Sloganet på væggen ved trappen op til Fredericia Teaters store sal kunne være skrevet om Line Ravn Hansen.

Efter en seks måneder lang rejse til Nepal, Myanmar og Thailand med en STX i bagagen sigtede hun mod at læse til pædagog i Odense, men en dag ringede telefonen. Hendes tidligere chef i tre år på Fredericia Teater, Louise Lygum, tilbød hende at blive ny forhusansvarlig.

Jobbet minder om det, jeg havde før, men nu har jeg ansvar for forhuset før, under og efter forestillingerne med op til 811 gæster. Jeg sørger for, at alt i baren, garderoben, billetsalget, billettjekket og merchandisesalget fungerer i aftenens løb, og at alle 13-14 medarbejdere ved, hvordan de skal løse deres opgaver. Desuden opstår der til tider situationer, så jeg skal tænke og træffe beslutninger hurtigt. Hvis en gæst bliver dårlig eller besvimer, skal jeg sammen med den brandmand, der altid er til stede under en forestilling, afgøre, om vi skal yde førstehjælp eller ringe efter en ambulance. En sjælden gang kan vi have dobbeltbookinger, og så må vi hurtigt finde andre pladser til gæsterne,” fortæller 21-årige Line Ravn Hansen.

Efter nogen tid som forhusansvarlig var det, at teatret og livet i kulisserne gik i Line Ravn Hansen, så drømmen om at uddanne sig til pædagog blev byttet ud med eventkoordinator. Line Ravn Hansen var begyndt at se sig om efter en elevplads og var indstillet på at flytte efter pladsen, men ledelsen på Fredericia Teater ville ikke lade hende gå.

Da blev jeg igen ringet op af Louise, der tilbød mig en elevplads som eventkoordinator, samtidig med at jeg er forhusansvarlig. Hun havde talt med teaterchefen Søren Møller, der efter at have kontaktet IBC Fredericia Middelfart foreslog, at jeg tager min uddannelse på teatret og på IBC,” fortæller Line Ravn Hansen.

Inden det når så vidt, tager hun sin EUD Student på bare ti uger på IBC for at få fagene erhvervsøkonomi, afsætning og it, inden hun kan gå i lære som eventkoordinator med skoleophold på IBC Hovedforløb.

Når jeg er glad for mit arbejde, tager jeg gerne ansvar og investerer meget i det. Jeg brænder 100 procent for arbejdet på teatret og svarer naturligvis, når telefonen ringer klokken 21 en friaften. Livet på teatret er meget livsstilspræget, men jeg elsker det. Derfor er jeg glad for, at jeg kan uddanne mig i events og gøre underholdningsbranchen til min karrierevej,” siger Line Ravn Hansen.

Hun har blandt andet arbejdet på forestillingen Den Lille Havfrue og ser frem til A Midsummer Night’s Steam og Klokkeren i Notre Dame senere i år. Desuden har hun været med til at sætte Shubidua The Musical op på Fredericia Teater og senest på Østre Gasværk i København.

I København havde jeg ansvar for merchandisesalget af t-shirts i forhuset. Det var sjovt og anderledes at se, hvordan de griber opgaverne an på et andet teater. De havde blandet andet et andet system i baren, end vi har. Opholdet i København var også godt for sammenholdet mellem skuespillerne og alle vi andre fra Fredericia Teater, der var med på Østre Gasværk,” fortæller hun.

FAKTA

IBC Fredericia Middelfart åbner et nyt EUD Student-hold i begyndelsen af april. Adgangskrav er enten en eksamen fra det almene gymnasium STX eller HF.