13 skoler og 1.559 elever var tilmeldt ugens Batterijagt i Vejle kommune. Jagten startede med, at eleverne i alle tilmeldte klasser fik en lille batteriboks med hjem til husstanden. I løbet af ugen skulle hjemmets brugte batterier samles i en udleveret boks i stedet for at blive smidt i affaldsbeholderen. Der blev i alt indsamlet 4.588 kg. batterier, hvilket er knap 3 kg. batterier pr. elev. Vinderklassen blev 1. klasse fra Engum Skole, der i alt samlede 13,7 kg. batterier pr. elev.

”Det er godt at opleve, at så mange har villet deltage i Batterijagten, og jeg syntes, vi har opnået et rigtig flot resultat. I år går startskuddet til Batterijagten, men vi håber, at jagten kan blive en tilbagevendende begivenhed i Vejle. Tanken bag projektet er, at børnene og deres familie skal fortsætte med at samle deres brugte batterier i den udleverede boks, og at Batterijagten er med til at danne grundlag for en ny ’indsamlingsvane’ i husstanden,”udtaler Christina Bælum, underviser og inspirator fra Økolariet.

 

Børnene skal vise vejen

Batterikonkurrencen er en del af det arbejde, AffaldGenbrug og Økolariet udfører inden for undervisning af små og store børn. Undervisningen skal give børn viden om, hvordan man sorterer affald, og især hvorfor det er vigtigt.

”Børnene hjælper med at ’opdrage’ forældrene, og vi har erfaring med, at det højner sandsynligheden for øget genbrug i fremtiden. Derfor gør vi rigtig meget for at oplyse børnene så meget som muligt om affaldssortering blandt andet via forløb på Økolariet og genbrugspladserne. Jo før de får den relevante viden, des bedre,” slutter Christina Bælum.

 

Læs mere på www.okolariet.dk/batterijagt

 

Faktaboks

Hvordan behandles batterierne efter indsamling?

Mange batterier indeholder tungmetaller, som kan gøre skade på både mennesker og miljø, hvis de havner de forkerte steder. Når batterierne er indsamlet på genbrugspladserne, sendes de videre til et behandlingsanlæg. Her opvarmer de batterierne til 1.200 grader, så de kan udvinde råstofferne heriblandt jern og tungmetaller. Råstofferne bliver genanvendt i jern- og metalindustrien og bliver dermed genanvendt til at fremstille nye produkter f.eks. køkkenvaske, skiftespor til jernbaner, vejbelægning og løbebaner på sportspladser. Behandlingsanlæggene sørger for at opsamle og opbevare de skadelige stoffer, så de ikke spredes i naturen.

Hvis ikke de kasserede batterier afleveres til genbrug, men i stedet kommer i affaldsspanden, ender de med at blive brændt på et forbrændingsanlæg. Sker dette, bliver de giftige stoffer, der er i batterier, udledt med røgen og kommer let til at indgå i det naturlige kredsløb. Når man genbruger metaller fra brugte batterier, opnår man derfor en stor miljøgevinst.