Østjyllands Politi fremstiller netop nu i retten i Aarhus en mand på 30 år, der sigtes for et gaderøveri i Aarhus i nat.

Manden blev anholdt ved Magasin i morges kl. 06.49, da han var mistænkt for at stå bag et indbrud i en lejlighed ikke så langt derfra. I forbindelse med visitationen på politigården blev den 30-årige fundet i besiddelse af flere telefoner, og politiets sagsleder fik mistanke om, at én af telefonerne kunne stamme fra et gaderøveri begået i Aarhus midtby klokken 03.09 i nat (beskrevet i døgnrapporten – se nedenstående). Betjenten ringede derfor til det nummer, der tilhører den 17-årige kvinde, der var forurettet i røverisagen, hvorefter den ene af telefonerne begyndte at ringe.

Den 30-årige blev derfor sigtet for at være gerningsmanden bag nattens gaderøveri og anbragt i detentionen. Overvågningsbillederne fra den bank, hvor den 17-årige kvinde havde hævet penge, bekræftede efterfølgende mistanken mod den 30-årige, hvorfor han nu fremstilles i grundlovsforhør.

 

Fra dagens døgnrapport:
En 17-årig kvinde blev i nat kl. 03.09 udsat for et røveri, da hun var ved at hæve penge i en hæveautomat på Paradisgade i Aarhus. En ukendt mand kom hen til hende, og ville have hende til at hæve flere penge fra automaten, hvorefter han slog hende, og tog de penge hun allerede havde hævet samt hendes telefon og løb fra stedet.