Forside Danmark 39 procent af danskerne undlader at melde sig syge fra arbejde

39 procent af danskerne undlader at melde sig syge fra arbejde

DEL

Du kender sikkert situationen: næsen løber, hovedet er tungt og egentlig burde du nok bruge dagen i sengen. Men den dårlige samvittighed nager. For hvem skal så tage sig af de bunker af arbejde, som ligger og venter på dit skrivebord? Nej, den går ikke! Og hvis du virkelig strammer dig an, så klarer du nok en dag på arbejde med løbende næse og feber.

Selvom situationen ovenfor ikke er særlig hensigtsmæssig for nogen parter, så er det faktisk en situation, som mange danskere kan nikke genkendende til. I en ny undersøgelse fra Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring og Mølholm Forsikring svarer hele 39 procent, at de inden for de sidste 2-3 år har undladt at melde sig syge fra arbejde, fordi de følte sig presset af arbejdsopgaver eller på grund af stress*.

Undersøgelsen viser desuden, at det oftest er mænd, der tager på arbejde, selvom de er syge og burde ligge hjemme i sengen.

Kvinder oftest syge
“Det er måske ikke så overraskende, når kvinder oftere melder sig syge, sammenlignet med mænd. Kvinder er generelt langt bedre til at lytte til kroppen, og går derfor også oftere til lægen end mænd, hvorimod mænd ofte negligerer symptomerne. Måske det er det samme, der gør sig gældende, når det kommer til at melde sig syg,” sigerPer Østergaard, direktør for Mølholm Forsikring.

Undersøgelsen viser desuden, at det særligt er de unge mellem 18-29 år, der undlader at melde sig syge, selvom de burde ligge hjemme i sengen. Her svarer hele 52 procent, at de er taget på arbejde på grund af arbejdspres eller stress, selvom de rent faktisk var for syge til at arbejde:

“Når det særligt er de unge, der undlader at melde sig syge, så handler det nok om, at denne aldersgruppe ofte kun har været på arbejdsmarkedet i en kort årrække, og derved føler, at de har en masse af skulle bevise over for deres arbejdsplads. Og så melder man sig ikke syg, selvom man er det,” siger Per Østergaard, direktør for Mølholm Forsikring, der fortsætter:

Undersøgelsen viser en kedelig tendens: Nemlig at mange danskere føler sig så stressede på deres arbejde, at de overhører kroppens signaler om at sætte tempoet ned. Det er et skråplan, som vi er nødt til at tage alvorligt. Desværre er det også samme tendens, vi ser blandt vores kunder i Mølholm Forsikring, hvor den største andel af arbejdsrelaterede sager rent faktisk handler om stress og udbrændthed. Og det er et område, hvor vi har oplevet en stigning på hele 83,7 procent fra første kvartal i 2018 til første kvartal i 2019,” siger Per Østergaard.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring og Mølholm Forsikring blandt 1209 repræsentativt udvalgte danskere i marts 2019.

Hvor ofte inden for de seneste 2-3 år har du haft behov for at melde dig syg men ikke gjort det f.eks. på grund af stort arbejdspres, stress eller andre lignende årsager?

  • Flere gange i løbet af året 14%
  • Ca. en gang om året 7%
  • Meget sjældent, men det er sket 18%
  • Aldrig 51%
  • Ved ikke/Ønsker ikke at svare 10% 

*Kantar Gallup Q1 undersøgelse for Gjensidige Forsikring 
*Mølholm Forsikring, Status 1.kvartal 2019

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL