Vi ser tilbage på årets, der er gået for Fredericia Håndboldklub, der i sæson et sikrede sig overlevelse i ligaen og nu spiller med om at komme i slutspillet i denne sæson.

Det har i det store hele været et 2020, som der kan sættes en stor tyk streg under “godkendt” på hos FHK. I sikker stil sikrede FHK sig overlevelse i holdets første sæson i ligaen, som blev afblæst i midten af marts pga. Covid-19 situationen. På det tidspunkt var FHK noteret for 16 point på 11. pladsen med hele syv point ned til Nordsjælland på sidstepladsen.

Inden nedlukningen havde FHK vist sig positivt frem ved flere lejligheder. Det højdepunkt, som de fleste vil nævne, er sejren på 26-25 mod KIF Kolding. Den sejr blev orkesteret af en storspillende Kristian Stoklund, der noterede sig for ti mål, og også ved den lejlighed markerede Jimmi Andersen sig i FHK-målet. Sejren var med til at sætte en tyk streg under, at FHK har en frygtindgydende hjemmebane, der ved den lejlighed var omdannet til en rød mur i hele hallen.

I den første sæson i ligaen brillerede FHK i “Hulen”, men på udebane så det straks mere dystert ud. FHK lignede en vinder på udebane mod Nordsjælland. Holdet førte 14-17 kort tid inde i anden halvleg, men gik fuldstændigt ned med flaget og kom bagud 23-20, inden det i slutminutterne lykkedes at få reddet stormen af og sikre sig 25-25. Det var en af de kampe, hvor der var sat et stort kryds ud for sejr. Kryds ud for sejr var der ikke i udekampen mod SønderjyskE d. 7. marts. Kampen satte et mærkeligt punktum på sæsonen 2019/20. FHK spillede forrygende i første halvleg og gik til pause foran 12-15, men kollapsede fuldstændigt i anden halvleg og det endte med et nederlag på 30-22.

Sæsonen blev derefter blæst af, og efter endt sommerpause stod FHK med de nye spillere Nicolaj Nørager, Anders Kragh Martinusen, Mishels Liaba, Mads Lenbroch og Mikkel Løvkvist. Missionen var klar: Holdet skulle tættere på top-8 end tilfældet var i sidste sæson, men opstarten var præget af skader og lavpunktet blev nået, da FHK blev lammetævet med 31-22 i lokalopgøret mod KIF Kolding. Det er ikke en skam at tabe, hvis man har ydet 100 %, men det havde FHK ikke i det opgør, hvor der manglede meget.

Et andet tema i sæsonstarten var, at FHK lukkede alt for mange mål ind. Konsekvensen blev, at forsvarsspecialisten Rasmus Boysen blev tilknyttet med øjeblikkelig virkning og det gav effekt. Sejrene væltede ind på kontoen, og FHK kom ind i en periode med fire sejre i træk i ligaen, og vi skal mange år tilbage for at finde en lignende stime. Det var ikke hvilke som helst hold, der blev nedlagt. Nej, det var blandt andet storklubben Bjerringbro-Silkeborg med prominente spillere som Sebastian Skube, Jesper Nøddesbo, René Toft Hansen og Nikolaj Øris på holdkortet. Ikke blot vandt FHK opgøret – Jesper Houmarks mandskab var undervejs foran med 10 mål, og selvom BSH ikke ramte dagen, så vidner det om, at FHK i løbet af 2020 har rykket sig og er en seriøs slutspilsbejler.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer