Onsdag den 2. december har alle interesserede mulighed for at høre den fascinerende fortælling om Anders Lassen. Foreningen Rubicon har inviteret den anerkendte forfatter, Thomas Harder, til at komme og fortælle om sin meget anmelderroste bog, ”Anders Lassens krig”.

”Anders Lassens krig” er en biografi om en af dansk krigshistories største helte; en fortælling om en utilpasset og utålmodig ung mand, hvis talenter og egenskaber der pludseligt blev brug for i nødens største stund, og som gjorde en forskel med sit heltemod.

”Anders Lassen var et ungt mennesker som passede dårligt ind i et fredeligt dansk samfund. Han brød sig ikke om at sidde stille og han var ikke boglig. Man kan sige at det på en vis måde var hans held at der kom en verdenskrig, for med den fulgte en stærk efterspørgsel efter hans talenter; mod, fysisk styrke, udholdenhed, beslutsomhed og lederevner – forstået som viljen og evnen til at gå forrest og udvise handlekraft. Anders Lassen havde evnen og viljen til uden tøven at gøre det, der skulle gøres”.

Ordene kommer fra Thomas Harder. Han har skrevet adskillige historiske bøger om personer der skilte sig ud, herunder Anders Lassen. Og forfatteren har et særligt øje til Lassen:

”Det er en menneskelig historie om et individ, der engagerer sig for at gøre en forskel. Et menneske med en stor viljestyrke og et ekstremt engagement, og et mod, der gjorde ham til en af de højest dekorede og mest hædrede danske soldater nogensinde”, uddyber Thomas Harder.

På spørgsmålet om hvad der lå i Lassen og hans utilpassethed i ”systemet”, svarer forfatteren:

”I et moderne samfund – og det gælder både vore dages Danmark og Danmark i 1940 – skal folk helst passe ind i systemet. Det gjorde Anders Lassen på mange måder ikke – hverken i det civile, borgerlige samfund eller i forsvaret. Det er interessant, at han egentlig slet ikke ønskede at gøre karriere som soldat, men den tyske besættelse af Danmark gjorde krigen til en personlig sag for ham.” siger Thomas Harder.

I en tid hvor krig fortsat er højaktuelt er Thomas Harder ikke i tvivl om at vi kan lære noget af fortællingen om Anders Lassen:

”Lassens udvikling gennem de næsten fem år, han var i krig, viser tydeligt krigens menneskelige omkostninger. Han blev tydeligt slidt af sin indsats, både fysisk og mentalt. Historien om Anders Lassen minder os om, at der også i dag er brug for folk, der har viljen og evnen til at gøre en indsats langt ud over det, som de fleste af os vil betragte som normalt eller muligt.

Anders Lassen er én af fire danskere der har modtaget den højeste britiske tapperhedsdekoration, Victoriakorset. De tre øvrige modtog VC under Første Verdenskrig, af dem var de to ligesom Lassen født i Danmark, mens den tredje var født i Australien af danske forældre. Victoriakorset tideles soldater, der har udvist et helt enestående mod i kamp. ” forklarer Thomas Harder, som ser frem til at komme til fæstningsbyen i begyndelsen af december. Foreningen Rubicon melder om ledige pladser endnu.

Foredraget foregår på Fredericia bibliotek, onsdag den 2. december kl. 19.00 – 21.00. Det koster 80 kr. for ikke-medlemmer og 40 kr. for medlemmer. Det vil være muligt at melde sig ind i foreningen og få de mange medlemsfordele, for 100 kr. Indmeldelse samt foredraget kan købes for 120 kr. Der vil være mulighed for at købe øl og vand til rimelige priser.
Og så står Elsa Billund fra Billunds boghandel klar med Thomas Harders bog ”Anders Lassens krig” til en yderst favorabel pris.

Om Thomas Harder:

Thomas Harder (født 30. december 1959 i København) er en dansk forfatter, oversætter, journalist og anmelder. Harder blev student fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i 1978 og Cand.mag. fra Københavns Universitet i 1987 og konferencetolk fra Handelshøjskolen i København i 1988.
Han debuterede som oversætter i 1980 med Alberto Moravias En gang for længe siden. Siden har han oversat utallige værker, bl.a. af Umberto Eco, Salman Rushdie, Tomasi di Lampedusa og Martin Amis. Siden 1987 har han desuden skrevet bøger selv; bl.a. om Italien, ligesom han har skrevet kogebøger med sin bror Andreas Harder. Han har desuden arbejdet freelance som simultantolk i EU siden 1989 og 2009 som journalist, litteratur- og tv-anmelder m.m. ved skiftevis Weekendavisen og Politiken. Siden 1988 har han undervist i konferencetolkning og italienske samfundsforhold ved Handelshøjskolen i København, og siden 2004 har han været adjungeret professor samme sted.
Han har videre skrevet adskillige historiske biografier, herunder den meget anmelderroste, ”Anders Lassens krig” og om Kryssing, den første danske kommandant for Frikorps Danmark.
Fra 1996 til 2000 var han formand for Litteraturrådet, og har har siden 2014 været formand Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Litteratur.

(Artiklen er udarbejdet i samarbejde mellem Fredericia Avisen og Foreningen Rubicon )