Foreløbig har Syd- og Sønderjyllands Politi rejst sigtelser i 66 sager.

7.450 beslaglagte stykker ulovligt fyrværkeri, altovervejende i form af kanonslag. Og sigtelser i 66 sager på området.

Sådan ser resultatet ud i forbindelse med Syd- og Sønderjyllands Politis indsats mod ulovligt fyrværkeri i perioden fra den 16. november og foreløbig ind til den 27. december.

Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion understreger i forbindelse med opgørelsen, at tallene viser, at politiet ser alvorligt på sager om ulovligt fyrværkeri.

Målrettet indsats

Den seneste periode har Syd- og Sønderjyllands Politi således haft målrettede indsatser flere steder i politikredsen, hvilket har ført til større beslag flere uger i træk – blandt andet i forbindelse med ransagning på en ulovlig fyrværkerifabrik i Tinglev i sidste uge.

– Ulovligt fyrværkeri er både farligt og generende, hvor det bliver fyret af, pointerer Chr. Østergård.

Alvorlige konsekvenser

Han peger på, at de unge dels risikerer at blive sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Dels risikerer de at blive sigtet for overtrædelse af straffeloven, hvis de fyrer fyrværkeri efter andre. Det gælder både ansatte i offentlig tjeneste som hjemmehjælpere, brandmænd og politifolk samt almindelige borgere.

– Straffene er lige blevet skærpet med en tredjedel. I værste fald risikerer man at blive idømt fængsel i længere tid og blive sat ud af sin bolig. Og er man ikke dansk statsborger, risikerer man tillige at blive udvist. Dertil kommer en plet på straffeattesten, der kan koste en drømmejobbet, understreger Chr. Østergård, der opfordrer forældrene til at tale med deres børn og unge om fyrværkeri.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter de målrettede indsatser mod ulovligt og generende fyrværkeri.

Reglerne om fyrværkeri

  • Salget af nytårsfyrværkeri varer frem til den 31. december.
  • Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri til og med den 1. januar 2021.
  • Det er ulovligt og strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.
  • Det er ulovligt at affyre fyrværkeri mod andre – det gælder både almindelige borgere og ansatte i offentlig tjeneste som politi, brandvæsen og hjemmepleje. Og hvis du gør det, kan det have store strafmæssige konsekvenser.
  • Folketinget har netop skærpet lovgivningen, så straffene på området er øget med en tredjedel.
  • Affyrer du fyrværkeri mod almindelige borgere, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252 (forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv.). 
  • Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 10 – 60 dage.
  • Affyrer du fyrværkeri mod ansatte i offentlig tjeneste, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 119 b, der er en ny bestemmelse. Overtrædelse straffes med bøde eller fængsel i op til otte år. 
  • Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 4 – 9 måneder.

Fem gode fyrværkeriråd fra Sikkerhedsstyrelsen

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer