Danmark rummer store styrker inden for cykel- og vandreturisme, men hvis potentialet skal indfries, er der behov for en langsigtet og sammenhængende udvikling af den danske infrastruktur. Derfor iværksættes nu en indsats med fokus på udvikling af et nyt cykelknudepunktsystem og rekreativ formidling til både eksisterende og nye friluftsudøvere.

Corona har medført store konsekvenser for dansk turisme, som fortsat kæmper med følgerne af massive nedlukninger, restriktioner og en massiv nedgang i antallet af internationale flyrejsende. Men pandemien har imidlertid også resulteret i et styrket potentiale i nærmarkederne samt en stigende interesse for autentiske naturoplevelser på ferien. Her står Danmark stærkt som outdoor-destination med styrker inden for bl.a. cykling og vandring, men hvis potentialet skal forløses, er der behov for en langsigtet og sammenhængende udvikling af den danske infrastruktur, der kan bidrage til at skabe en ny international konkurrencekraft for kyst- og naturturismen i Danmark.

Corona har medført, at langt flere har søgt oplevelser i naturen. Også dem, som ikke tidligere har benyttet sig af naturen, har meldt sig på banen, og vi forventer, at mange turister i langt højere grad vil have aktiviteter i naturen som et centralt omdrejningspunkt for valget af ferie fremadrettet. Det er derfor afgørende, at vi sikrer et turismeprodukt og en infrastruktur, der er klar til at tage imod disse ”nye outsiders”, fastslår Jacob R. Kirkegaard Larsen, som er destinationsudviklingschef i Dansk Kyst- og Naturturisme.

Derfor iværksættes nu en ny indsats omkring udvikling af et nyt, sammenhængende cykelknudepunktssystem, der skal skabe en bedre afmærkning af cykelvenlige strækninger og cykeloplevelser med bedre adgang til naturen. Som en del af den politiske aftale om sommerpakken 2020 har regeringen således afsat 20 mio. kr. til, at Dansk Kyst- og Naturturisme kan udvikle, pilotteste og udbrede et nationalt knudepunktsystem gennem initiativet ”Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark”.

Størstedelen af Danmarks officielle cykelrutenet er skabt med det formål at kunne komme fra A til B, og mange af ruterne er derfor ikke relevante for cykelgæsten, som har de gode oplevelser og fleksibilitet for øje. Vi står derfor overfor en grundlæggende national udfordring med at udvikle sammenhængende, rutebaserede cykeloplevelser, som kan måle sig med nogle af Europas bedste cykellande, fortæller Jacob R. Kirkegaard Larsen.

Projektet tager afsæt i en kortlægning af infrastrukturen for et knudenetværk samt udvikling af et skiltekoncept og en digital formidlingsplatform. Der gennemføres desuden en række demonstrationsprojekter i udvalgte kommuner, hvorefter konceptet evalueres og tilpasses forud for udrulning i øvrige relevante kommuner. Den fysiske udrulning forventes at ske over en årrække i takt med, at der skaffes finansiering og opbakning i kommunerne.

Formidling skal forløse potentiale

I forlængelse af projektet ”Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark” har Friluftsrådet bevilget 5 mio. kr. fra ”Udlodningsmidler til Friluftsliv” til udvikling og test af en metode til kortlægning samt formidling af rekreative stier og ruter i Danmark. Fokus er også her på cykel- og vandreegnet infrastruktur, men med henblik på at kunne skalere til også at omfatte øvrige friluftsbrugere som for eksempel ryttere og trailløbere.

Vi er meget glade for at kunne støtte projektet, der kan være et vigtigt første skridt til et sammenhængende netværk af stier og ruter til friluftsliv i Danmark. Det er i dag alt for svært for både lokale og turister at planlægge ture ud i naturen, fordi der ikke er en fælles platform til formidling af, hvilke stier og ruter der findes, og fordi der ikke er den tilstrækkelige sammenhæng mellem stierne mange steder. Danmark halter klart bagud i forhold til andre lande på den front, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet.

Bag indsatsen står et konsortium bestående af Dansk Cykelturisme, Dansk Vandrelaug og Dansk Kyst- og Naturturisme med Dansk Cykelturisme som ledende partner og projektleder.

Det er en kæmpe forløsning. Vi har længe kæmpet for et nyt rekreativt netværk, som er synligt ude i marken og digitalt. Et netværk, som er tilgængeligt uanset, om man er lokal borger eller gæst, og et netværk, der inviterer til, at enhver kan planlægge lige præcis den tur, som passer – uanset om man er til lange cykelture eller korte vandreture, fortæller Jesper Pørksen, direktør i Dansk Cykelturisme, og uddyber:

– Interessen for friluftsoplevelser har været støt stigende i flere år. Antallet af cykelturister i Danmark er vokset med over 40 pct. i perioden 2012-2017, og kurven ser ikke ud til at knække foreløbigt. Corona har desuden medført, at flere danskere er hoppet i cykeltøjet eller vandreskoene, og det er således afgørende, at vi får aktiveret de rekreative netværk af stier og veje til gavn for både turister og borgere.

Projektet omfatter desuden nye måder at synliggøre infrastrukturen testes analogt såvel som digitalt. Det skal nemlig være nemt og tilgængeligt at planlægge cykel- og vandreture, uanset om man begiver sig ud på en dagstur eller længere ture med særlige præferencer.

Vandreturismen rummer et enormt potentiale i Danmark, men den nuværende infrastruktur har den udfordring, at det til tider kan være svært at finde rundt – både for rutinerede vandregæster såvel som nye målgrupper, der har fået øjnene op for Danmarks mange naturperler. Med dette projekt håber vi på at kunne samle netværkerne på én fælles platform, som kan formidle stederne, og sikre bedre adgang til naturen og styrke servicekvaliteten på ruterne via bedre afmærkning, siger Steen Kobberø-Hansen, som er landsformand i Dansk Vandrelaug.  

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer