Torsdag den 7. oktober var banerne i KFUM-parken fyldt til randen. 500 elever fra landets ungdomsuddannelser havde indtaget parken, hvor Danmarksmesterskaberne i 7-mandsfodbold og rundbold for ungdomsuddannelserne blev afholdt.

Danmarks største stævne for ungdomsuddannelserne er Ung, der i september besøgte 12 danske byer. Det hele startede i Hjørring, og så drog turneringen gennem landet, og sluttede i Nykøbing Falster.

Torsdag skulle det hele afgøres i finalen, hvor 43 hold og knap 500 elever var tilbage. Slaget skulle slås i KFUM Parken på det store anlæg, hvor der var lagt op til en stor fest, da eleverne fra landets erhvervsuddannelser, produktionsskoler, SOSU-skoler og gymnasiale uddannelser tørnede sammen til finalestævnet.

Vejret var ikke i top, men det var humøret. Musik bragede ud af højtalerne med det ene hit efter det andet, og det gav en god stemning til de mange elever, der i flere tilfælde blev bakket op af kammerater fra sidelinjen, og det gav liv i KFUM-Parken. Allerede ved ankomsten kunne man se, at der var tale om et stort stævne, da mange busser fyldte Randalsvej omkring Fredericia KFUM’s anlæg, og inde på parkeringspladsen var der propfyldt med biler og endnu flere busser.

Der blev forsøgt på tekniske finurligheder, men det var fighten, der primært var i højsædet. (Foto: AVISEN)

På banerne blev der gået til den, men det var tydeligt at se, at nogle var mere vant til at spille fodbold end andre. På flere af holdene havde spillerne ikke fodboldstøvler på, men fælles for alle hold var, at der blev gået til stålet. Ingen af holdene gav sig, og selvom konditionen ikke var i top for alle, så vandt spillerne publikums hjerter.

Der blev fightet til den store guldmedalje, men der skulle findes en vinder, og det var tydeligt, at alle de deltagende hold var kommet for at ville løfte trofæet, men der var også underholdning. Til stede var en DJ, og undervejs var der arrangeret konkurrencer, der skulle være med til at danne rammerne om en festlig finaledag. Ligeledes var der besøg af JABII, der inviterede eleverne til et sjovt, innovativt bevægelsesspil, der kombinerede sport med gaming.

Der blev kæmpet med liv og sjæl. (Foto: AVISEN)

Ung Cup, der afvikles to gange årligt, om efteråret og foråret, startede som en turnering for erhvervsuddannelserne, men i 2019 blev det besluttet, at turneringen skulle være for alle ungdomsuddannelser.

– Til idrætsstævnerne er fællesskab, sjov og bevægelse på programmet, mens der er rig mulighed for at vise én gang for alle, hvilken klasse, der er årets sportsmestre inden for udvalgte sportsgrene. Om vinteren er der indendørs skoleturneringer, hvor vi giver bolden op til motionsfloorball, indendørs fodbold og høvdingebold. Det er dog ikke kun æren og muligheden for at forsvare din skoles navn, der er på højkant. Vinderne fra landsstævnerne kvalificerer sig nemlig direkte til det store finalestævne, hvor I dyster mod de andre klassehold om at vinde det store finaletrofæ med hjem, oplyser Dansk Firmaidræt, der er arrangør af turneringen.

– Ung Cup er en oplagt måde at aktivere eleverne på. Fordelen ved Ung Cup er nemlig, at alle kan være med til stævnet både de motionsvante elever og dem, der ikke plejer at være på hjemmebanen i idrætshallen. Vi har sørget for, at der sportsgrene og aktiviteter for alle, oplyser Dansk Firmaidræt endvidere.

Se her billeder fra finalestævnet:

Skriv en kommentar