1. januar 1994 var Bente Ankersen for første gang officielt byrådsmedlem i Fredericia for Socialdemokratiet. 25 år er gået – og i dag kan Bente fejre sit 25-års jubilæum. Fredericia AVISEN besøgte Bente til en snak om de forgangne 25 år.

Bente Ankersen er en travl dame, så det var svært at finde et hul i kalenderen. Men Bente fandt et hul og inviterede på kaffe i hendes hyggelige hjem i Bøgeskov.

Julepyntet er der stadig, for de manglede at holde en enkelt julefrokost med alle hendes børn og børnebørn, fortæller hun.

“Når man kan være præsident i USA med min alder, kan man så ikke også være i byrådet i Fredericia? Det tænker jeg godt man kan”, kommer det promte fra Bente, da jeg spørger ind til de mange år der er gået.

Skolebestyrelsen startede det hele

“Jeg har siddet i skolebestyrelsen i rigtig mange år. Der er 15 år mellem den ældste og den yngste af mine børn, så jeg har siddet der i meget meget lang tid. På et tidspunkt var der med skolekommision vi skulle tage stilling til. Her blev jeg opfordret til at stille op som formand for partiforeningen – og derfra var næste skridt byrådet”, fortæller Bente og fortsætter:

“Jeg har været længe undervejs, fordi mine børn har været så mange år undervejs. Jeg kom først for alvor i gang i en alder af 40 år”.

“Jeg har været medlem af Socialdemokratiet sådan cirka altid. Jeg er født i en socialdemokratisk familie – også selvom min mor var Radikal da hun mødte min far. ‘Man må hyle med de ulve man bor med’ sagde hun altid, og hun endte da med at blive meget rød socialdemokrat”, siger Bente.

“Jeg er ikke, og har ikke altid været enig med partilinjen, men jeg er en af de tro soldater. Man kan ikke stå udenfor at brokke sig, man bliver nødt til at gøre noget aktivt”, lyder det videre.

“Så grunden til at jeg startede med at gå ind i politik for alvor var skolevæsnet. Egentlig også idrætten, jeg har været sekretær i SIF i over 20 år og jeg har været aktiv i KIF, så jeg havde noget viden på området”, fortæller hun og fortsætter:

“Jeg kom ind bestyrelsen i KIF i en alder af 18 år, og der var resten af bestyrelsen en flok modne kvinder. Gode læremestre, der da også klart påvirkede mig politisk”

“Det er kun 4 år ad gangen”

“Første gang jeg stillede op var i 1989, men der blev jeg ikke valgt. Det lykkedes i 1993, og siden har jeg så været i Fredericia Byråd. Eller det passer ikke helt, for i 2009 blev jeg kun valgt som første suppleant, men Bjørn (Medom, red.) valgte at trække sig allerede inden første møde, så jeg kom ind alligevel”, fortæller Bente.

“Da han ringede havde jeg stort set tømt mit værelse med politiske ring, at var næsten ryddet og jeg var klar til at lægge det på hylden. Det er jeg egentlig hver gang. Jeg er meget bevidst om, at det her kun er for 4 år ad gangen – og når jeg ikke er den der står på forreste række, så kan mandatet jo glippe. Men jeg er født i byen og har været meget aktiv i byens foreningsliv, så jeg har en stor bekendskabskreds, eller i hvert fald mange der kender mit ansigt”, fortsætter hun.

“J.B. var folkets mand”

“I tiden under J.B. skulle man ikke tro man var noget, det skulle man bestemt ikke. De mænd der var i byrådet havde meget aura, og det havde Fru Davidsen bestemt også”, siger hun med et grin.

“Det var en lærerig tid og en spændende tid. Det er faktisk også de første fire år der har sat sig allermest på nethinden, når jeg sidder her og tænker tilbage på de sidste 25 år”, fortsætter hun.

“Det var styr på skolevæsnet, fremtidens skole var her i Fredericia. Vi var kendt i hele Danmark for vores flerlærersystemer, vores klasseteams og fokus på differentieret undervisning. Det var en rigtig rigtig spændende tid”, fortæller Bente.

“J.B. var også en spændende tid fordi han var så vellidt alle stedet. Jeg kendte ham allerede fra min tid i SIF, for han var meget interesseret i sporten. Han var om nogen byens borgmester, hans hjerte var lige så stort som hans krop. Han var altid åben”, lyder det videre.

“Uffe ændrede Fredericia”

“Uffe var en helt anden person. J.B. var den meget folkelige, store folkelige krop. Uffe var den mere teknokratiske borgmester, men han var også fantastisk dygtig. Han var nok ikke så favnende som J.B. fra starten, Men Uffe var faktisk meget åben”, siger hun og fortsætter:

“De der borgmestre vil jo selv, det er også derfor de er borgmestre. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Uffe, selvom vi ikke altid var enige. Vi mødes den dag i dag en gruppe af de gamle og snakker”.

“Da vi startede sad vi nærmest og sagsbehandlede på laveste sagsbehandlingsniveau, men der udviklede Uffe kommunen til sådan vi kender den i dag, hvor vi arbejder med de store retninger”, siger Bente.

“Eksempelvis gik Uffe forrest i udstykningen af området ved DanmarkC og lavede hele forarbejdet til havnen. Han var en meget fremsynet borgmester”, fortsætter hun.

“Han fik lavet kommunen om til en virksomhed på en eller anden måde, med en direktion. Det er faktisk lidt det samme vi har gjort igen nu, det er lidt sjovt”, siger hun med et grin.

“Det var en rodet tid under Thomas”

“Tiden under Thomas (Banke, red.) var en meget rodet tid. Det virkede ikke som om at der var styr på noget, og så er det altså svært at være opposition når man ikke har den fjerneste idé om hvad der sker i morgen”, siger Bente og fortsætter:

“Når ledelsen ikke selv kan finde ud af hvad de vil, så har de svært ved at udstikke en retning for byen. Der blev konstitueret om så vi kom ind i varmen, men kort tid efter var vi ude igen. Det er ikke en ordentlige måde at arbejde på, og det var ikke godt for byen”.

“Jacob har en engels tålmodighed”

“Jacob (Bjerregaard, red.) har virkelig en engels tålmodighed når det kommer til det brede samarbejde. Der er selvfølgelig andre steder hvor lunten er kort, men sådan er alle jo nok”, siger Bente og fortsætter:

“Jeg er mere gammeldags, tidligere var det sådan at hvis man havde magt, så brugte man den. Der blev ikke delt formandsposter ud, nej dem beholdte man selv. Men sådan er Jacob ikke, og det er nok heldigt. Han har delt godt ud, og det gør at alle er og skal være ansvarlige i alt de laver”.

“Jacob er meget visionær, han ser fremtiden for Fredericia. Han arbejder fantastisk hårdt for byen. Jeg har børn i samme alder som Jacob, så på den måde synes jeg at jeg forstår ham ret godt – og jeg synes virkelig han gør det godt”, lyder det fra Bente.

Hvad bringer fremtiden?

“Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer. Jeg synes stadig jeg, heldigvis, har mit gode helbred og lysten og modet til mere. Jeg passer mit arbejde, og jeg har nok at lave lige nu, hvor jeg også er i Ankestyrelsen”, fortæller Bente.

“Det kan jeg fortælle mange historier om, men det er klart med til at øge motivationen for at fortsætte, når man læser om så mange skæbner”, lyder det videre.

“Så jeg vil arbejde fremad som hidtil, passe mit gymnastik og mit politik – og selvfølgelig min familie og mine ni børnebørn”, slutter Bente.

Fra Fredericia AVISEN skal der lyde et kæmpe tillykke med jubilæet!

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
Annonce