Vi er i gang med at tage afsked med generationerne født i 1920’erne og 1930’erne. Ifølge Danmarks Statistik er de nu snart 100 årig født i 1920 ikke mange, så befolkningskurven viser at de fleste mennesker i Danmark ikke når at komme op på de 90 år. Den viden kan man bruge til meget i sit personlige liv, men for eftertiden er det også vigtigt at få livsberetningerne fra 1920’erne og 1930’erne ind i historiebøgerne.

Men hvad kan vi lære om 1920, for lige om lidt 100 år siden? Hvad er det for et århundrede, de befandt sig i? Hvordan kan det sammenlignes med det, vi har nu?

Først og fremmest ville få nulevende danskere kunne genkende den tid og det land, der eksisterede dengang. Danmark var sluppet uskadt gennem 1. verdenskrig, mens det endnu fortabte Sønderjylland havde måttet deltage på Tysklands side og med tab til følge. Og det var denne verdenskrig, der satte spor på det europæiske kontinent op gennem 1920’erne og 1930’erne. Først og fremmest økonomiske og nationalistiske spor. Dernæst frygt for en ny krig. Blandt de mange agitatorer der lukrede på Europas kollaps var Hitler i Tyskland, Stalin i Rusland/Sovjetunionen og Mussolini i Italien. Den udbredte fattigdom og nød gjorde befolkningerne utilfredse, og selv i Danmark var der i påsken 1920 optakt til revolutionsstemning, selvom det aldrig blev til noget.

Hitler kom til magten ved et demokratisk valg (Foto: By Bundesarchiv, Bild 119-11-19-12 / CC-BY-SA 3.0, CC BY-SA 3.0 de)

Årgang 1920 kom således til verden i det år, for 100 år siden, hvor Danmark var tættest på en revolutionær tilstand i moderne tid. Knap 10 år senere, i 1929, kollapsede verdensøkonomien. Den store depression i økonomien medførte massearbejdsløshed. Ved indgangen til 1930’erne var der udsigt til kaos i Europa og verden. Hitler kom til magten ved at vinde i demokratiets spillehal. Han talte til folket – og folket valgte nazisterne. Altsammen har vi historikere ofte tilskrevet en kombination af fattigdom og nationalisme, hvor tyskerne følte sig til grin efter nederlaget i første verdenskrig.

Der er svært at forestille sig, hvordan årgang 1920 og 1930 så den verden, de blev født i. Endnu mere utroligt hvordan de oplevede anden verdenskrig i form af besættelsen af Danmark. Men generationen vi her taler om, bygggede det Danmark vi kender. Det er den generation, der kom til at stå i produktionshallerne rundt omkring i landet. Dem, der byggede idrætsfaciliteter, svømmehaller og indførte folkepension, sygedagpenge og sociale boligbyggerier. Den generation vi er ved at tage afsked med, er ganske enkelt dem der byggede det Danmark, vi kender.

Folk griner af at den amerikanske præsident Donald Trump vil købe Grønland. Men i 1916 solgte vi de dansk vestindiske øer – til USA. Kun 4 år før årgang 1920 blev født. Det er måske heller ikke uden genkendelighed for generationen, der levede i 1930’erne, at man grinede lidt af de mange bombastiske udmeldinger fra verdenspolitikere. Det viste sig bare senere, at de havde ment det i ramme alvor.

Donald Trump vil købe Grønland og er sur over, at det kaldes for absurd

Da anden verdenskrig brød ud i 1939 havde det været med en lang optakt igennem et helt årti. På trods af alle ønskerne om ikke at få endnu en stor krig, var det lige præcis det, man fik. Det nationalistiske spil langs de uforløste grænser rundt omkring i Europa, var en tikkende bombe under kontinentets stabilitet. Især de tyske mindretal i de omkringliggende lande, fik direkte konsekvenser for krigens udbrud, da nazisterne brugte mindretallenes situation til at fremme deres dagsorden.

Mere fredeligt var det gået til for det danske mindretal og Sønderjylland, der stemte sig hjem til Danmark efter knap et halvt århundrede under tyske forhold, og det var præcis i 1920 at det blev effektureret. I Fredericia mindes vi 6. juli, måske mest som et historisk tilbageblik og fordi Fredericia af den grund af krigsmæssige årsager kom på Danmarkskortet. Men bagved gemmer der sig også nationalistiske problemer. Sådanne problemer, som man søgte at løse efter anden verdenskrig ved at skabe et bredt samarbejde i Europa, det vi i dag kalder for EU.

For danskere en påmindelse om at når vi kører ind i vores land, så har vi grænsekontrol, selvom der egentlig ikke er nogen reel grænse længere. Samarbejdet mellem de europæiske lande har det sidste halve århundrede vokset sig så stort, at de nationalistiske tendenser mange steder er reduceret til fodboldkampe. En dansker anno 1950 er ikke det samme som en dansker anno 2019. Den nationale bevidsthed er blevet en nostalgisk foranstaltning. I 1950 var det en reel identitet. Noget som teknologiens udvikling og det internationale samarbejde har forandret.

De danskere der har rejst rundt i Europa i denne somme, har næppe haft brug for danske kroner, for de fleste andre steder på kontinentet er man ligeglad med pengesedlerne og bruger Euro. Ville man i 1950 have forestillet sig en fælles europæisk valuta, der havde Tyskland, Frankrig og Italien med?

På grund af teknologien ved vi i dag meget mere om hinanden. Ikke bare lokalt og nationalt – men også internationalt. Vi rejser som aldrig før, og det er i dag ikke usædvanligt at have besøgt andre kontinenter. I 1920 kunne man endnu komme med en båd til Amerika, hvis man ønskede at forlade Danmark og udvandre. Det benyttede tusinder af danskere sig af. Dengang en utrolig rejse og risiko at påtage sig, men det kan muligvis fortælle noget om mulighederne for dem med trange kår. USA indskrænkede senere i 1930’erne reglerne for indvandring til landet.

Hos Danmarks Statistik kan man se, at der i dag er 9 personer i Fredericia fra årgang 1921 og 3 personer fra 1919 og 1920. Det er således ikke mange, der er tale om. Ved at se på befolkningsfremskrivningen forventes det, at der i 2045 vil være 377 fra årgang 1960, 620 fra 1965, 629 fra 1970, 646 fra 1975 og 621 fra 1980. Det er de årgange, der i dag er familiebærende og som for størstedelens vedkommende har sluppet deres børn fri til gymnasier, videregående uddannelser og lærepladser.

Årgangene fra 1960-1980 har aldrig oplevet den fattigdom, der var for årgangene 1920-1930. Efterkrigstiden var præget af økonomisk fremgang, nye industrier og afviklingen af landbrugssamfundet. Nye boliger, parcelhuse og små matrikler i nyoprettede liguster-kvarterer på omkringliggende marker blev barndomsminder for den årgang der takker af i midten af det 21. århundrede.

Men i det kommende årti er det årgangene fra 1920’erne, der kan fejrer 100 års fødselsdage. Få som de er, men alligevel en påmindelse om hvor tiden var henne, og hvilken rejse det var. Hvis man har nogle familiemedlemmer fra årgang 1920-1940, er det nu man skal hente dem ud fra betonboliger og plejehjem, hvis man gerne vil have et indtryk af den kulturarv, de efterlader.

En af de største forandringer for det danske og vestlige samfund efter 1960’erne er familiestrukturens totale forandring. I 1970’erne var der en decideret eksplosion af skilsmisser og samlivsbrud. Mønstreret udviklede sig progessivt hen over 1980’erne og 1990’erne, hvorfor vi i dag har fået en ny familiestruktur med mange sammenbragte familier. Det er næppe noget årgang 1920 og 1930 havde forventet. Betydningen af familiemønstrenes forandring er blandt andet, at generationernes sammenhængskraft og forhold til forældre, ser helt andereledes ud. Det kommer til at tage historikere mange år, før man helt får afklaret udviklingens dynamik og bevæggrunde, men i en tid med ekspreskommunikation hvor ingen viden lever længe, kan det give en vis ballast at se os allesammen som en art på en lille blå planet i et lille fragment af tid.

Til gengæld er tiden vores.

Vi skyller ud i toilettet en gang hver 100 år, og så er alt glemt og nogle nye kommer til (Citat: Woody Allen).