3. juli. Overskriften denne dag er ”Overførsel af danske landsoldater og fjendens derude”. Læs her et skriv fra Mikael Holdgaard fra Museerne i Fredericia, om denne dag.

Fæstningsbyen:

Troppeoverførslerne af de mange tusinde soldater var begyndt natten mellem den 2. og 3. juli og fortsatte frem til den 5. om aftenen. 

Overskibningen var under ledelse af kaptajn Tegner, chef for Transportflåden, og udførtes med fem dampskibe, 10 transport-chalupper, samt syv færger og kåge i pendulfart.

General Bonin vidste naturligvis, hvad der var i gang, og havde derfor givet ordre om både at beskyde skibene og uafbrudt kaste granater ind i fæstningen mod de steder, hvor man kunne forvente, at tropperne ville samles.

Et af de steder, hvor soldaterne var samlet, var ved landingsbroen ved Kastellet under afskibningen ved ankomsten til Fredericia.

Her får vi en øjenvidneberetning fra I. C. Madsen, som efter udfaldet skriver hjem til sin søster og bror.   

Madsen skriver:

”og der fik vi da en Forsmag, thi da de Tyske saae at vi kom i Land, kastede de Bomber ind efter os,

og der faldt een i vores Kolonne, som sprang i det Samme og Stykker og Stumper røg os om Ørene,

en Mand mistede begge sine Hænder og en mistede sit ene Been. I kan troe, kjære Søskende, at det var en slem Forsmag, det standsede næsten Blodet i Aarerne paa hver Mand.

De Meza:

De Meza var indlogeret hos Kammerherreinde Fønns på Hindsgavl. Her kom i løbet af dagen oberst Schlegel og talte imod en landgang, hvilket oberstløjtnant Irminger i øvrigt også gjorde såvel som overgeneral Bülow, der også kom på besøg. De Meza blev presset! Om aftenen kom der så indbydelse til en konference den følgende dag.

Fjenden derude:

General Bonin havde styr på sine efterretninger, troede han, omkring den danske troppeoverførsel, det forventede udfald og landgangen ved Snoghøj samt det omtrentlige antal af danske soldater i fæstningsbyen. Han mente derfor, at hans 1. Brigade nord for fæstningen, 2. Brigade nordvest for fæstningen og Avantgarden nær stranden ved Møllebugten, var den korrekte opstilling til at modtage fjenden (den danske hær).

Derude i terrænet ventede nu 14.000 kampsultne slesvig-holstenske oprørere med 48 stykker feltskyts i gode forsvarspositioner. Parolen var, at man ikke måtte vige for det danske angreb!

Illustration:

Seniorsergent Jens Hertzum Madsen

Leave a Reply