Klokken 16:00 begyndte nytårskursgæster at komme til årets nytårskur for Business Fredericia og Fredericia Kommune, hvor over 600 deltagere skulle fejre året 2018, hilse godt nytår og nyde et festligt indslag med den kendte musiker, Hjalmar Larsen.

Med kransekage, nødder og bobler kickstartede erhvervslivet årets nytårskur med netværk og smalltalk. Gennem korridorerne gik erhvervsfolkene og blev modtaget af en velkomstkomite bestående af Borgmester Jacob Bjerregaard, Kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe og Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer. Herefter var der adgang til et tætpakket MesseC, som i dagens anledning var pyntet til fest. De rå betonrammer var omdannet til en verden af samtalekroge.

Til dagens arrangement var det Næstformand i Business Fredericia og Adm. Direktør i MesseC, Grete Højgaard, der bød velkommen og gav ordet videre til Borgmester Jacob Bjerregaard efter en præsentationsfilm af Fredericia Kommune.

“Jeg tænker 2019 bliver godt, hvis det ligner jer.”

Sådan indledte Borgmester Jacob Bjerregaard sin tale og fortsatte:

“Det går godt i Fredericia. Jeg har glædet mig enormt meget til i dag. Det er et par uger senere, end andre kan sige godt nytår til hinanden. Jeg er enormt glad for, at der er kommet så mange. Hvis jeg skal nævne alt det, der er sket i 2018, går i glip af håndboldkampen,” sagde Bjerregaard med et grin og slog ned på forskellige punkter.

“Bosætningen går der ud af, vi får flere borgere til Fredericia og erhvervsklimaet forbedrer sig. Vi bygger datacenter, vi slår rekord i krydstogtskibe, vi har den fedeste bystrand, DLG bygger nyt domicil og vi laver anlægsinvesteringer. Vi har Danmarks bedste Sundhedshus, Danmarks fedeste indgangsparti til et idrætscenter, vi skyder op med byggegrunde, næsten løbet tør, så vi skynder os at få flere. vi investerer i byen, sagde Bjerregaard og fortsatte:

“Det blomstrer og det gør det fordi, at vi med Business Fredericia i spidsen rykker hegnspæle i de her år. Det er afgørende, at vi kan skabe nye arbejdspladser til vores borgere og give erhvervslivet gode vilkår for forretning midt i Danmark.”

Jesper Vangkilde på scenen. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Borgmesteren, der i dagens anledning, startede ud som toastmaster, bød så velkommen til Googles Kommunikationschef, Jesper Vangkilde, der fra scenen blev spurgt til investeringerne og beslutningen om at bygge i Fredericia.

“Det er simpelt. Der er to ting – det ene er, at vi bruger google og søger hele tiden. 10 milliarder søgninger i verden, mange har gmail, google maps og alle de her tjenester, der driver den digitale verden. Hertil er der servere i baggrunden. Det kræver et center med fokus på tryghed og sikkerhed. Det er det femte datacenter, vi bygger i Europa og det første i Danmark. Norden er general velegnet til nedkøling. Hertil kommer, at Fredericia og Trekantområdet har vist sig at have et godt erhvervsklima Et klima, der er fremsynet og har interessante muligheder. Det har vi taget bestik af – og Fredericia har vist sig at være meget professionel,” sagde Kommunikationschefen og blev klappet ud.

Han kunne i øvrigt også fortælle, at de vil støtte organisationer, uddannelser, kulturlivet og det lokale med alt fra legater til IT.

DLG flytter domicilet fra Axelborg til Fredericia, det var næste tema på Borgmesterens agenda. Her var der blandt en hilsen fra Adm. Direktør Kristian Hundebøll fra DLG, der fortalte om den flotte modtagelse i byen:

“Trekantområdet er den rigtige placering, dels tæt på markedet og dels tæt på det største marked – det tyske. Vi er blevet modtaget godt i Fredericia og det er meget positivt. Vi er blevet mødt med stor velvilje og imødekommenhed,” sagde direktøren blandt andet.

Velfærd var næste punkt i talen, da Bjerregaard bød Region Syddanmarks Formand, Stephanie Lose velkommen på scenen til en samtale om det gode samarbejde med Fredericia Kommune, og ikke mindst succesen omkring Sundhedshuset, hvor formanden blandt andet kunne fortælle, at der ikke længere er lægemangel i Fredericia.

Kort forinden havde Borgmesteren fortalt, at Folkeskolen blev det store område, som kommunen satser på i 2019.

Kommunaldirektør Annemarie Schou. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Kommunaldirektør Annemarie Schou kom på scenen og fortalte om det store mod, som politikerne i Fredericia Kommune besidder. “Man holder ved, og man sætter sig klare mål, og vi arbejder hårdt for de mål,” sagde Kommunaldirektøren og fortsatte:

“Det er forholdvist priviligeret at være Kommunaldirektør i en kommune som Fredericia. Jeg møder folk, der vil Fredericia, mennesker, der tror på Fredericia. Folk der mangler en kommune, som kan være en stærk partner. En kommune som forstår, at en kommune ikke kun er at de 4000 dejlige medarbejdere skal lykkes, men at de 52.000 borgere har det godt og har de bedste forudsætninger og muligheder for at indfri deres drøm.”

Så var det tid til en film igen, hvor 500 medarbejdere sang gospel. Borgmesteren kunne lide at spille guitar og Annemarie at synge. “Jeg er optaget af at dyrke fællesskabet og skabe anledninger til at minde hinanden om, at der hverdag er mange mennesker, der knokler for Fredericia. Det at kunne finde sammen og lære fire stemmer i en gospelmelodi på 25 minutter, er flot”, fortalte Annemarie Schou.

Sidste kapitel i Borgmesterens 45 minutters indslag omhandlede Midtbyen, herunder et foto af Urbania Street Food. “Det er vigtigt, at vi har gang i byerne. Det har vi. Jeg synes, at det går den modsatte vej i Fredericia. Den positive. Det gør det fordi, at nogle af jer vil Fredericia og vil investere i Midtbyen”, sagde Borgmesteren, inden en film med Urbania Street Foods Brian Løkkegaard og med home Fredericias chef, Mette Juul Jensen rullende på skærmen.

Borgmesteren takkede for et fantastisk 2018 og fortalte om nogle af de store begivenheder, der finder sted i 2019. Blandt andet krydstogtsskibe, koncerter, events, 170 års jubilæum for udfaldet i Fredericia, fodboldklub til placeoff, en håndboldklub, som ligger nummer et, og har en god chance for at rykke op. Vi får nye butikker og restauranter. Vi kommer til at sælge mere jord i 2019,” sagde Borgmesteren og kørte en outro med “det dejlige Fredericia”.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Herefter var det Business Fredericias formand, Bent Jensen, der tog ordet og hyldede det gode samarbejde, som Fredericias virksomheder, medarbejdere og borgere har. Men skal det fortsætte kræver det investeringer, modige politikere og fortsat samarbejde.

Bent Jensen lagde ud med at se tilbage på året, der er gået:

“Historiens vingesus og fremtidens store muligheder blæser desuden i Kanalbyen, hvor den nye bydel blomstrer, udvikles og tænkes ind i historiske referencer koblet med nutidens midlertidige muligheder og fremtidens geniale vækstdynamo. Det løfter Fredericia til nye højder, både indenfor bosætning, men også inden for erhverv, hvor der allerede skabes viden-arbejdspladser og restauration, når virksomheder flytter ind i Port House og Ti Trin Ned ser dagens lys ud til Lillebælt,” og fortsatte:

“Fredericia lever mere end nogensinde før, og hvor konger og politikere i gamle dage skulle ”tvinge” borgere og fabrikker til byen, kommer de nu af sig selv. DLG, GOOGLE, Uniscrap og mange flere virksomheder har valgt Fredericia som base for fremtidens udvikling af deres virksomhed. Både byens centrale beliggenhed og unikke infrastruktur i almindelighed er attraktiv, men det er i særdeleshed den målrettede, passionerede og høje erhvervsvenlighed som virksomhederne møder fra Business Fredericia, byens organisationer og politikere, der giver de mange positive resultater.”

Bent Jensen slog fast, at netop historien og det samarbejdende byråd, giver ro i maven hos investorer og erhvervsliv. Han fortsatte:

Hvor 2017 var fantastisk, var 2018 året, hvor de mange frø blev høstet og udkrystalliserede sig med byggerier, mennesker i gaderne og liv på bæltet. 

“Den udvikling skal fortsætte og det kræver strategier, benhårdt arbejde og en tro på, at vi sammen med modige politikere, driftige erhvervsfolk og engagerede borgere udvikler fremtidens Fredericia,” forklarede Bent Jensen og kom ind på Fredericia Teaters succes:

“Internationalt anerkendes Fredericias i disse år for et magisk musicalteater med Søren Møller i spidsen. Resultaterne og salgstallene taler for sig selv. Gæsterne er vilde med kunsten, som skabes i rammerne i Fredericia. Samtidig nyder byens restaurations- og cafeliv godt af succesen, hvor en frisk gåtur i Fredericia vidner om, at man ikke længere skal køre for at få noget godt og lækkeret at spise. Oplevelserne står i kø. Den kulturelle, gastronomiske og erhvervsmæssige vækst er blandt årsagerne til, at Fredericia har passeret omegnsbyerne, når man måler på indkomst, befolkningstilvækst og ikke mindst en flot placering, som nummer 17 i Dansk Industris måling, læg hertil, at en måling viste, at vi reelt havde en af de højeste vækstrater i Danmark,” fortalte Bent Jensen og fortsatte:

“Vi skal have flere borgere til byen, og vi skal have flere af vores medborgere i job i kommunen. Kvalificeret arbejdskraft er ved at blive en mangelvare i Danmark, derfor er Business Fredericia også parat til at indgå en ny samarbejdsaftale med kommunen, hvor vi både skaffer flere mennesker i arbejde, samt gavner virksomhedernes rammebetingelserne, herunder en sænkning af dækningsafgiften. Det er en win-win-situation.”

Slutteligt roste Bent Jensen sin organisation og fortalte, at de negative vinde fra Christiansborg om et nyt erhvervsfremmesystem absolut ikke var nødvendigt i Fredericia med den indsats som Business Fredericia ligger for dagen.

Og så blev årets erhvervspris uddelt til Kentaurs Bernt Dahl. Og efterfølgende var der chilli con carne ad libitum og Hjalmer.

www.eventc.dk