler det sociale og kollegiale, som vi gør meget ud af her. For vores medarbejdere har det derfor været den største omvæltning. Ugentligt og dagligt kom der hele tiden nye krav og bekendtgørelser. Så der var et beredskab over dette område i en lang periode. Men vi må bare sige, at vores medarbejdere og ledere har stillet op og leveret den nødvendige indsats. Det har været en positiv oplevelse at se, hvordan folk er rykket sammen i bussen. Det synes jeg som direktør har været det fedeste i en ellers meget hård perioden. De har taget det med oprejst pande”, fortsætter han.

“Og når vi som ledelse og personale går i beredskab, så sker det samme selvsagt for vores forretning, ment på den måde, at vi så ind i en tid med knap så lyse udsigter. De fleste af skyerne i horisonten var meget mørke, men når vi nu sidder og gør det første halvår op, så er vi meget tæt på budget”, fortæller Rune Rasmussen, CEO i ADP.

“Jeg tror, at der er én særlig årsag til, at vi nu kan se tilbage på en krisetid med et budget, der alligevel holder: At vi har brugt de seneste år på at sprede vores aktiviteter ud. Containerområdet har været svingenge. Men på det område leverer vi i det store hele på det niveau, som vi havde budgetteret med. Vi er vant til at korn, foder, stål og lignende svinger i pris, men i de seneste måneder har udsvingene været både flere og større end normalen. Men rundt regnet, så lander vi også her tæt på det budgetterede”, forklarer han.

“Så når vi gør tingene op, så kan vi ikke tillade os at pibe. Det har haft konsekvenser, men de er ikke at sammenligne med hvad andre brancher og til dels også, hvad andre havne oplever. Vores strategi de senere år har vist sig at være en succes og noget vi skal arbejde videre med i de år, der kommer. Det giver os en god tro på fremtiden”, slår Rune Rasmussen fast.

Krydstogtskibene udebliver – og det har kostet på omsætningen

En af de forretningsområder der har givet rynkede pander og bekymrede miner er krydstogtsområdet. Her er alle skibe for 2020 blevet aflyst, men for 2021 holder man for nu fast i de planlagte anløb. Det var en stor beslutning, der skulle træffes, da man valgte at aflyse samtlige anløb. Alligevel sneg et enkelt skib sig i havn – til stor undren på blandt andet Facebook – men der er lov, der skal følges, og desuden var der hele vejen igennem styr på de nødvendige Corona-forbehold.

“Som havnevirksomhed griber man en beslutning som den her an både fagligt og objektivt. Der er en havnelov, som vi til enhver tid skal overholde og samtidig kommer der løbende bekendtgørelser fra regeringen. Det er de ting, vi har at rette ind efter”, forklarer Rune.

“Det er klart, at det er det forretningsben, der rammer os hårdest. Alt er aflyst for i år, men indtil videre holder vi fast i alle de bookinger der allerede er lavet for 2021. Men det er sådan med denne branche, at det er svært at spå om fremtiden. Jeg tror personligt, at vi skal gennem det her efterår, før vi kan sige mere om, hvordan krydstogtsdelen kommer til at skulle arbejde i 2021”, siger Rune og fortsætter:

“Vi kan høre, at de så småt er ved at begynde på udvalgte ruter og med særlige forbehold. Men det er samtidig en branche der er hårdt ramt. Der er derfor lang vej før vi kan begynde at tale om en normaliseret situation. Men når det er sagt, så håber og tror vi på, at det kan lade sig gøre. Vi er klar over, at det bliver med restriktioner – og der håber vi fra vores side, at der kommer fælles retningslinjer i EU. Det vil bare gøre det nemmere for både os, besætningerne og gæsterne, hvis det er de samme retningslinjer de møder uanset om de er her i Fredericia eller andre steder”.

“Vi havde frygtet at containerforretningen ville falde kraftigt, men det gjorde den ikke. Det har haft udsving måned for måned. Men vi lander et positivt niveau med en positiv forventning fremadrettet. Den faste bulk er kommet langsomt fra start. Men det er krydstogt og lidt på de flydende mængder, der halter bagefter, men det er på vej tilbage. Vi indhenter noget ved at Nyborg som havn har haft en performance over niveau. Det viser bare, at det er vigtigt at have flere strenge at stille på”, opsummerer Rune på hele Corona-situationen for ADP.

Hvordan har det påvirket dig som direktør i ADP?

“Som førstegangs CEO, så vil jeg sige, at det var noget af en svendeprøve at blive kastet ud i. Jeg har måttet erkende, at der er meget ude af egne hænder. Man skal søge løsninger og information langt væk fra direkte indflydelse og forsøge at samle et puslespil, når man har samlet information. Man må erkende, at der er ting, man ikke kan gøre noget ved. Det har været meget specielt på godt og ondt”, svarer Rune og fortsætter:

“Churchill har jo sagt, at man må ikke spilde en god krise. Det har været slemt for mange, men det giver anledning til at se indad. Jeg var ærligt talt en smule bekymret, da vi skulle sende alle folk hjem for vores fremdrift. Men folk har performet, og der blev mine tanker gjort til skamme. Det har været godt at få rykket lidt ved rammerne. Man kan konstatere, at vores organisation er agil. Det er meget betryggende for en som mig at kunne stole på holdet. Det er jeg meget stolt over. Mange medarbejdere kan være meget stolte”.

Power-to-X, mere fast bulk og en fremtidssikring er på vej

“Vi er i fuld gang med at eksekvere på logistik i Taulov og på en havneplan i Fredericia, der skal gøre klar til en mere fast bulkforretning fremadrettet. Næste skridt bliver at blive mere konkrete på, hvordan ADP skal forholde sig til power-to-X generelt. Vi har mange spændende virksomheder og en sublim infrastruktur her, der forudsætter sort brændsel omstilles til grøn. Vi er begyndt på at se på hvordan vi forbedrer vores havn til det. Samtidig med at de flydende bulk falder og den faste stiger. Vi er midt i at eksekvere i en eksistrende plan, samtidig med, at vi er ved at tage hul på hvad den næste plan skal være”, forklarer Rune Rasmussen, CEO i ADP omkring de umiddelbare fremtidsplaner for ADP.

“Tog-skib og omvendt er meget geografisk bestemt. De har meget held med det i Aalborg, men andre steder har det prismæssigt svært ved at konkurrere med den fleksible lastbiltransport. Der er kommet en ny vejpakke. Det er meget positivt. Det er op til havnen og rail-industrien at lukrere på det, så vi kan få mere gods på tog og skib, der er mere miljøvenligt. Det har vi set – og det er noget af det Taulov og Fredericia Havn kan. Der har vi mange positive ting med ind i efteråret”, fortæller Rune.

“Som havnevirksomhed er det de færreste havne, der har så mange strenge at spille på. Det er en faldgrube at satse lidt på meget. Vi har dygtige ejere i både Nyborg og Fredericia, der er tydelige på, hvad de gerne vil. Så har vi en organisation, vi har tilpasset til at kunne have et delt fokus. Vi har allokeret fokus, så vi har nogen med relationen til Fredericia, nogen til Nyborg og nogen i Taulov. Noget af det vi er gode til her, kan vi ikke i Nyborg. Men i Nyborg har de eksempelvis haft stort held med virksomheder, der leverer overskudsvarme. Det er lidt specielle virksomheder. Vi kommer også til at bygge en pyrolysestation. Den havde ikke passet her. Det er med at bruge fleksibiliteten til noget positivt. Det kræver målrettethed og meget arbejde at være orienteret om hvad der skal ske. Vi ser det som en styrke og ikke en begrænsing”, forklarer han.

“Man skal ikke have for mange ressourcer, men heller ikke for få. Der skal være tid til at se ud af vinduet og tænke på fremtiden. Hvem og hvad kan vi spørge for at blive bedre? Det bruger jeg meget tid på indenfor energisektoren. Der er her en religion indenfor forskellige genre. Hvilken løsning skal det være? Den grønne omstilling for ADP ligger i tråd med logistik og energi. For hvis vi skal tage vores ansvar, så ser vil måske ikke at vores bidrag er, at vi har fore driftsbiler på el, for det kommer uanset hvad. Det er en selvfølge. Der, hvor vi kan gøre en forskel er, at når vi investerer vores penge, skal det være på områder med vækst, der også kan understøtte grøn omstilling”, slår Rune Rasmussen fast.

“Vi vil gerne se noget med en forretning og som binder omstillingsformer sammen. Der ligger noget med Power-to-X, hvor vi forhåbentlig kan skabe noget vækst. Det er anderledes og nyt for en havnevirksomhed. Det var der nok ikke nogen, der havde tænkt for 6-8 år siden, udover vind. Det er et godt billede på, at verden forandrer sig hurtigt. Vi kan ikke læne os tilbage”, supplerer han.

En aktiv del af lokalsamfundet

APD har til huse i Port House, der er placeret lige mellem de storsatsende byggerier i Kanalbyen og den industrihavn som Fredericia også rummer. I Port House er der fyldt ud, erhvervslejemålene er udlejet alle sammen – og for Rune Rasmussen og resten af virksomheden er det vigtigt at være en del af sit nærmiljø på havnen, men også at støtte andre steder i lokalsamfundet.

“Denne bygning er overgangen fra erhverv til Kanalbyen. Det er dejligt at komme herover i et fuldt udlejet Port House fra august. Jeg synes, at vi i Fredericia er gode til at skabe liv i havneområdet. Vi spiller sammen som et hold, ADP, kommunen, Business Fredericia, lejerne og kunderne. Det gør det sjovt og spændende, at være med til hele udviklingen hernede. Det vil vi blive ved med at gøre. Det er en af de ting jeg tror, der gør, at Fredericia på flere områder vinder over andre. Vi er gode som et hold på tværs af mange virksomheder”, forklarer Rune.

Både FC Fredericia og Fredericia HK nyder godt af ADPs tilstedeværelse her i Fredericia, for det er en virksomhed, der gerne støtter de lokale sportshold. “Vi gør det af flere forskellige årsager”, fortæller Rune og fortsætter: “For det første er vi meget stolte af de byer, vi har til huse i. Vi er en erhvervshavn og bliver også ved med at være det, og det er der mange virksomheder, der drager nytte af. Samtidig larmer vi til tider og vi fylder også. Det er ikke, fordi vi skal betale tilbage for det, men vi vil gerne være med til at give noget til byen også”.

“Ud fra Fredericias størrelse er der gang i helt vildt meget. Det er alt fra krydstogt til håndbold, fodbold og så havde vi jo teateret. Jeg møder mange af de samme frivillige på tværs. Der er en stor gruppe af frivillige, man møder mange steder. Der er altid god opbakning til de arrangementer, det er lokalt. Det er ikke en selvfølge, men når nogen har luften og vilje til det, så skal vi hjælpe til som virksomhed”, lyder det afslutningsvist fra Rune Rasmussen.

1 KOMMENTAR

  1. Hvad er det ADP tjener på KRYDSTOGTSSKIBE? FREDERICIA Spildevand tjener ikke noget. Mange af de frivillige, der står for at byde krydstogtsskibe velkommen får løn… men det er Fredericia Kommune, der betaler lønninger. Så hvad er det et selskab, der ikke er underlagt offentlighedsloven vil FORTÆLLE?

Leave a Reply