410 julestjerner fra Gardenia Blomster gjorde stor lykke på byens plejecentre, da Jette Kingod tog affære og startede en kampagne for “Tak for dig”. I lørdags tog hun sammen med børnebørnene på besøg hos flere af byens borgere. 

Jette Kingod bryder sig ikke om ordet og begrebet: Ældrebyrden. Derfor var hun rundt på plejecentrene i Fredericia for at sige tak til de ældre medborgere.

Det er en stolt og virkelig rørt Jette Kingod, som Fredericia AVISEN taler med efter lørdagens uddeling af 410 julestjerner. 

“Vi havde virkelig en god dag, og jeg er rørt over den modtagelse, vi fik. Det hele startede med, at jeg sad en lørdag aften sammen med min mand Kurt, og så fjernsyn. Vi sad med kaffe og småkager, og hyggede i sofaen. Så talte de om ældrebyrden i samfundet”, fortæller Jette og fortsætter:

“Jeg kunne ikke komme videre fra den dagsorden og det ord. De ældre har jo skabt det samfund, der gør, at jeg kan nyde kaffe og småkager i sofaen. Jeg kom til at tænke på Tove Ditlevsens, Barndommens Gade – og så ville jeg gøre noget ved det her. Det fortjener vores ældre”.

Der var glade dag og gode samtaler, da julestjernerne blev udleveret sammen med et “tak for dig kort”. 

“Jeg kom også til at tænke på, hvad mon sådan et ældre mennesker ser for sig, når de sidder på plejehjemmet. Måske sig selv som soldat, som et ungt menneske med livet foran sig – og så sidder man der, og høre ordet, “byrde”. Det gav mig en dårlig smag i munden. Man kan ikke være bekendt at kalde de mennesker for en byrde. De er skyld i den frihed, vi alle har i dag. Jeg ville gøre noget ved det her og vise, at vi sætter pris på alle ældre. Jeg gættede på, at der måtte være 1000 ældre i Fredericia. Der var 500, fandt jeg ud af – og de skulle have en julestjerne og en hilsen”, siger Jette.

“Jeg ringede derfor til Gardenia Blomster for at bestille julestjerner. Indehaveren af blomsterbutikken, Lone Eriksen, synes, at det var et flot initiativ, hvorfor de ville støtte ved at give halvdelen i sponsorat. Herefter ringede jeg til plejecentrene for at høre, om de var interesseret. Alle takkede ja, og bød os velkommen.”

Hvordan gik dagen så?

“Det var en fantastisk dag. Jeg havde mine to små børnebørn, Tobias og Lilje med. De var klædt ud som julemand og nissepige. Sammen gik vi rundt og hilste på mange mennesker. Deres reaktion var rørende. De blev glade, nogen græd af glæde. De holdt om os – andre ville betale for julestjernen, men det skulle de jo ikke. Det var virkelig hjerteskærende”, siger Jette og slutter:

“Bare det i sig selv at være der for de ældre og sige “hej”, betød alt. Det skal man gøre noget mere. Man skal huske sin gamle mor, der måske er havnet på plejehjem. Fem minutter gør meget. Og det var virkelig en fornøjelse at aflevere julestjernen og “Tak for dig-kortet”.

https://goo.gl/MSbg7k