En 68-årig kvinde blev lørdag klokken 12.30 udsat for tyveri, da hun sad på en bænk ved Sydbanegade i Kolding. En mand klapper kvinden på ryggen og siger, at hun har en plet på sin jakke, som han hjælper kvinden med at få væk. Bagefter går han fra stedet, og kort efter opdager den 68-årige kvinde, at hun har fået stjålet sit Visa/Dankort.

– Efterfølgende viser det sig, at der er blevet hævet mellem 14-16.000 kroner på kvindens Visa/Dankort. Vi vil meget gerne høre fra vidner, der måske har set gerningsmanden, der beskrives til at være dansk af udseende og ca. 50 år, oplyser vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.