Mennesket har sandsynligvis eksisteret som art i sin nuværende form de sidste 300.000 år. Vi har i øvrigt ikke været alene, for der har ifølge fossilerne været andre menneskelignende arter, der er uddøde. Men vi er den art, der har besejret jorden og ligenu hersker over kloden. Det sker uden nogen synderlig hensyntagen til de andre arter (dyr), eller naturen i sig selv. Ubegribeligt mange slår fortsat deres græs med motordrevne maskiner, der kører på benzin, på trods af at vi om få årtier kan nå en klimakatastrofe på grund af vores skødesløse behandling af planeten, vi bor på. Det at slå græs er om noget symbolet på den arrogance og ligegyldighed, der har ført os derhen, hvor vi er i dag: For at få en pæn græsplæne man kan kigge på, er man villig til at skade den planet, man lever på, og som kommende generationer skal kæmpe for at overleve på.

Vi har en ting til fælles, mere end noget andet. Det er, at vi deler den tid, vi lever i. Men tiden render ud, også for os, og om hundrede år, er det nogle andre, der har deres tid. Hvis de ser tilbage på os, der levede i 2021, vil de måske bemærke den hysteriske stemning, de store armbevægelser, den konstante selvoptagethed, de arrogante beslutninger og en generation af mennesker uden overordnede værdier, den fandt var værd at kæmpe for.

Tidens trend er, at det må nogle andre klare. At finde skyld og skam er mere essentielt for samfundet end at tænke langsigtet og menneskeligt.

Hvad vil det også sige at være menneske? Det kan hver enkelt tage stilling til selv. Men de fleste af os burde kunne enes om, at vi har brug for et sæt spilleregler. Ellers er vores tilværelse baseret på kaos, fordi vi er tvunget til at leve sammen med hinanden. Ingen kan nemlig få det, præcis som de vil have det. Sameksisterens er og bliver et kompromis.

Netop derfor er det mest skelsættende for Danmark i hele 2021 den frygtindgydende, fordummende og demagogiske sætning, der kom fra statsminister Mette Frederiksen, da hun på et pressemøde sagde, at de borgere der ikke havde taget imod den frivillige vaccination mod covid-19, ikke spillede efter reglerne. Det er første gang i den moderne danske historieskrivning, at en dansk statsminister (og et villigt embedsapparat) har udvist så lidt demokratisk forstand, sammenhængsforståelse og ansvarsbevidsthed. For udover, at de borgere, der har valgt at takke nej til den frivillige vaccine, har gjort det fuldstændig lovligt, og i øvrigt på baggrund af politikernes og embedsfolkenes forsikring om, at det var helt frivilligt, så var det et brud på et grundlæggende, etisk princip i det danske demokrati:

Myndige og lovlydige borgere kan ikke underkastes fysisk tvang på grund af statens herskende dagsorden. Grundloven skal sikre mod den slags. Det er en beskyttelse mod diktatur, umenneskelighed og destruktionen af det demokratiske fundament hele Danmark hviler på.

Efter pressemødet har statsministeren og hendes nærmeste allierede forsøgt at få blødgøre udsagnet, men det vil for altid være skrevet ind i historiebøgerne. Mette Frederiksen er statsministeren, der lader alle forstå, at målet helliger midlet.

Men det gør det aldrig.

Netop derfor har vi brug for en fri og uafhængig presse. Men også frie og uafhængige medier. Det gælder også de sociale medier, som Rusland og Putin er ved at kaste sig over i disse dage. Belært af de vestlige lande og politikernes frustration over at borgerne har fået ordet, har man i vesten kørt en massiv hetz og kampagne mod Facebook, Google og Twitter. Formålet er at bekæmpe den frie meningsdannelse og få kontrol med ytringsfriheden på de sociale medier. Man ønsker at få lukket munden på dem, man ikke er enige i, og man lader alle forstå, at man er villige til at sætte lovgivning bag det. Det har Putin og oligarkerne naturligvis også bemærket. Så de vil egentlig bare gøre det, som de vestlige lande selv ønsker. Derfor har en russisk domstol i december udstedt en kæmpe millionbøde til Facebook, fordi virksomheden ikke har fjernet ”upassende indhold”.

Ja. Hvor har vi hørt det henne før?

Det har vi hørt de såkaldte demokratiske stemmer i vesten argumentere for de sidste fem år. Det startede med, at Donald Trump blev valgt. Det forklarede man med ”fake news”. Ikke at borgerne i USA havde valgt ham. Men det havde de altså. Dernæst begyndte de nødlidende og forarmede gammel-medier at angribe ”de amerikanske techgiganter” i massive kampagner, hvor man med en skjult dagsorden lancerede artikler og historier om de såkaldt skadelige virkninger af sociale medier. At man i den sammenhæng helt har glemt at nævne, at man har mistet enorme markedsandele på reklamemarkedet til de virksomheder, man skriver om, er et tydeligt tegn på den ulødighed og uhæderlighed, der har ramt medierne. Leder efter leder i de danske aviser har demonstreret, hvor rasende journaliststanden er på de amerikanske virksomheder, der har udkonkurreret dem.

Men også for 2022 er budskabet til dem simpelt: Det hjælper jer ikke. Om så det lykkedes at lukke Facebook og Google, så vil nye sociale medier dukke op og dække borgernes behov for social interaktion. Så vi må sige, med Mette Frederiksens ord:

Lev med det.

Danske Digitale Medier A/S er en del af den nye klynge af medier, der opstår i kølvandet på døden hos de gamle udgaver af ”Damernes Magasin”. For sandheden er, at der er et stort marked for formidling. Vel at mærke en anden formidling end de gamle medier står for. De sidste 20 år har de gamle medier ikke formået at omstille sig til den digitale tidsalder. Nogle af dem når det måske, men mange kommer ikke til det. De lever på bistandshjælp og almisser fra skatteborgerne (og tak til politikerne, siger de nok), mens de nye medier erobrer markedet på at skabe uafhængig formidling og deltager i den digitale tidsalder.

Skriv en kommentar