Karl Brynningsen kan d. 1. november 2020 fejre 25-års jubilæum i den virksomhed, han selv var med til at grundlægge og i dag er administrerende direktør for. Jubilæet markerer også en rejse for den 68-årige ejer, som gik fra at være snedker til at blive administrerende direktør for en millionforretning med eksport til flere lande.

Karl Brynningsen er oprindeligt uddannet tømre og snedker, men i dag d. 1. november 2020 kan han fejre sit 25-års jubilæum i PKI Supply som administrerende direktør. Han kan se tilbage på 25 lærerige år med flere jobtitler, men hvor passionen for limbranchen og interessen for mennesker er limen, der binder det hele sammen.

“eg er stolt af at have været med til at bygge en virksomhed op fra bunden til i dag at være en international anerkendt virksomhed med en omsætning på over 100 mio. kr. For mig personligt har det også været en stor omvæltning at skulle lære at drive en virksomhed med alt, hvad det indebærer af strategiplaner, økonomi og have ansatte og en organisation under sig. Derfor er jeg også utrolig stolt af at stå, hvor jeg gør i dag,” siger Karl Brynningsen.

I 1983 gik Karl Brynningsen fra at arbejde som snedker til ansat hos HTH Køkkener. I løbet af sine år hos HTH blev Karl Brynningsen driftsleder, og interessen for lim begyndte at vokse. I den afdeling, som han havde ansvaret for, brugte en del af maskinerne industrilim fra den internationale virksomhed National Starch and Chemical. Her fik de øjnene op for den danske driftsleder og headhuntede ham til et job som sælger og konsulent.

Efter nogle år besluttede National Starch and Chemical, at de ville have en dansk distributør og de tilbød flere af de ansatte muligheden. Den greb Karl Brynningsen, og sammen med Bent Jensen og Poul Køster grundlagde de PKI Supply A/S i 1995. Navnet skyldes, at Poul Køster blev den første administrerende direktør, og derfor fik virksomheden navnet efter PK (Poul Køster) Industriklæbestoffer. Karl Brynningsen blev salgsdirektør.

De første par år som ejer af en nystartet virksomhed var hård kost for de tre ejere, som arbejdede i døgndrift ud fra mindre lagerfaciliteter og en pavillon som administrationslokale. Med sig fra National Starch and Chemical havde de kunder inden for træ- og møbelindustrien, mindre og mellemstore kunder indenfor Packaging, ligesom de havde fået samarbejdet med BASF. I 1998 købte Bent Jensen og Karl Brynningsen Poul Køster ud, og i 2006 blev Bent Jensen købt ud. Derefter var PKI Supply ejet af Gert Lynge Christensen og Karl Brynningsen.

Eksporteventyr og titel som direktør
I takt med at træ- og møbelindustrien i begyndelse af 00’erne flyttede sin produktion til udlandet, begyndte eksporteventyret for PKI Supply, som leverede mere og mere lim til fabrikker i Baltikum.

I 2007 udvidede PKI Supply, da de overtog hele Packaging-området fra National Starch and Chemical. Det blev den første væsentlige forandring hos PKI Supply. Få år efter, nemlig i 2009, købte Karl Brynningsen Gert Lynge Christensen ud, og blev derefter administrerende direktør for virksomheden i Fredericia, som han har ledet lige siden. Samtidig blev alle medarbejdere også tilbudt at købe 49 % af aktierne i PKI Supply, og virksomheden har siden været medarbejderejet.

Under Karls Brynningsens ledelse fik PKI Supply for alvor fart på eksporten, hvilket betød, at PKI Supply kunne oprette datterselskabet PKI Polska i 2011 og PKI Ukraine i 2017 og have stærke samarbejdspartnere i de tre lande i Baltikum, Hviderusland, Sverige, Finland og senest i Irland og England.

PKI Supply var intet uden medarbejderne
Forandringen for Karl Brynningsen har været tydelig. Han har igennem sit arbejdsliv skullet tilpasse sig mange nye roller og har måttet tilegne sig nye kompetencer. Først som driftsleder, så som sælger og salgsdirektør og senest som administrerende direktør. Alligevel har Karl Brynningsen hele tiden haft passionen for kunderne og projekterne.

“Jeg er utrolig stolt af de mange gode medarbejdere, jeg har haft og mødt hos PKI Supply. Intet af det, der er opnået med PKI Supply, kunne lade sig gøre uden medarbejdere. De har hver især ydet en stor indsats for, at vi står, hvor vi gør i dag. Mange af medarbejderne i dag har lang anciennitet og ser PKI Supply og hinanden som en familie. Det kan jeg som direktør kun være ekstremt stolt af,” siger Karl Brynningsen.

Fritiden bruges på frivilligt arbejde
Karl Brynningsen har hele sit liv været meget aktiv inden for sportens verden og lavet frivilligt foreningsarbejde i en menneskealder. Som 18-årig begyndte han i bestyrelsen i Horne Idrætsforening og har været formand for klubben af to omgange.
I de seneste mange år har Karl Brynningsen også været frivillig i Varde IF som en del af bestyrelsen og i Støtteforening for pige-kvinde afdelingen.

Han har også været aktiv i DBU, hvor han har været en del af repræsentantskabet i mere end 10 år, ligesom han har siddet i Kvindedivisionsforeningen i mere end 20 år. I år kan Karl Brynningsen faktisk også fejre sit 50-års jubilæum som frivillig.

I de kommende to år skal den 68-årige direktør være med til at få PKI Supply integreret som en del af Dana Lim, som for nylig købte PKI Supply. Herefter glæder han sig til først og fremmest at få mere tid til sin kone Anne, deres tre piger Annette, Gitte og Helle og de to børnebørn. Karl Brynningsen håber dog også at få tid til at gå mere på jagt og spille golf.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer