Forside Fredericia 9-årig Naomi fra Prinsen af Egypten: Jeg drømmer om at blive musicalsanger

9-årig Naomi fra Prinsen af Egypten: Jeg drømmer om at blive musicalsanger

DEL
Naomi Victoria Sacara Gulløv
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Den unge fredericianske pige, Naomi Victoria Sacara Gulløv, spiller unge Miriam i Prinsen af Egypten, der har dansk premiere i aften. Fredericia AVISEN har talt med hende før premieren.

Det er mandag klokken 13:00. Fredericia AVISEN har aftalt at mødes med Naomi og hendes mor, Cristina. Vi mødes hos Frellsen i Jyllandsgade, hvor Naomi netop har spist en is. Det er sjældent, at jeg interviewer børn, og særligt en der ”bare” er ni år, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Da samtalen går i gang er der slet ikke nervøsitet over hende, og hun tager det hele i stiv arm – ligesom når hun står på scenen foran publikummet i Fredericia Teater.

I de seneste uger har Naomi haft sit at se til. Den engelske udgave af Prinsen af Egypten har kørt, og her har Naomi delt rollen som unge Miriam med Abigail Baunbæk Wallington. Abigail har dog travlt i den her uge, så det er Naomi, der får de fleste af forestillingerne på dansk. Om tilvænningen fra engelsk til dansk fortæller Naomi:

”Det bliver lidt underligt at gå fra dansk til engelsk. Jeg er lidt nervøs, men vi øver lige inden. Første gang jeg skulle på scenen, var jeg rigtig nervøs. Jeg har mest skulle fokusere på mine replikker til den danske, så der er lidt med sangene,” siger 9-årig Naomi, der altid har været meget teaterglad, og kommer ind på, hvordan hun fik rollen i Prinsen af Egypten:

”Jeg var til audition, og efter et par uger fik jeg besked på, at jeg havde fået rollen.”

Trods sin alder på ni år er Naomi meget velovervejet i sine svar under interviewet. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Det at optræde foran et stort publikum på Fredericia Teater har ikke været et tema for Naomi. Hun har faktisk slet ikke tænkt over det, og har heller ikke haft det svært med at skulle optræde foran familier og venner, som har set spændt på i salen. Til gengæld har Naomi fået positive ord med vejen fra klassekammerater og lignende.

”De synes, det er meget vildt, at jeg er kommet med,” konstaterer hun.

Selvom Naomi kun er ni år, og også har medvirket i den engelske udgave af stykket, har det ikke været noget sprogproblem for hende, tværtimod.

”Det har slet ikke været noget problem. Det bliver mere det at skulle gå fra engelsk til dansk, som bliver underligt,” forklarer Naomi og kommer ind unge Miriam som rolle:

”Miriam er en af de meget specielle. Jeg synes, at det er fedt at være hende, da hun er en meget vigtig del af historien. Hun er vigtig, fordi hun blev ved med at tro og hun kom med navnet Moses, der betyder befrielse.”

Drømmene er heller ikke til at tage fejl af for Naomi. Hun drømmer om at komme til at leve af at være med i musicals.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive musicalsanger. Jeg har nydt at være med i det, så det vil være rigtig fedt,” lyder ordene fra Naomi.

Til dagligt går Naomi på Kirstnebjergskolen afd. Høgevej. I sin fritid går hun på Den Kreative Skole, hvor hun går til kor, guitar og klaver, mens hun også er en aktiv svømmer.