Flere tusinde familier over hele Danmark får nu en håndsrækning i form af gratis julemad.

Det er foreningen Stop Spild Lokalt og Coop, som for 3. år i træk har et samarbejde, hvor Stop Spild Lokalt henter overskudsvarer i ca. 300 af Coops butikker.  Det er først og fremmest de butikker i Kvickly og SuperBrugsen, der holder lukket i juledagene, og dermed har mange varer, som ikke kan holde sig, til de åbner igen efter jul.

Stop Spild Lokalt har oaser i det meste af Danmark og omfordeler overskudsvarer til mennesker med få ressourcer, og hjælper dem på den måde med at få en god jul. Foreningen blev stiftet for tre år siden af den dengang kun 17-årige Rasmus Erichsen. Han har siden organiseret flere tusinde frivillige over hele landet, der hjælper med at hente overskudsvarerne i butikker og dele det ud til de udsatte medborgere.

”Den danske befolkning har fået flere arbejdsløse, flere deprimerede og ensomme hen over de seneste mange måneder og den danske økonomi hos de private bløder mange steder.  Derfor kommer Stop Spild Lokalt igen til undsætning med den populære juleuddeling. Vi regner i år med, at endnu flere har behov for hjælpen, hvilket også er det, som vi oplever i vores Madoaser på daglig basis. Derfor er vi virkelig glade for, at vi igen i år kan lave et stort samarbejde med Coop for at undgå madspild og hjælpe en masse mennesker med at få en god jul,” siger Rasmus Erichsen

I Coop er man glad for samarbejdet, da Indsatsen mod madspild er en del af Coops Ansvarlighedsstrategi Tid til at handle:

https://ansvarlighed.coop.dk/vores-tilgang/vores-tilgang/

”Stop Spild Lokalt er en god samarbejdspartner for os, når det gælder donation af mad. Det at de er så bredt til stede over hele landet gør, at vi kan støtte lokalt i de områder, hvor vi har butikker. Det betyder meget for os, at støtte de nærmiljøer, vi er en del af. Samtidig undgår vi at køre langt rundt med varerne og belaste klimaet,” siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

Udover Kvickly og SuperBrugsen deltager nogle af de butikker i Fakta, som ikke holder åbent i juledagene, også.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer