Onsdag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi overdraget en 45-årig vietnamesisk kvinde fra det engelske politi. Kvinden har været efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siden sommeren 2013, hvor en række skunklaboratorier i politikredsen blev afsløret.

I perioden fra den 10. juni 2013 til den 3. december 2013 fandt politiet flere skunkvæksthuse i politikredsen, som efter lidt efterforskning kunne kædes sammen og relateres til den 45-årige vietnamesiske kvinde. Hun nåede imidlertid at flygte ud af landet, inden politiet fik fat i hende. Men for nylig lykkedes det for det engelske politi at anholde hende, og hun blev altså i går udleveret til politiet i Danmark. Hun vil nu blive sigtet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for omfattende skunkproduktion.

– Vi har en stærk formodning om, at den vietnamesiske kvinde er hovedansvarlig for et netværk af flere skunkgartnerier. Gartnerierne er selvfølgelig nu lukket og ”gartnerne”, der var tilknyttet de enkelte steder, har for længst fået deres dom. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi nu forhåbentlig kan lukke sagen endegyldigt med udleveringen af den 45-årige kvinde, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Skunklaboratorierne blev fundet i Slagelse, Sorø og ved Kettinge på Lolland. Den 45-årige kvinde fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing F. med henblik på varetægtsfængsling.