Teater Malstrøm havde i går premiere på Busters Verden. Traditionen tro spiller teatret en familieforestilling ved juletid. Denne gang var det melankolien og magien, der spillede hovedrollerne side om side.

Den kendte børnebogsforfatter Bjarne Reuter skrev i 1979 bogen, Buster’s Verden, som er grundlaget for det univers, der udspiller sig på Det Bruunske Pakhus, når 10 skuespillere fra Teater Malstrøm står på scenen i rampelyset.

Buster blev for alvor kendt blandt danskerne i 1984, da Bjarne Reuters bog blev filmatiseret, nu skulle vi lære ham at kende igen med Michael Hansen som instruktør og Sidsel Nygaard som assistent.

Teaterleder Martin Bach Sørensen holdt premieretale på sin egen underspillede og festlige måde. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Når der er premiere på Teater Malstrøm, er der traditioner som holdes i hævd, man tilpasser omgivelserne til forestillingen og denne gang var ingen undtagelse. Der var Buster-citater i cafeen, popcorn og rød sodavand, præcis, som Buster nok ville have foretrukket det.

30 tønder torskerogn
rustne søm & skruer
bussemænd i bølgepap
går tur i deres stuer
juleand med gåsehud
vandpistol med vådeskud
pas på for nu cykler BUSTER ud

Martin Bach Sørensen bød velkommen fra scenen, hvor man allerede fra start kunne begynde at forestille sig nogle af de scenarier, der skulle udspille sig, i den godt to timers familieforestilling Buster’s Verden. Der var børneværelset, en stor seng i højre side, og så var hele bagscenen en stor teglvæg, som senere skulle vise sig at være et teknisk mesterstykke skabt af pladsmangel og nødvendighed.

Forrest på scenen hang der undertøj på en tøjsnor. Hvis man var barn i firserne, ville man med lige dele foragt og kærlighed genkende de blomstrede undertøjssæt.

Busters søster Ingeborg spiller en stærk rolle med stor kærlighed til hendes lillebror. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Ingeborg spilles af Sacha Josephine Thorslund på 15 år, hun har et dårligt ben, hvilket gør, at hun bærer et stativ på benet. Der går et stykke tid, hvor jeg er i tvivl om hun rent faktisk har et dårligt ben, det er en blanding af godt skuespil og god styling. Ingeborg og Buster er udfordret på hjemmefronten, det er ikke let at have en alkoholiseret far som er arbejdsløs og ikke er hjemme så tit. Derfor holder de sammen, specielt når mor og far skændes, men far er uanset hvad et stort idol for Buster.

Busters far, spillet af Bjarne Pedersen, tager sig en lur efter en hård aften. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Buster spilles noget utraditionelt af en pige. Det er den 23 årige Frederikke Damgaard. Det fungerer og man tænker ikke så meget på om Buster egentlig er en dreng. I disse tider, hvor mennesker skifter køn, fordi de måske føler sig fanget i en anden krop, så går det op for mig, at der findes, piger og drenge, kvinder og mænd, og så findes der Buster.

Buster gemmer sig for Store Lars spillet af Daniel Stoof Jensen. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Buster er ikke som nogen anden, jo så skulle det lige være en kopi af sin far som han elsker overalt på jorden. Busters far står også altid klar til at forsvare sin søn i skolen, som han udtaler til skolelærerinden: “Bare tag det roligt frøken, Buster og jeg er en uddøende race”. Måske skal det tages med et gran salt, men i dagens Danmark var Buster nok blevet medicineret med ADHD. Det man, da Bjarne Reuter skrev sin børnebog, nok ville kalde et barn med krudt i rumpen.

Buster passer ikke ind i skolen og bliver tit moppet, men han er ikke bange for at give tilbage. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Marie Louise Andersen spiller Stig Ole, det gør hun godt. Man kender den plageånd som i virkeligheden er hamrende usikker og lader det gå ud over andre. Hun spiller med en akavet- og klodsethed, der giver rollen et spændene liv. Buster har en ældre ven, der hedder Fru Larsen, der kan han finde ro og få lettet sit hjerte. Uanset hvad Buster gør, vil hun også bakke ham op, hun prøver flere gange at fortælle Buster, at han har noget, ingen andre har. Det kan være svært at tro på i den alder, Buster og Fru Larsens venskab får mig både til at smile og græde. Vibeke Holm Frydenlund Hansen spiller Fru Larsen og hun har fået en rolle som passer perfekt til hende.

Buster hilser på Fru Larsen i stykkets absolutte hårdeste scene. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Buster elsker at trylle, det er ofte hans redning i skolegården og ved andre lejligheder. Han kan ikke lade være med at lege, det er som om, at han ingen bekymringer har. Problemer er der ellers nok af, hans plageånd Store Lars prøver at fange og tæve Buster ved flere lejligheder, men Busters kejtede facon, redder ham gang på gang.

Der er lagt i kakkelovnen til en omgang bøllebank. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Daniel Stoof Jensen er en meget dygtig karikaturskuespiller, hans ansigt må være støbt i samme form som Jim Carreys. Det kunne være sjovt at se ham i en teaterudgave af The Mask, eller hvad der nu kunne findes på fra Jim Carreys bagkatalog.

Der er noget uforløst i mig som anmelder i første akt, jeg er lidt i tvivl om jeg ser en god og underholdende forestilling eller om den kan mere.

På børneværelset holder Buster og Ingeborg sammen når familielivet knager hos de voksne. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Persongalleriet er nået så langt ind under huden, at jeg kommer til at tude et par gange efter pausen. Historien begynder at gøre en smugle ondt, ikke sådan at man ikke kan tage børn med ind at se den. Men den rammer i solarpleksus, hvis man var barn i firserne, og måske selv kunne minde en hel del om Buster. Ville der være plads til en som mig i et moderne skolesystem? Hvor mange børn falder i søvn til forældre, der skændtes? Hvor svært kan det være som barn at have nogle værdier, der ikke efterspørges i de vitale år, hvor man dannes?

Buster er helt håbløs i en scene hvor han møder den store kærlighed. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Buster bliver også forelsket og selvfølgelig på den helt perfekte kejtede måde, udover at være totalt kikset, clasher han også ind i en kulturkløft. Barnebarnet af en kanonkonge med verdens mest livlige fantasi møder det klaverspillene vidunderbarn, Joanna.

Joanna spilles af Amalie Lauridsen. Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Det er en kreativ fortolkning af Busters Verden uden at bevæge sig for langt væk fra det univers, vi kender og elskede den splejsede dreng på budcyklen. Et af elementerne i stykket er meget utraditionelt forestillingsleder Michael Vennevold, som i sit jakkesæt med print af teglsten, blender ind i kulisserne og til tider spiller lidt med mens han rykker rundt på tingene.

Michael Vennevold forsvinder ind i tapetet. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Buster skal meget igennem i stykket og alt han egentligt gerne vil er, at solen står op og det kan blive sommerferie, som jeg tolker det. Mod enden af Busters Verden kommer der en sand Teater Malstrøm signatur, de underlige lidt sorte rober med et tvist, som bæres af det fine selvskab hjemme i Joannas have.

Buster afbryder de højkulturelles hyldest af Joanna. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Der bliver sparet på sangene undervejs, og vitale dele af den originale historie, men det gør ikke noget, når stykket er forbi giver det mening. Buster synger en sang, som Buster nu synger, men til stor fornøjelse viser Sacha Josephine Thorslund sit sangtalent i et følsomt øjeblik midt på scenen.

Ingeborg synger på bænken i et følsomt øjeblik. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Hvordan det ender for Buster, vil jeg ikke afsløre, men hvis man tror på magien, så skal solen nok stå op igen. I mellemtiden kan vi tælle stjernerne hos Teater Malstrøm. Jeg sad længe med følelsen af at det var en 4 eller 5 stjernet oplevelse, men efter at jeg har genskabt mange af følelserne fra premieren, mens jeg skriver anmeldelsen, er jeg ikke i tvivl.

Buster er en charmetrold, pige, dreng eller bare Buster. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Det er helt sikkert 5-stjernet underholdning, godt skuespil, godt skrevet, og så er det en genial udnyttelse af scenografien på den plads, der er til rådighed. Mange børn vil have godt af at se Busters Verden i Teater Malstrøms forklædning, ligeledes vil mange forældre have gavn af at se en dreng/pige med stor fantasi og krudt i røven som stjerne. Bedsteforældrene vil nok stadig bare se Buster som Buster, jeg anbefaler at se Busters Verden.

Busters Verden spiller frem til 15. December og du kan købe dine biletter her

https://www.facebook.com/Fredericiavinhandel/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her