En stigning i antallet af klimarelaterede hændelser og katastrofer betyder, at Beredskabsstyrelsen opruster med 125 ekstra værnepligtige i år.

De nye værnepligtige i Beredskabsstyrelsen er netop mødt ind på beredskabscentret og tager dermed hul på en helt ny tilværelse med nye kammeratskaber og spændende udfordringer. Det er første gang, at så mange værnepligtige trækker i de blå uniformer.

I år begynder 525 unge værnepligtige på Beredskabsstyrelsens fem beredskabscentre Det er en stigning på 25 procent. Næste år stiger tallet yderligere til 545.

Derudover har forsvarsminister Trine Bramsen åbnet døren for endnu flere værnepligtige til Beredskabsstyrelsen dette efterår som et tilbud til unge, der har fået aflyst deres planer om rejse eller uddannelse på grund af corona-epidemien.

”Der er brug for at styrke Beredskabsstyrelsen med flere værnepligtige, fordi vi står over for langt flere klimarelaterede storme, naturbrande og oversvømmelser. Jeg har desuden besluttet at øge antallet af værnepligtige endnu mere for at flere unge kan få en solid uddannelse her under coronaen. Det styrker beredskabet, men også de unge. At være værnepligtig åbner døre videre i livet” siger Trine Bramsen.

En uddannelse for livet

De nye værnepligtige i Beredskabsstyrelsen vil de næste ni måneder gennemgå en fuld brandmandsuddannelse som deres grundlæggende uddannelse og derudover blive trænet i alt fra katastrofeførstehjælp til håndtering af kemiske, biologiske og radioaktive materialer, så de efter seks måneders uddannelse opnår betegnelsen redningsspecialist. Som en del af deres værnepligt vil de allerede efter fire uger indgå i udrykningsvagten og være med til at løse konkrete samfundsopgaver i tilfælde af ulykker eller katastrofer.

Emma Rosa Horslund Nielsen fra Aarhus er én af de nye værnepligtige, som netop er startet på Beredskabscentret i Haderslev, og hun glæder sig til at kunne være med til at bidrage til at løse vigtige redningsopgaver ude i samfundet.

”Jeg synes, at det er vigtigt, at man hjælper til, der hvor man kan, og jeg ser frem til at få nye kompetencer som førstehjælp og redning, der ikke kun er med til at styrke mig som person, men gavner alle. Jeg ved, at det kommer til at blive hårdt, men det vil også være med til at give mig både fysisk og psykisk overskud på den anden side, så jeg bliver klar til at komme ud og hjælpe andre. Lige nu er det corona, hvor vi kan være med til at gøre en forskel, og det er er et spændende arbejde, at være en del af,” fortæller Emma Rosa Horslund Nielsen.

Styrkelse af Beredskabsstyrelsen:

Forsvarsforliget 2018-2023 styrker Beredskabsstyrelsen med 125 ekstra værnepligtige og ekstra befalingsmænd. Desuden styrkes Beredskabsstyrelsens krisestyringskapacitet.

Forsvarsministeriet besluttede derudover i juni at øge antallet af værnepligtige med yderligere 150 fordelt på både Forsvaret og Beredskabsstyrelsen som følge af af COVID-19. De ekstra værnepligtige fordeles på holdene i anden halvdel af 2020 og i løbet af 2021. 15 af disse starter på efterårsholdene i Beredskabsstyrelsen på beredskabscentrene i hhv. Allinge, Haderslev og Thisted.

Foruden en styrkelse af beredskabet på grund af et ændret risikobillede, styrkes også Beredskabsstyrelsens krisestyringskapacitet for bedre at kunne håndtere katastrofer i både ind- og udland.

Om værnepligt i Beredskabsstyrelsen

Værnepligtsuddannelsen i Beredskabsstyrelsen tager i alt ni måneder og består af moduler, der bl.a. omhandler katastrofeførstehjælp, rednings- og eftersøgningsopgaver i vand, USAR (Urban Search and Rescue), en fuld brandmandsuddannelse samt håndteringen af CBRNE-materialer (Chemical, Biological, Radioactive, Nuclear and Explosive).

Allerede efter fire ugers uddannelse indgår den værnepligtige i udrykningsvagten som hjælper, og efter seks måneders uddannelse opnår man betegnelsen redningsspecialist. Værnepligtige yder en vigtig indsats, når Beredskabsstyrelsen rykker ud til eksempelvis oversvømmelser, brand, kemikalieudslip eller større ulykker.

Værnepligtsuddannelsen kan gennemføres på ét af Beredskabsstyrelsens centre i Thisted, Herning. Haderslev, Næstved eller Allinge. Som værnepligtig bor man på centret og modtager månedligt 8.082,77 kr. i skattepligtig løn samt 215 kr. skattefri kostgodtgørelse pr. kalenderdag.

Leave a Reply