Der var fyldt godt op i Jobcentrets mødelokale til torsdagens to infomøder om det nye youSee call-center med 150 nye arbejdspladser, som åbner i Klostergade i Kolding midtby. 160 interesserede var mødt op for at høre nærmere om de mange nye job.

”Det var en helt overvældende interesse her midt på sommeren, hvor mange er på ferie. Jeg er meget positivt overrasket,” siger job- og virksomhedschef Anette Fløjborg fra Jobcenter Kolding.

”De fremmødte udgjorde en god blanding. De fleste var kvinder, men ellers var alle aldersgrupper repræsenteret, og der var både ledige, folk i arbejde og studerende, som ville høre nærmere om de nye arbejdspladser.”

Hjælp til rekruttering og uddannelse

Jobcentret hjælper TDC Group med at rekruttere sammenlagt 150 medarbejdere til det nye youSee call-center, og i samarbejde med IBC er der tilrettelagt et kursusforløb, så de kommende medarbejdere bliver gearet til jobbet – læs mere om stillingen og søg.

”I går eftermiddag havde vi allerede 40 ansøgninger, og efter dagens infomøder kommer der forhåbentlig endnu flere,” siger Anette Fløjborg.

Alle ansøgere bliver kontaktet telefonisk af HR-folkene i TDC Group, og herefter bliver der holdt jobsamtaler på Jobcentret de kommende uger.

Uddannelse hos IBC

8. august starter de to første hold et 15 dages uddannelsesforløb hos IBC med fokus på telefonsalg og betjening.

Målet er at have to hold a 18 medarbejdere klar til åbningen af det nye call-center 29. august. Til oktober skal yderligere to hold være klar, og herefter bliver der uddannet hold a 18 medarbejdere, indtil alle 150 arbejdspladser er besat.

Nyt infomøde

2. august, kl. 9, holdes et nyt infomøder om de nye call-centerjob. Det foregår hos Jobcenter Kolding på adressen Dieselvej 9. På mødet vil repræsentanter fra youSee fortælle om jobbet og svare på spørgsmål.

”Alle er velkommen til infomødet, og vi inviterer naturligvis også alle ledige, som jobbene kunne være relevante for,” oplyser Anette Fløjborg.

”Men hvis man er interesseret, så er man også velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Kirsten Danielsen i Jobcentret på 7979 2753 allerede nu for at høre nærmere.”

Læs mere om stillingen og søg