Forside Fredericia 500 året for reformationen har været fejret gennem hele året her i...

500 året for reformationen har været fejret gennem hele året her i Fredericia og i dag kulminerede det så på Fredericia Rådhus

DEL
Foto: Frank Jensen, Fredericia Avisen.
Fredericia Kommune havde i dag åbnet op for rådhuset og inviteret til en fejring af 500 års jubilæet for reformationen. Til lyden af kirkeklokker fra Sct. Michaelis Kirke, kom jeg ind på rådhuset og det var proppet til randen med fremmødte. Der sad mennesker selv på trappen op til første sal. I alt havde 225 besluttet sig for at komme ind på rådhuset for at fejre reformationsjubilæet.
Temaet for eftermiddagen var “Frihed og det fælles”
Det hele startede med at Trinitatis kirkes Pigekor under ledelse af organist Niels Erik Aggesen sang og spillede Bachs ‘Jesus bleibt meine Freude’, herefter bad den katolske præst Jan Ophoff Frans af Assisis bøn. Der skulle dernæst synges fællessalme og så blev det tid til Lutherlæsning, hvor sognepræst Ole Engberg talte om et ‘kristent menneskes frihed’, efter et musikalsk mellemspil med musik af Willy Egmose blev der læst op fra Johannes Evangeliet kapitel 17.vers 14-21 af Peter Honore, formand for Reformert i Fredericia, tiden kom til endnu en fællessang og efterfølgende læsning af første korintherbrev kapitel 12, vers 12-13, læsningen blev foretaget af Omid Nadri, der er flygtning fra Iran og tilknyttet Sct. Michaelis Kirke.
Det var blevet tid til taler, og først talte Borgmester Jacob Bjerregaard og han blev efterfulgt af Provst Børge Munk Povlsen. En fællessalme senere bad sognepræst Bent Andreasen, Fadervor og velsignede herefter hele forsamlingen. En sidste fællessalme senere blev det tid til en afsluttende sang. Hele jubilæet sluttede af med, at Borgmesteren og Provsten plantede et symbolsk håbstræ i en til lejligheden indrettet plantekasse og en medbragt spade. Alle fremmødte blev trakteret med den berømte kransekage, slik samt et glas Cremant eller æblemost.
Fredericia Avisen stillede efter fejringen Borgmester Jacob Bjerregaard spørgsmålet . “Hvorfor skulle 500 års reformationsjubilæet også fejres på rådhuset?” Hertil svarede han “Vi synes her i byrådet, at det er vigtigt at åbne rådhuset op for borgene og har gjort det oftere og oftere. Vi synes derfor også, det var helt oplagt at åbne op for rådhuset i dag, når nu hele byen har bakket op om fejringen af reformationsjubilæet gennem året, det giver os også muligheden for, endnu engang, at vi viser, at vi binder historien sammen med demokratiet”.
Jeg talte også med to par, der stod og sludrede sammen ved et bord om, hvad de synes og om det havde været et godt arrangement, de startede med at låne min kuglepen og et stykke papir, da det viste sig at det ene af de to par var tilflyttere fra Randers og de ville gerne udveksle adresser, med disse formalia på plads fik de svaret mig, at det havde været rigtigt godt, passende og alsidigt arrangement med både sang og taler og fadervor.
Bruddet med den for 500 år siden, altdominerende Romersk Katolske Kirke var kulminationen på lang tids uro og utilfredshed blandt troende her i Nordeuropa. Martin Luther blev talsmand og stifter af den tro vi i dag bekender os til her i Danmark jævnfør Grundloven af 1849. Knap 500 år forinden Luthers opgør med Paven var der i det sydlige Europa så meget ballade og uenighed om tolkningen af biblen at en fraktion brød ud af den katolske kirke og  den Græsk ortodokse kirke blev en realitet. Luther tog med andre ord tyren ved hornene og sagde fra overfor katolicismen og skabte hermed grundlaget for den Evangelisk Lutherske kirke.
Jeg tænker ikke mange i dag skænker det mange tanker, men måden vi lever på og friheden vi tager for givet til at tro på just præcis, hvad der passer os er en direkte udløber af Luthers reformation og det skylder vi ham respekt og tak for.
Jeg fangede fra talerne nogle meget sigende ord, jeg føler fortjener at blive viderebragt her uden yderligere kommentarer:
– Frit og dueligt samfund
– Demokratiet lever af samarbejde
– Reformationens lange røde tråd
Dagens fejring af Luthers reformation på Fredericia Rådhus var meget respektfuldt, passende længe og yderst velorganiseret, uanset tro fik man en følelse af fællesskab og samhørighed. Jeg kan kun opfordre dig til læse lidt op på, hvad vi egentligt tror på her i Danmark og hvorfor Luther gik imod den katolske kirke og sidst men ikke mindst, hvad det betyder for dig i 2017, 500 år efter.
DEL