Der eksisterer simpelthen en god ånd i virksomheden, lyder det fra Lars Ole Andersen, der torsdag den 1. oktober fejrer 25 år i Bankdata. ”Jeg kan stadig huske, da vi fik den første PC ind på kontoret,” fortæller han.

Da Lars Ole Andersen startede sin it-karriere i Bankdata i 1995, sad han ikke foran en PC. I stedet brugte man de såkaldte ”terminaler”, som var forgængeren for den personlige computer. Faktisk var fredericianeren med dengang it-virksomheden lagde terminalerne i graven og erstattede dem med moderne teknologi.

”Jeg kan stadig huske, da vi fik den første PC ind på kontoret. Der var en logbog, hvor vi skulle skrive, hvornår vi havde brugt den, og hvad vi havde brugt den til, fordi den jo var koblet på det store og farligeinternet via et såkaldt modem,” fortæller Lars Ole Andersen.  

Fra underviser til scrum master

Det er dog ikke kun teknologien som har udviklet sig. I dag er Lars Ole Andersen scrum master, som er en form for teamleder, der faciliterer, prioriterer og styrer udviklingen af IT i et team. Begrebet er opstået i forbindelse med, at it-virksomheder er begyndt at udvikle it efter såkaldte agile principper, som Lars Ole Andersen forklarer således:

”Bankdata begyndte på det i 2015, og det er en stor transformation, som stadig er i gang. Det giver en større grad af medbestemmelse i de enkelte teams til selv at bestemme, hvordan de vil udvikle et program. Det sker i små sprint af 14 dages varighed, som gør, at du hurtigere får feedback fra brugeren og dermed kan justere løbende. Det skaber en større grad af professionalisme og flere navigationsmuligheder, da man hele tiden sørger for at udvikle det, der giver størst værdi først,”siger han.

Motorcykler og gode øl

Lars Ole Andersen er bosat i Fredericia sammen med sin kone og stedsøn. Han er eventyrlysten og ynder derfor at rejse en del, men det har coronasituationen naturligvis bremset. Derudover lægger han stor interesse i motorcykler og køreture i Danmark med blandt andet sin bror og svigerinde. Lars løber desuden i sin fritid og nyder også at passe husets have, når det danske vejr tillader det. En god øl går han heller ikke udenom, så derfor er Lars også medlem af lokalafdelingen af øl-entusiaster.

”Jeg har valgt at blive i Bankdata gennem årene, da mine arbejdsopgaver altid har udviklet sig og været meget forskellige. Og så synes jeg, at der er en god kultur og stærk fællesskabsfølelse i huset, hvor man også er lykkedes med at se sine medarbejdere somhele mennesker, der balancerer arbejde og familie. Der eksisterer simpelthen en god ånd på Bankdata,” siger Lars Ole Andersen.

Om Bankdata

Bankdata er én af Danmarks største finansielle it-virksomheder. Bankdata ejes af de ni danske banker Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, RingkjøbingLandbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank. De ni banker servicerer tilsammen over 1,8 mio. bankkunder. Bankdata har eksisteret siden 1966 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. Virksomheden har hovedsæde i Fredericia og udviklingscentre i Silkeborg, Aarhus og i Gurugam i Indien.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer