Trods den skærpede situation med COVID19-patienter i hele landet og tilgang af patienter fra Sjælland til behandling på de somatiske sygehuse i Region Syddanmark er adgangen til behandling i psykiatrien ikke påvirket.

Det hastigt stigende antal COVID19-patienter på landets sygehuse, får ingen betydningen for adgangen til behandling hos Psykiatrien i Region Syddanmark, heller ikke i juletiden. Psykiatrien har åbent i alle akutmodtagelser, i lokalpsykiatrier og på alle afdelinger i hele regionen. 

– Vi ved, at julen kan være en særlig vanskelig periode for mange af vores patienter og folk med psykiske udfordringer. Derfor vil jeg gerne understrege, at får man det dårligt, eller er man allerede patient i psykiatrien, kan man fortsat helt trygt komme til os, siger Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark.

Patienter i psykiatrien skal fortsat iagttage de samme hygiejne forholdsregler, som i forvejen er gældende i sundhedsvæsnet.

 Forsæt din behandling – eventuelt på video

Er man allerede i behandling i psykiatrien og føler utryghed ved at komme fysisk til en behandlingsaftale, er det muligt at gennemføre aftalen på video. I de tilfælde kan patienten aftale det med sin behandler enten forud eller i forbindelse med en konkrete aftale, man ønsker ændret fra fremmøde til en videoaftale.

– Det er vigtigt, at man fortsætter sin behandling og ikke dropper den på grund af frygt for smitte. 

Vi ved, at vi kan afholde behandlingssamtaler i høj kvalitet på video. Det så vi i foråret, og det kan vi fortsat gennemføre. Så hvis du føler sig usikker eller utryg, så vil jeg opfordre til, at du ringer til din behandler eller til afdelingen, så lover jeg at vi finder en løsning, siger Anders Meinert Pedersen.

At det netop nu er nødvendigt at understrege fortsat normal adgang til behandling, skyldes situationen på regionens øvrige sygehuse, hvor man er begyndt at tage imod patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland for at aflaste sygehusene der i den tiltagene skærpede COVID19-situation.

 Besøgsrestriktioner i alle vores afdelinger

Styrelsen for Patientsikkerhed har fra den 16. december indført besøgsrestriktioner på alle vores afdelinger. Det betyder, at patienter må have én pårørende på besøg i voksenpsykiatrien, og at der maksimalt må komme to pårørende på besøg i børn- og ungdomspsykiatrien.

Ansatte på sygehuse og klinikker og personer, der kommer på sygehuse og klinikker for at levere varer eller serviceydelser, herunder sundhedsbehandling, anses ikke for besøgende.

Der vil være ophængt plakater om besøgsrestriktioner på flere sprog på alle afdelinger.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer