I FredericiaC – Kanalbyen ved Lillebælt kan kommende beboere både få en ny bolig nær kanaler og grønne områder og nyde godt af en række musik-, kultur- og sportsaktiviteter, samt nye tiltag inden for turisme, der løbende udvikles i området.

Den 28.-30. april får FredericiaC 50 nysgerrige og idérige EAL-studerende på besøg i 48 timer, der bl.a. skal arbejde med bylivsskabende aktiviteter, som skal få kommende krydstogtsgæster til at føle sig velkomne i byen.

”Hvert år gæster op mod 50.000 mennesker FredericiaC-området. Den midlertidige containerby ”C-byen”, der ligger i FredericiaC, er noget af det første man møder, når man ankommer til Fredericia som krydstogtgæst. Det er derfor vigtigt både for os og hele Fredericia, at vi giver gæsterne et godt førstehåndsindtryk af byen. Vi ser frem til at få en masse gode ideer fra de studerende ved EAL til, hvordan vi kan gøre det endnu bedre”, siger Louise Bjerre, chefkonsulent i FredericiaC

Flere fagligheder og indsatsområder i spil 

De 50 studerende kommer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og kaster sig derfor ud i opgaverne med forskellige vinkler og syn på, hvordan man kan udvikle de udpegede indsatsområder i den visionære bydel.

”Vores studerende er i særlig grad vant til at arbejde med innovation og produktudvikling i virksomheder, men har også prøvet kræfter med hele byområder i f.eks. Haarby og Nyborg på Fyn. Arbejdet med FredericiaC bliver en helt speciel og spændende opgave, da der er tale om en bydel, der er ved at blive bygget op fra bunden”, siger EAL’s kommunikations- og erhvervskontaktchef Alice Petersen.

De 48 intense timer skydes i gang i FredericiaC-bygningen den 28. april kl. 12.00. Bygningen kommer til at huse de studerende over to døgn, hvor der arbejdes intenst dag og nat for at nå de forskellige deadlines, der er sat undervejs. Projektet rundes af lørdag den 30. april kl. 12, hvor de studerende præsenterer deres idéer for FredericiaC.

Fakta 

48 timer er en innovationsevent, der er udviklet af Erhvervsakademiet Lillebælt. Over to døgn tager et større antal studerende bolig i en virksomhed eller i et specifikt område med henblik på (videre)udvikling af en virksomhed, en bydel eller et koncept.