Rune Schrøder blev hentet til FHK med det formål at få holdet i Ligaen og være med til at etablere holdet. Den mission ser ud til at lykkedes, og han drager til sommer videre på nye eventyr.

Med ét blev håndboldsæsonen sat på standby. FHK nåede at spille en kamp uden tilskuere mod SønderjyskE inden det blev besluttet, at håndbolden blev lagt på hylden sammen med harpiksen indtil der er styr på coronasituationen.

Det har givet en ny tilværelse for Rune Schrøder, der ved siden af håndbolden arbejder hos speditørvirksomheden LEMAN.

”Jeg arbejder hjemmefra for tiden og udfører de opgaver, som jeg også ville skulle hvis jeg sad på kontoret. Efter arbejde selvtræner jeg, og så har jeg anskaffet mig nogle kettleballs som jeg bruger,” siger Schrøder til Fredericia AVISEN.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia?gclid=Cj0KCQjwrZLdBRCmARIsAFBZllHEGyRU9Huy2LMo4BSZLNg5gZxLBqPpKf2kh52tf-YFOsHmOeGSYXgaAk2EEALw_wcB

Normalt er Schrøder samlet i hallen med holdkammeraterne, men det er ikke tilfældet for tiden. Det gør situationen frustrerende, men gør, at der er tid til ting, som man ikke har når sæsonen løber af stablen.

”Det er virkelig irriterende, da vi normalt har en daglig træning. Nu er der til gengæld tid til at se familien. Min kæreste er flyttet herned, da hun arbejder hjemmefra, og så har vi besøgt mine forældre, svigerforældre og min søster. Det er indenfor de kredse, som vi kan besøge i forhold til anbefalingerne,” forklarer Rune Schrøder.

Hvordan er det ikke at vide, hvad der skal ske med håndboldsæsonen?

”Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, at sæsonen er slut. Man kan ikke nå at spille de sidste kampe, men jeg ved ikke hvad den bedste løsning er. Divisionsforeningen skal finde noget, der er retfærdigt for alle parter, men mit bud er, at der ikke bliver spillet flere kampe,” siger Rune Schrøder.

https://www.adp-as.dk/

Hvis bagspillerens spådom holder stik har han spillet sin sidste kamp i FHK-trøjen, og det er en underlig fornemmelse for Schrøder, der i indeværende sæson står noteret for 90 mål og 42 assists.

”Det var ikke lige det jeg havde set frem til. Jeg havde håbet at slutte af med nogle sjove kampe på hjemmebane, men sådan skulle det ikke gå pga. corona,” slutter Rune Schrøder.

Hvor Rune Schrøder fortsætter håndboldkarrieren er endnu ikke offentliggjort.

Skriv et svar